Og så er der lige en sidste ting.”

Kontorchefens stemme blev alvorlig for enden af mødelokalet.

”Jeg er blevet opmærksom på, at vi nok bør genoverveje kontorets opgaveportefølje.”

Omkring bordet kiggede direktions-sekretariatets medarbejdere overrasket op fra deres papirer.

”Set i forhold til den enkelte medarbejders arbejdsbelastning.”

YES!

Jeg smilede tilfreds for mig selv. I modsætning til mine kolleger vidste jeg, hvad der var på vej.

For en gangs skyld havde nogen sagt fra! Efter at have bidt tænderne sammen i årevis, mens arbejdspresset eksploderede, og folk gik ned på stribe, var der nogen – mig! – der havde sagt det til kontorchefen, som det var:

At vi ikke kunne blive ved med at tage nye opgaver ind uden at luge ud i de gamle. At alting ikke var lige vigtigt, og hans ansvar som chef var at prioritere vores arbejdsindsats. At han kort sagt var nødt til at skære noget væk, hvis han ikke ville sende halvdelen af sine medarbejdere på langfart i sygedagpengesystemet med akut stresspsykose.

Og så var miraklet sket: I stedet for at tale udenom med flakkende øjne havde han givet mig ret. Han havde rost mig for initiativet og været imponeret over, at jeg havde overskud til at tænke på mine kolleger. Og så havde han – i fuld fortrolighed – bedt om mit bud på, hvilken kollega det hastede mest med at aflaste. 

”Konkret har jeg vurderet, at der er behov for at revurdere vores indsats omkring årsberetningen,” fortsatte kontorchefen oppe fra bordenden.

Jeg fulgte hans blik ned mod Carsten på den anden side af bordet. Det havde ikke været svært at vælge, hvor der skulle sættes ind. Alle vidste, at Carsten havde hængt på afgrundens rand i månedsvis, fordi han både var ansvarlig for innovationsstrategien – som rent faktisk var vigtig – og samtidig var projektleder for alle stressprovokerende lorteopgavers moder: Årsberetningen. (Og som INGEN I HELE VERDEN ville savne, hvis den blev lagt i graven).

”Jeg har derfor besluttet, at Carsten fremover skal koncentrere sig om innovationsstrategien,” fastslog kontorchefen.

Jeg mærkede en følelse af stolthed brede sig indvendig, mens Carsten lyste op i et overrasket smil på den anden side af bordet. Han ville aldrig få at vide, hvem der havde reddet ham. Men jeg vidste det. Og det var nok.

 Så mærkede jeg kontorchefens blik glide over på min side af bordet.

”Samtidig er jeg blevet opmærksom på, at vi har en medarbejder blandt os, med et overskud ud over det sædvanlige.”

Et øjeblik troede jeg, at han alligevel ville afsløre min heltemodige indsats. Så forstod jeg, hvad der var på vej.

”Derfor er jeg fuldstændig tryg ved at overdrage den centrale opgave omkring færdiggørelse af årsberetningen til…”

Kontorchefen sendte mig et blændende smil:

”Vores gode kollega, Per Helge.”