Arbejdsmiljø

Akademiker-krav: Alle ledere skal uddannes i arbejdsmiljø

06-06-2018
3 min.
Der er brug for ledere, der kan lytte til medarbejderne og tage højde for deres behov, når det gælder socialt og organisatorisk arbejdsmiljø. Derfor skal alle ledere igennem en uddannelse i arbejdsmiljø, mener Akademikerne. Foto: GaudiLab/Shutterstock

For djøfere og andre akademikere spiller det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø hovedrollen i stress og nedslidning. Akademikernes paraplyorganisation mener, at alle ledere skal uddannes i det. Regeringens ledelseskommission, som afleverer konklusioner 12. juni, skriver dog ikke mange ord om personaleledelse.

Det skal være obligatorisk, at ledere får en lederuddannelse i socialt og organisatorisk arbejdsmiljø.

Det foreslår Akademikerne – paraplyorganisation for de 25 AC-organisationer – i et høringssvar til beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).

Ministeren har bedt om forslag til regelforenklinger og regelforbedringer på arbejdsmiljøområdet.

"Det, vi hører, vores medlemmer har brug for, er bedre regler, når det kommer til det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø. Ikke mindst, at der er et stort behov for, at alle ledere får de nødvendige kompetencer," siger Akademikernes formand, Lars Qvistgaard, der er jurist og tidligere formand for Djøf Offentlig.

Fra psykisk til organisatorisk

I arbejdsmiljølovgivningen i dag tales der alene om 'psykisk arbejdsmiljø'.

Men Lars Qvistgaard ønsker, at vi i stedet taler om 'socialt og organisatorisk arbejdsmiljø'.

"Med psykisk arbejdsmiljø indikerer vi, at problemer er psykiske og skyldes den enkelte. Ved at tale om det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø signaleres det, at arbejdsmiljøproblematikker opstår – og skal løses – i den sociale og organisatoriske kontekst på arbejdspladsen."

Definition på socialt og organisatorisk arbejdsmiljø
  • Det organisatoriske arbejdsmiljø er den samlede sum af, hvordan arbejdet organiseres, ledes og kommunikeres, og hvordan beslutninger træffes.
  • Det sociale arbejdsmiljø er, hvordan vi er i samspil med og påvirkes af de chefer, kolleger og andre personer, som er rundt om os på jobbet. Digitale fora som mail, sms, chat etc. hører med til det sociale arbejdsmiljø.

I det moderne videns- og servicesamfund har vi brug for en helt ny tilgang til arbejdsmiljø, fastslår han.

I videnssamfundet er hjerner, hjerter, kreativitet og personligheder hele tiden i spil i forhold til den værdi, medarbejderne skaber for arbejdspladsen og samfundet.

"Derfor kan det give store negative konsekvenser i form af stress og nedslidning, hvis lederne negligerer det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø," siger Lars Qvistgaard.

Bedre ledelse er akademikeres førsteprioritet

Da Akademikernes sidst spurgte akademiker-medlemmerne om arbejdsmiljø, kom bedre ledelse kommer ind på førstepladsen, når de skulle pege på, hvad der skal til for at forbedre deres arbejdsmiljø (se faktaboksen under artiklen).

”Mange ledere efterspørger viden og værktøjer om det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø. Og det er helt tydeligt, at arbejdsmiljøet er bedre hos de medarbejdere, der har ledere, som ved, hvordan de skal forebygge og håndtere problemer med det sociale og organisatoriske arbejdsmiljø," siger Lars Qvistgaard.

Ved de netop overstående overenskomstforhandlinger 2018 har statens arbejdsgivere og medarbejdere da også rent faktisk aftalt, at der skal udvikles en lederuddannelse i arbejdsmiljø i staten.



"De er gået foran, og det er rigtig godt. Men vi har brug for, at ledere på de øvrige offentlige områder og på hele det private område også kommer med,” understreger Lars Qvistgaard.

Djøfs repræsentant i Ledelseskommissionens følgegruppe bakker op

Næstformand for Offentlige Chefer i Djøf, socialdirektør i Gentofte Kommune, Helene B. Rasmussen, er medlem af følgegruppen til regeringens Ledelseskommission.

Hun støtter Akademikernes forslag, for hun ønsker endnu mere spot på ledelsesudvikling og lederuddannelser end i dag.

"I den forbindelse er det rigtigt vigtigt med viden om, hvordan man som leder understøtter et godt socialt og organisatorisk arbejdsmiljø," siger hun.

Ledelseskommissionen er nedsat af innovationsminister Sophie Løhde (V) for at komme med forslag til bedre offentlig ledelse. Den afleverer sine konklusioner 12. juni.

Hvad kommer der til at stå om ledelsesopgaven i forhold til det psykiske, sociale og organisatoriske arbejdsmiljø?

"Der står ikke mange ord om personaleledelse, trivsel, anerkendelse og motivation i det, der indtil nu er kommet ud fra Ledelseskommissionen," siger Helene B. Rasmussen.

Men som offentlig leder – og i det hele taget som leder – kan du ikke lykkes uden medarbejderne, understreger hun.

"Ledelseskommissionen har fokus på, at borgeren skal i centrum. Det er vi enige i. Men man skal også have fokus på god personaleledelse. Medarbejderne skal trives, hvis vi vil have højere produktivitet og bedre resultater for borgerne." 

Bedre ledelse nr. 1 hos akademikerne

Akademikerne gennemførte i 2015 en arbejdslivsundersøgelse med svar fra 28.000 akademikere

Den viste bl.a.:

  • At akademikere med et rigtigt godt psykisk arbejdsmiljø er op til 37 pct. mere produktive end akademikere, der har et dårligt psykisk arbejdsmiljø.
  • At ledelse er den afgørende faktor til et bedre psykisk arbejdsmiljø.

Top-3 over, hvad 28.000 akademikere i undersøgelsen mente, der skulle til for at forbedre det psykiske arbejdsmiljø:

  1. Bedre ledelse
  2. Prioritering af et godt psykisk arbejdsmiljø hos ledelsen
  3. Mere tid til kerneopgaven

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.