Lønbonus

Ophold på eliteuniversitet giver tusindvis af kroner ekstra hver måned

12-03-2018
2 min.
Emil Regin Brodersen har selv været på studieophold i Berlin. Hans personlige erfaring er, at udlandsophold kan sparke døre ind. Foto: Lars Bahl

76.000 kroner på andet år efter studiet. Så meget mere vil en økonom, der under studiet læste på et eliteuniversitet i udlandet, tjene, hvis man sammenligner med en økonom, der ikke har studeret uden for Danmarks grænser. Det viser et nyligt speciale.

Hvis du går efter en høj løn efter studiet, skal du tage en tur forbi et eliteuniversitet i udlandet. Det viste Emil Regin Brodersen i sit speciale, hvor han undersøgte, hvad udlandsophold betyder for tidligere cand.polit.studerende fra Københavns Universitet.

Helt konkret så han på, hvad cirka 150 tidligere økonomistuderende, som havde været i udlandet for at læse, tjente i årene efter studiet. Han sammenlignede deres løn med, hvad en kontrolgruppe, der ikke havde været i udlandet, tjente. Oplysningerne fik han gennem anonymiserede data fra universitetet og Danmarks Statistik.

Hvad kom du frem til?

”At studerende, der har været på udlandsophold, i gennemsnit får en merløn på cirka 47.000 kroner i løbet af deres andet år som færdiguddannede.”

Hvad sker der med lønnen det første år?

”Det første år kunne jeg ikke se en forskel.”

Hvad sker der i årene efter andet år?

”Jeg kiggede på indkomsten op til otte år efter endt studie. I alle årene efter det første er der en gevinst. I løbet af de første otte år på arbejdsmarkedet havde de tjent cirka 600.000 kroner mere end sammenlignelige studerende, der ikke havde læst i udlandet.”

Var du overrasket over resultatet?

”Jeg synes egentlig ikke, at det er så voldsomt. Hvis man tager det ned på månedslønsbasis, så er det jo kun nogle få tusinde kroner om måneden, men det er stadigvæk penge. Mine egne personlige erfaringer er, at udlandsophold er noget, som arbejdsgiverne finder interessant, og noget, der kan sparke nogle døre ind. Personligt havde jeg et meget givtigt studieophold i Berlin, hvor jeg lærte mange ting.”

Du kiggede også på eliteuniversiteter?

”Ja. Jeg skelnede mellem de universiteter, der lå på top 100 på Times Higher Educations’ universitetsrangliste, og dem, der ikke gjorde. Når man foretager den opdeling, ser man, at gevinsten næsten udelukkende går til dem, der har været på et universitet i top 100. Jeg kiggede dog kun på andet år af deres arbejdsliv, da tallene ellers blev for små.”

Hvor meget fik de ud af det?

”De, der havde læst på et top 100-universitet, tjente i det andet år af deres arbejdsliv 76.000 kroner mere end dem, der ikke havde været af sted. For dem, der havde læst på et universitetet uden for top 100, var der ingen målbar gevinst.”

Er der usikkerheder i din undersøgelse?

”Det kan jo godt være, at de personer, der tager på udlandsophold, har nogle personlige egenskaber. Fx at de har lettere ved at knytte nye sociale relationer, eller at de er mere omstillingsparate. Måske er lønforskellen et udtryk for, at den slags egenskaber bliver belønnet på arbejdsmarkedet. Desuden er der et generelt forbehold for resultaternes signifikans, i og med at det er meget små grupper, jeg har kigget på.”

Emil Regin Brodersen afleverede sit speciale i august 2017. I dag arbejder han som fuldmægtig i Finansministeriet. 


2 kommentarer
6
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Matt

16.03.2018 kl. 11.02

Er "ophold i udlandet" det samme som summer school eller er der kun blevet kigget på hele semestre?

1 Kommentar
0

Emil Regin Brodersen

20.03.2018 kl. 16.56

Hej Matt,
Udlandsophold dækker i denne undersøgelse ikke over summer schools i udlandet.

0 Kommentar
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.