Løkke går til ’high level-kaffemøde’ med LA-milliardær’. Sådan lød en overskrift hos politiko.dk for nylig. Og Løkke gør bare som alle andre.

Mere end hver fjerde djøfer har deltaget i et eller flere ’uformelle kaffemøder med et professionelt indhold’. Det viser en såkaldt kompetenceudviklingsundersøgelse, som Djøf har gennemført med svar fra 1.594 erhvervsaktive medlemmer. Når det gælder ledige og nyuddannede, er der ingen tal for, hvor ofte og hvor mange kaffemøder de går til. Men de bliver opfordret til det i stor stil fra alle sider – fra jobcenteret, a-kassen og andre velmenende rådgivere.

Hos Akademikernes A-kasse skal en ledig søge mindst seks job om måneden, men i de senere år er kaffemøder også begyndt at tælle på lige fod med uopfordrede ansøgninger, fortæller chefkonsulent Tine Nielsen.

”Men det tæller kun, hvis det er med én, der kan hyre og fyre. Vi anbefaler dog ikke, at man går ud og spørger om et job – men man ved jo aldrig, hvad der sker.”

For mange er det grænseoverskridende at bede om halve timer af folks tid – folk, man typisk ikke kender. Alligevel er der rigtig mange, der gerne vil det, og som også inviterer på kaffemøder, siger Tine Nielsen. Hun anslår, at hver sjette ’jobsøgningsaktivitet’ er et kaffemøde.

Men nogle af dem, der får invitationerne, har fået nok. I et blogindlæg under overskriften ’Derfor vil jeg ikke drikke kaffe med dig’ skriver den internationale foredragsholder Soulaima Gourani om, hvor let det er at blive smigret over at få tre-fem invitationer om dagen fra folk – men også om, hvor irriterende det for det meste er. Ja, faktisk provokerer det hende ”helt vildt”, når fremmede ud af den blå luft vil holde møder med hende i timer, uden at de selv giver noget igen.

”Der er ved at opstå en hel generation, som virkelig er overbeviste om, at alle andre skal hjælpe dem … Men tænk lige over, hvorfor folk skal bruge deres tid på dig,” skriver Soulaima Gourani.

Spilder hinandens tid

Hvis man googler fænomenet ’kaffemøder’, dukker det først op som et karriereredskab for syv-otte år siden. Men nu er kaffemøder åbenlyst i høj kurs – måske så høj, at konceptet allerede er blevet slidt. Det mener i hvert fald netværkseksperten Charlotte Junge.

”Det er eskaleret helt vildt. Nogle vil nok kalde mig ordkløver, men jeg har en aversion mod ordet ’kaffemøde’. For det er ofte en falsk varebetegnelse. Det er dukket op i kølvandet på netværk – og det handler jo om netop om at netværke, men det gør det lidt mindre farligt og lidt mere uformelt at kalde det for ’kaffemøde’.”

Men det uformelle, der ligger i navnet, betyder også, at der er stor fare for, at vi kommer til at spilde hinandens tid, mener Charlotte Junge.

”Der er gået inflation i det. Mange kigger rundt i netværket og inviterer mere eller mindre blindt på kaffemøder, fordi de ikke har gjort deres hjemmearbejde ordentligt. Hvis det fx drejer sig om ledige, der gerne vil i job, bør de sætte sig ind i, i hvilken branche de gerne vil researche efter jobmuligheder. Og først derefter finde ud af, hvem der er de rette personer at kontakte for at få viden, gode råd og måske nye kontakter.”

På den måde kvalificerer man både invitationen og selve mødet, siger Charlotte Junge.

Møder om kaffemøder

Det kan ikke understreges nok, at forberedelsen af invitationen og mødet er afgørende for et godt udbytte for begge parter. Det mener også Steen Vive, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv.

I Djøf er begrebet ’kaffemøder’ også meget udbredt. Der findes en såkaldt ’kaffe-mentorordning’, hvor djøfere kan booke et enkelt møde med en mentor for at vende dette eller hint i relation til deres karriere.

”Vi holder sågar møder om kaffemøder. Det er blevet et andet ord for netværkspleje og endnu et værktøj til at få viden,” siger Steen Vive.

