Inden han gik på pension, nåede Sir Alex Ferguson at tilbringe 26 sæsoner som træner for Manchester United. En af de mest succesfulde fodboldklubber i verden. I den tid førte han klubben frem til 13 Champions League titler og 25 andre nationale og internationale mesterskaber. Noget der ikke er overgået af nogen anden fodboldtræner før ham.

Den bedrift har længe givet ham urørlig stjernestatus inden for fodboldens verden. Sidste år fik det ingen ringere end Harvard Business School til også at interessere sig for, hvad det mon er for en helt særlig 
vinderformular, der har gjort Ferguson 
til verdens mest ikoniske sportstræner.

Kort før han trak sig tilbage i 2013, lod Alex Ferguson sig følge tæt af  Anita Elberse,
 der er professor i Business Administration på Harvard Business School i Boston. Igennem tre måneder nærstuderede hun Ferguson gennem dybdeborende interviews med ham selv og hans nærmeste og gennem et væld af nærobservationer på træningsbanen, under kampene, i omklædningsrummet og på trænerkontoret.

Sammen kondenserede hun og Ferguson sidenhen studierne ned til i alt otte centrale ledelsesprincipper. Principper som Harvard Business School selv anser for så enestående, at de i dag er gjort til en fast del af pensum, når der undervises i ledelse på universitetet.

Start med fundamentet

”Ferguson og jeg fandt frem til otte principper, som, vi var enige om, indfanger de mest centrale elementer i hans måde at 
arbejde på. Jeg har siden virkelig anstrengt mig for ikke at forenkle eller generalisere dem for meget, så de kunne presses ned over alle ledere. Men alligevel mener jeg, 
at alle de otte principper kan overføres meget bredere end bare til sportens verden og derfor være lærerige for mange ledere uden for fodboldens verden også,” siger Anita Elberse.

Det første, og ifølge Elberse også mest generaliserbare af Fergusons ledelsesprincipper, handler om, hvordan han allerede fra starten af sin tid i Manchester United fokuserede på hele organisationen. Han satte sig et langsigtet mål om ikke bare at skabe et stærkt fodboldhold, men en ditto fodboldklub, og at gøre det helt fra grunden. Et mål Ferguson forfulgte systematisk ved blandt andet at styrke klubbens ungdomsprogram. Hvilket blandt andet betød, at han spottede David Beckham tidligt og ikke mindst også fik øje på Ryan Giggs som bare 13-årig, der endte med at blive en af de mest vindende 
spillere i britisk fodboldhistorie.

“Ferguson havde fra starten en klar idé om vigtigheden af at opbygge en hel organisation og ikke bare et hold fra grunden. Det betød, at han investerede meget i at styrke klubbens ungdomsprogram for at sikre en stabil og kontinuérlig talent-strøm. Men det betød også, at han altid investerede meget i at opbygge en stærk tillid, loyalitet og sammenhold i hele organisationen. Det brede fokus, mener jeg, var uhyre afgørende for hans succes og er klart et af de af hans ledelsesprincipper, som kan overføres til alle andre ledere,” siger Anita Elberse til djøfbladet.

Værdibaseret porteføljeledelse

Et andet afgørende af hans lederprincipper er det, Elberse kalder hans evne til strategisk porteføljeledelse af klubbens talentmasse. Et princip, som hun også mener, kan overføres til andre områder. Manchester United-træneren havde et ifølge Elberse knivskarpt blik for en fodboldspillers livscyklus. Ferguson var derfor aldrig bange for at sætte helt unge spillere på holdet, når han mente, de var klar og ej heller nervøs for sætte de lidt ældre af, mens de stadig viste gode resultater. Han havde nemlig blikket lige så fokuseret på fremtidens, som på det nuværende hold. Og så handlede en af Fergusons stærke principper om at udøve værdibaseret ledelse.

”Mere end at give spillerne gode tekniske færdigheder lå det Ferguson stærkt på sinde at indpode dem stærke værdier. Blandt andet ved at forsøge at styrke deres evne til altid at prøve at gøre det bedre og aldrig at give op. Med andre ord gøre dem til vindere. Altså gennem en stærkt værdibaseret tilgang til ledelse, som var gennemgående for hele hans form, og som jo virkelig viste sig at virke. Og også en ledelsestilgang, som kan overføres til andre ledere,” siger ledelsesprofessoren.

Et andet og måske mere overraskende af Fergusons principper handler om, hvordan han, trods sit rygte som barsk kommunikator og nådesløs indpisker, altid vejede sine ord og bestræbte sig på at tilpasse sin kommunikation til situationen.

Evnen til at observere fremfor at styre

Harvard-studiet fremhæver også et princip, som Elberse har valgt at kalde Rely on the power of observation. Et princip der handlede om, hvordan Ferguson efterhånden, som han blev mere og mere erfaren, trak sig mere og mere ud af den daglige træning, som han overlod til trænerassistenterne, men alligevel forblev tæt på, mens han observerede, hvad der skete på banen. Han uddelegerede altså uden at miste den tætte føling med holdet og de enkelte spillere. Eller som Ferguson selv udtaler det i studiet:

”Når du (som træner) først træder ud af den boble, du er i, når du træner på banen, så ser du en masse ting, du ikke kan se, når du er midt i det. Jeg slap aldrig kontrollen og var altid lige så meget til stede som før. Men jeg kunne pludselig se en masse ting tydeligere, da jeg gik fra at træne direkte til at få en mere observerende rolle.”

Et princip som Ferguson med egne ord selv blev skubbet ud i, fordi hans træner--assistenter brokkede sig over, at han i starten fyldte for meget. Og som Elberse kalder universelt for alle ledere, da det netop handler om vigtigheden af at turde uddelegere uden at være bange for, at man mister følingen med sit hold – eller sine medarbejdere.

Kunsten aldrig at stå stille

Af alle Fergusons ledelsesprincipper fra Harvard-studiet trækker Anita Elberse dog et frem, som i hendes øjne er det allermest afgørende for fodboldstrænerens enorme succes. Nemlig hans evne til evig forandring og konstant tilpasning og det princip, hun kalder for 'Never stop adapting'.

“De fleste ledere er bange for at ændre på tingene, når først de har succes, og lave om på deres vinderformularer. Men jeg tror, at en af grundene til, at Sir Alex Ferguson formåede at blive på toppen i så mange år, er, at han aldrig var bange for at afprøve nye ting, nye strategier og tilgange, hvis han havde en fornemmelse af, at det ville øge hans og klubbens mulighed for at vinde i fremtiden. Jeg tror, at netop den tilgang og den holdning hos ham var det, der gjorde, at han formåede at holde Manchester United på toppen i næsten et kvart århundrede. En periode der har været svær, fordi fodboldlandskabet ændrede sig dramatisk,” siger Anita Elberse.


Og den analyse ser fodboldtræneren selv ud til at være enig i.

”En af de ting, som jeg selv mener at være lykkedes med, er at lede forandringer. Jeg tror, at du kontrollerer forandringer bedst ved at acceptere dem. Og i Manchester United stod vi aldrig stille,” siger Alex Ferguson, der mener, at det vigtigste er ikke at stagnere som leder.

”Hvor de fleste ledere i min position ikke kigger efter forandringer, har jeg altid haft en fornemmelse af, at jeg ikke havde råd til at lade være. Hvis vi skulle være succesfulde, var jeg nødt til at blive ved med at afsøge enhver mulighed for forbedring. Det, der drev mig, var, at vi til hver en tid skulle have den bedst mulige position for at vinde. Og det krævede forandring,” siger Sir Alex Ferguson i Harvard Business 
Review-studiet.