Trine Foget Johansen søgte hjælp hos Djøf, hos ­karrierecentret på studiet, på nettet og hos veninder. Hun gik til karrieremesser og karrierearrangementer – alt sammen for at øve og forberede sig på at gå til jobsamtale.

”Selvom nogle af rådene måske kan virke banale, må man ikke undervurdere det at øve sig – også verbalt. Det er nemt nok at tænke, hvad man vil sige, men det hjælper meget at træne det og sige det højt,” siger Trine Foget Johansen.

Hun er cand.merc. fra Aarhus Universitet og er ved at lægge sidste hånd på specialet. Men der er ro på bagsmækken – for øvelse gør som sagt mester, og hun landede jobbet som graduate hos KMD, hvor hun har første arbejdsdag 1. september.

”Jeg var oppe imod andre cand.merc.er med flotte karakterer og cv’er,” som hun siger.

Små fortællinger

Men de råd, Trine Foget Johansen fik, og den tid, hun har brugt på at øve og forberede sig, gav ro i maven – og måske var det også med til at give hende jobbet. Et af rådene gjorde
i hvert fald indtryk til samtalen hos KMD.

”Da jeg efterfølgende talte med HR-chefen og spurgte hende, hvad hun særligt bed mærke i, da jeg var til ­jobsamtale, sagde hun, at hun særligt huskede mig på grund af en af ­mine fortællinger,” fortæller Trine Foget Johansen.

Fra en karriererådgiver i Djøf havde Trine Foget Johansen nemlig fået følgende råd: ’Find tre fortællinger, der underbygger de kompetencer og erfaringer, du har, som er relevante for lige netop det job, du skal til samtale på. Øv dig i at fortælle dem højt, til du kan levere dem kort og præcist’.

Den fortælling, hun blev husket for, skulle vise, at hun er handlekraftig og innovativ – også når det brænder på. Hun fortalte om dengang, da hun var ansat som tjener på et kryds­togtskib. På grund af regnvejr stod hun og tre kollegaer i restauranten pludselig med et selskab på 200, som ellers skulle have været til beach party. Ved at omorganisere og lave en buffet klarede Trine Foget Johansen og de tre kollegaer den opgave, som de normalt plejede at være 20-25 tjenere om at løse.

Elevatortale

Ud over de små fortællinger blev Trine Foget Johansen ­også rådet til at forberede en såkaldt ’elevatortale’ – en kort ­præsentation af sig selv og sine kompetencer. Trine Foget ­Johansen talte højt med sig selv derhjemme, og hun og en studieveninde trænede også med hinanden.

På den måde blev hun parat til svare, hvis ansættelsesudvalget kom med den typiske opfordring: ’Fortæl lidt om dig selv’.

Trine Foget Johansen har også gjort brug af et par andre små fif til samtalen.

”Jeg har printet jobopslaget og highlightet de key words, jeg synes er vigtige, og ud for dem har jeg skrevet mine egne succeshistorier ned med to ord, som underbygger det, de efterspørger. Fx: ’teamwork – cruiseskib’. Og nederst på papiret med meget lille skrift har jeg skrevet ned, hvad jeg vil slutte med at sige. Jeg har dog aldrig kigget på papiret, men det giver mig en ro, at jeg har det med.”

”Som et lille sikkerhedsnet siger jeg også ja tak til et glas vand eller en kop kaffe, for hvis jeg virkelig ikke ved, hvad jeg skal svare på et spørgsmål, så kan jeg jo altid tage en tår, mens jeg tænker over det. Det har jeg dog heller aldrig gjort brug af.”

Det sidste, Trine Foget Johansen vidste, at hun gerne ­ville signalere til samtalen, var, at hun oprigtig gerne ville have jobbet.

”Det var lidt grænseoverskridende, fordi jeg jo ikke var sikker på, at det var mig, de valgte, men jeg understregede, at jeg meget gerne ville have jobbet.”

Trine Foget Johansen har haft glæde af de mange råd, hun har fået – men der skal gøres en indsats at få dem rigtigt ind under huden.

”Der er mange arrangementer og muligheder for at træne i at gå til jobsamtale, men det kræver, at man selv er opsøgende – det var jo ikke Djøf, der ringede til mig for at høre, om jeg ville have noget træning.”