Argumenterne går frem og tilbage over bordet, når Sara Helene Holst er til møde på brandstationen om brandvæsenets fremtidige organisering. De diskuterer, hvor mange brandfolk og hvilke brandkøretøjer der skal bruges, hvis ulykken er ude i en af kommunens eksplosive virksomheder eller større forsamlingssteder. Pludselig ringer alarmen, og så ved Sara Helene Holst godt, hvad der skal ske.

Den 34-årige projektleder i rådgivningsvirksomheden NIRAS’ Aalborg-afdeling har nemlig selv taget brandmands- og holdlederuddannelsen.

”Det gør mig bedre i stand til at sætte mig i deres sted, og jeg har altid godt kunnet lide fysiske udfordringer,” forklarer den unge kvinde, der tidligere blandt andet har dyrket adventure race.

Så de lange øvelser med 20 kilo røgdykkerudstyr trak ikke tænderne ud på Sara Helene Holst. Hun synes, det var en lærerig oplevelse, selvom hun som den eneste kvinde på holdet tit blev mødt med kommentarer fra omgivelserne som: ’Hø, hø, man skal veje mindst 100 kilo for at kunne bære de her ting’.

Selv arkitekten bag sit arbejdsliv

På trods af den smukkeste udsigt ud over Limfjorden fra NIRAS-domicilet på havnefronten i Aalborg er Sara Helene Holst i det hele taget ikke typen, der lader sig spærre inde bag sit skrivebord. Faktisk havde hendes handlekraftige temperament fået hende til at fravælge et længere teoretisk studie, indtil uddannelsen i informationsvidenskab og organisationsstudier på Aarhus Universitet fik hende på andre tanker.

”Den var så bred og med så mange åbne muligheder, at jeg selv kunne stykke den sammen af meget forskellige fag,” forklarer hun.

På samme måde er hun også selv arkitekten bag sit arbejdsliv, og det har hun især sørget for at forme i en praktisk retning. Hendes område er beredskab i bred forstand, og i modsætning til de ingeniører, der typisk rådgiver om forskellige beredskabsopgaver med en nærmest databaseagtig tilgang, bruger hun det meste af sin tid ude hos kunderne.

”Min tilgang er mere procesorienteret. Det er fint med en stor rapport, men det er ikke nok. I sidste ende handler det om at ruste en organisation til de der hændelser og give den en forståelse af, hvad der kan ske,” fortæller hun og uddyber: ”Når jeg hele tiden er i dialog med eksempelvis en kommune, bliver den meget bedre i stand til at implementere planen, hvad enten det drejer sig om truende borgere på et jobcenter eller et harmonikasammenstød på motorvejen.”

Sara Helene Holst har tidligere arbejdet med beredskab som selvstændig, og hun glæder sig over, at hun næsten har de samme frihedsgrader som ansat i NIRAS.

”Så længe der er opgaver og kunder, kan jeg styre det meste selv,” pointerer hun.