Du behøver ikke dele din stress-
sygemelding med din eventuelle kommende arbejdsgiver. Sådan lyder det umiddelbare råd fra René Rasmussen, konsulent i Djøf, til stressramte djøfere, der gerne vil skifte job.

Han har jævnligt medlemmer i røret, der helst ikke vil tilbage til deres nuværende job og står med et dilemma – skal de eller skal de ikke fortælle om stress-sygemeldingen i forbindelse med jagten på et nyt job.

Men oftest vil det altså være en rigtig dårlig idé at fortælle det, lyder hans råd.

”Du skal ikke fortælle det, fordi det kan være gift i en samtale. En arbejdsgiver vil typisk se med helt andre øjne på dig – som en skrøbelig medarbejder, der ikke kan klare mosten,” siger René Rasmussen.

Og det samme råd gælder dem, der er blevet afskediget i forlængelse af en stress-sygemelding.

”Du skal selvfølgelig ikke lyve, hvis du bliver direkte spurgt. Og du skal også være klar med en plausibel begrundelse for, hvorfor du blev afskediget. Du kan fx sige, at du ikke var enig i den måde dine opgaver fremadrettet skulle struktureres på,”
siger René Rasmussen.

Med andre ord

Hos jobrådgivnings-virksomheden AS3 Employment lyder rådet også, at man hverken i CV, ansøgning eller til en ansættelsessamtale direkte skal opgive diagnoser – altså fx fortælle, at man ér eller har været stress-sygemeldt.

”Det er nok ikke sandsynligt, at det kommer dig til gode. For dem, der sidder rundt om bordet til ansættelsessamtalen, har måske ikke den store forståelse for,  hvad det vil sige ’at gå ned med stress’, hvis ikke de selv har prøvet det, eller kender nogen tæt på, der har. Heller ikke selv om det typisk er utroligt afklarede og stærke mennesker, der kommer ud på den anden side af en stress-sygemelding,” siger kommunikationschef Nikolaj Dalsgaard.

Og hans råd er, at det netop er afklaringen og styrken, du skal formidle. For han mener, at man i et vist omfang skal fortælle om stressen – dog uden at nævne ordet stress og stress-sygemelding. Både for at forklare et eventuelt hul i cv’et, hvis man er blevet opsagt i forlængelse af en stress-sygemelding, men også for selv at blive afklaret omkring, hvorvidt en eventuel kommende arbejdsgivers værdisæt matcher dit eget.

Den gode fortælling om stress

Nikolaj Dalsgaard fortæller om en kvinde, som AS3 har haft i et rådgivningsforløb. Hun var gået ned med stress på sit tidligere arbejde, men var kommet ud på den anden side og var parat til et nyt job.

”Til samtalen fortalte hun ikke, at hun havde været stress-sygemeldt. Men hun fortalte om forløbet op til. Om alle de opgaver hun havde, alle de deadlines hun havde, og alle de mange forskellige steder, hun fik opgaver ind fra – både på jobbet og i privatlivet. Et stykke inde i samtalen blev hun afbrudt af HR-konsulenten, der sagde: ’Pyh – jeg tror ikke engang, jeg kunne have klaret halvdelen.’ Hun lykkedes hermed at skabe forståelse for sin situation og få vendt forløbet til sin egen styrke,” fortæller Nikolaj Dalsgaard.

Det må bare fortælles

Men så er der dem, der simpelthen ikke kan lade være med at fortælle om deres stress-sygemelding, fortæller René
 Rasmussen.

”Selv om vi råder dem til at lade være, er der altid nogle, der har dårlig samvittighed, og føler, de bør fortælle det – især kvinder. Men så er det vigtigt, at de fokuserer på alt det positive, det har ført med sig: ’Jeg kender mig selv bedre nu. Jeg ved, hvornår jeg skal trække i bremsen, og jeg ved, hvordan jeg skal strukturere min arbejdsdag, så det ikke bliver noget problem’.”

Både han og Nikolaj Dalsgaard understreger dog, at det er vigtigt, at man er kommet ud på den anden side af stressen og eftervirkningerne af den, før man kaster sig ud i jobsøgning.

”Hvis du sidder derhjemme og kigger ind i en væg, er du ikke klar endnu. Og du er heller ikke klar, hvis du ikke har et billede af, hvad det var, der fik læsset til at vælte. Var det selve opgaverne, var det mængden af opgaverne, eller var det samarbejdet med chefen, der var problemet? Og du må også være klar på, hvad du så kan gøre for ikke at havne i en lignende situation igen,” lyder rådet fra René Rasmussen.