Det kan være den erfarne djøfer, der overvejer ledelse og derfor gerne vil tale med en erfaren og uvildig leder. Det kan være for at blive klogere på, hvad der egentlig ligger i en specifik jobfunktion, eller hvad der rører sig i en bestemt branche. Men det er ikke den direkte vej til et nyt job, understreger Steen Vive.

”Du skal ikke bede ham, du inviterer, om noget, han ikke kan honorere. Du kan bede ham om indsigt og gode råd. Og så skal du være bevidst om niveauet, du inviterer på. Du får med meget stor sandsynlighed ikke noget kaffemøde i stand, hvis du skriver og inviterer Robert Mærsk Uggla.”

What’s in it for me?

Steen Vive takker selv jævnligt ja til en kaffemødeinvitation.

”Jeg er fx blevet kontaktet af en studerende, der gerne ville læse på det universitet, jeg selv har læst på i USA. Han ville gerne høre om mine erfaringer, og dem ville jeg da gerne fortælle om. Men hvis han havde spurgt, om jeg kunne skaffe ham ind på et bestemt hold, så havde jeg sagt nej.”

Vi vil gerne hjælpe hinanden, men der skal være noget i det for begge parter – selvfølgelig for den, der inviterer til mødet, men den, der bliver inviteret, skal også have mere ud af det end kaffen, siger Steen Vive.

”Min erfaring er, at folk typisk er villige til at tale om sig selv – nok fordi du oftest beder dem om at dele deres successer med dig. Det smigrer dem. Men I skal på den ene eller anden måde gerne have en fælles­nævner. Fx at ham, du inviterer, er i samme branche, at I har samme uddannelsesbaggrund, eller at I tidligere har arbejdet sammen. Det er ’det fælles’, der skal i spil, for at du får et ’ja tak’ til din invitation.”

Charlotte Junge er på ingen måde modstander af, at vi inviterer hinanden på kaffemøder. Hun vil bare gerne have, at vi dropper lige netop dén betegnelse og dermed får noget mere seriøsitet ind i vores netværksmøder. Herunder kan du læse mere om, hvordan en headhunter heller ikke kan udstå ordet kaffemøde.


 

"Ordet hænger mig ud af halsen"

 

”Vi får tudet ørene fulde af, at de fleste af os får job via vores netværk. Men det er jo løgn,” lyder det fra headhunter Torsten Miland.

Når kaffemøder er blevet så udskældte, er det, fordi alt for mange tager dem for useriøst. Det er Torsten Miland, headhunter og managing partner hos AIMS International, ikke et sekund i tvivl om.

”Det er jo især noget, du får at vide, hvis du kommer i kløerne på en jobcenterkonsulent og én som mig – eller folk fra industrien omkring rådgivning om jobsøgning i det hele taget. Vi er et hav af konsulenter, der lever af at rådgive folk til at gøre noget, vi ikke selv har gjort. Der findes ingen uddannelse i rådgivning om at finde job. Men kaffemøder er så konkret et værktøj, at vi taknemmeligt griber efter det i vores rådgivning.”

Torsten Miland er imidlertid ikke overbevist om, at det er det rigtige værktøj.

”Kaffemøde – ordet hænger mig ud af halsen. Jeg har allergi mod det ord, fordi jeg ofte synes, at kaffemødet er et fattigt råd. Og fordi det fører til så mange irrelevante henvendelser. Man griber ud efter en hammer, når det, man egentlig skal bruge, er en skruetrækker.”

Kaffemøder kan dog godt være et ok redskab, mener Torsten Miland.

”Men alt for mange tror, at kaffemøder er løsningen, og alt for mange er for lidt kritiske i forhold til, hvem de skal holde kaffemøder med. Du skal målrette invitationerne til beslutningstagere, og så skal du lytte til dem. De få gange, jeg selv har sagt ja til et kaffemøde, er jeg blevet meget overrasket over, at folk taler og taler om sig selv. De har slet ikke sat sig ind i, hvad jeg arbejder med. Men det er vigtigt, at du skræddersyr dit kaffemøde i forhold til den, du sidder overfor.”

