Sharandeep Singh tager imod på kontoret på Frederiksberg, som han deler med en arkitekt. På fire måneder er han gået fra at udøve frivillig retshjælp til flygtninge til at have åbnet eget kontor med speciale i familiesammenføringer. Det var egentlig ikke noget, han havde planlangt, men han manglede et studiejob, og nu har han skabt sit eget.

Hvordan havnede du her?

”Jeg sad sidste semester og læste udlændingeret, og så begyndte alle flygtningene at komme til landet. Jeg så billeder af flygtninge på motorvejene og tænkte, at jeg gerne ville gøre noget for de mennesker. Jeg lavede en hjemmeside, der hedder vejentil.dk, og en engelsk udgave, der hedder ­theroadto.dk. Bag siden var vi en gruppe jurastuderende, der gerne ville hjælpe flygtninge med deres rettigheder og juridiske problemer.”

Hvad skete der så?

”Vi hjalp en del flygtninge, men senere stoppede det ligesom lidt igen – de fik hjælp fra staten og ­andre. Der var så også herboende ­danskere, der begyndte at kontakte mig, ­fordi de havde læst om mig på nettet. Jeg ­lavede en ny hjemmeside, der hedder ­nemfamiliesammenfoering.dk, og gennem den hjælper jeg kun med familiesammenføringer.”

Hvem hjælper du?

”Fx har jeg en dansker, der har fundet en kæreste i Brasilien.  Nu vil han gerne tilbage til Danmark sammen med hende. De har boet dernede i et års tid. Hvis de skal tilbage til Danmark, skal de familiesammenføres. De er næsten tvunget til at blive gift, eller ­også skal de have boet sammen på samme adresse i halvandet til to år.”

Hvor mange klienter har du?

”Jeg har 25 aktive sager lige nu. Det er mest herboende danskere, der skal have deres udenlandske ægtefælle til Danmark.”

Hjælper du også stadig flygtninge?

”Fra starten af har vi haft theroadto.dk, som er et koncept, hvor vi gratis hjælper flygtninge. Nemfamiliesammenfoering.dk er derimod en virksomhed, der først og fremmest hjælper herboende danskere. Så vi hjælper begge målgrupper, men på hver sin måde.”

Hvordan går det for forretningen?

”Jeg tjener allerede fint på det. Også selv om der stadig er en del, som jeg hjælper gratis, hvis de ringer og skal have et godt råd. Jeg har lige ansat en enkelt medarbejder og regner med snart at ansætte én til.”

Hvordan føles det, at du sådan lidt tilfældigt har åbnet dit eget kontor?

”Det er ret vildt. Det var ikke meningen, at jeg skulle have eget kontor. Jeg ville bare hjælpe lidt. Jeg har nogle venner, der har gået på CBS i snart fem år. De siger: ’Hvad fanden? Vi lægger planer om, hvordan vi skal starte et firma, og du har bare gjort det’. Fra starten har jeg bare været ærlig og sagt, at jeg gerne ville hjælpe.”

Har du også tid til dit studie?

”Ikke så meget, som jeg plejede. Det eneste, der irriterer mig en smule, er, at jeg nok ikke bliver færdig på normeret tid nu. Jeg får heller ikke sovet så meget, som jeg burde.”