På trods af Torsten Milands aversion mod kaffemøder er han stor fortaler for netværk.

”Men rigtig mange tænker først på netværk, når de har akut behov for at finde et job. Den fornuftige løsning er at pleje sit netværk løbende og som en del af den strategi måske holde et kaffemøde i kvartalet – et målrettet møde, vel at mærke.”

Og så skal vi også huske på, at det ikke nødvendigvis er gennem netværk, at vi lander vores næste job, siger Torsten Miland.

”Vi får tudet ørene fulde af, at de fleste af os får job via vores netværk. Men det er jo løgn. Statistisk set får de fleste af os job via jobopslag.”

Én ting er Torsten Miland dog ikke i tvivl om: Kaffemøderne er kommet for at blive.

”Jeg er selv blevet ekstremt kræsen i forhold til, hvem jeg holder kaffemøder med. Men der kommer jo hele tiden unge til, som føler sig smigret over at få en invitation, indtil de føler, de har spildt deres tid for mange gange. Men så kommer der igen nye til.”


"I min alder skal man holde kaffemøder med de unge"

 

Stine Bosse siger nej tak til de fleste kaffemøde-invitationer. Men enkelte slipper igennem, for hun kan også godt se fidusen med dem.

'Har du lyst til at bruge en halv time på mig?' Sådan kunne én af de mange henvendelser, Stine Bosse får, sagtens starte. Den tidligere adm. direktør i Tryg og nu bestyrelsesmedlem eller formand i en række virksomheder og organisationer, er nemlig én af dem, som rigtig mange gerne vil have gode råd fra eller vende dette eller hint med.

Kaffemøder er i det hele taget blevet meget omsiggribende – og forståeligt nok, siger Stine Bosse.

”Siden det er blevet så populært, må det være, fordi det kan bruges til noget. Og jo mere digital vores verden bliver, desto mere har vi nok brug for det personlige møde.”

Men som hun siger: ”Jeg siger nej til langt de fleste – ellers kunne jeg ikke lave andet.”

Og vælger hun at spendere den halve time, er det enten, fordi hun ikke kan lade være, eller også er det, fordi hun vurderer, at hun selv får noget ud af snakken.

”Dem, jeg bider på, er der, hvor lokummet virkelig brænder. Det kan jeg ikke sidde overhørig. Men ellers skal der ligge noget give and take i møderne. Og i min alder skal man sørge for at holde kaffemøder med unge mennesker – for det er vigtigt at vide, hvad der rører sig i deres verden.”

Der er ikke gevinst hos Stine Bosse, hvis et kaffemøde er sat i stand for at generere et job.

”Jeg ved ikke, om det virker hos nogen, men for mig virker det ikke. Jeg spotter altid talent – men ikke ved kaffemøder.”


"Angstprovokerende for en introvert"

Det krævede stor overvindelse for Rikke Cederkvist at invitere på kaffemøder, men hun fandt sin egen måde at gøre det på. Det kom der noget rigtig godt ud af.

Da Rikke Cederkvist blev ledig i februar sidste år, blev hun alle vegne fra mødt med opfordringen om at gå til kaffemøder.

”Når sådan en kæk jobcenterrådgiver sagde, at det bare handlede om at ringe til folk, skulle han lige vide, hvor angstprovokerende det virker for en introvert type som mig. Jeg er ingen supersælgertype, men sådan én, der kan rødme langt op ad halsen, hvis jeg skal sige noget under et møde,” siger Rikke Cederkvist, der er bachelor i økonomi og psykologi fra CBS.

Men hen ad vejen kunne hun dog godt se, at kaffemøder kan bruges til noget – bare hun ikke skulle ud og sælge sig selv. Hun havde brug for at gøre det på sin egen måde og i sit eget tempo.

Rikke Cederkvist skrev en mail til fire kvinder, fordi de havde et job, der mindede om ét, hun måske godt kunne tænke sig – en meget ydmyg mail, hvor hun understregede, at hendes formål udelukkende var at få mere indsigt i deres verden.

”Det var ikke en måde at skaffe et job på, men en del af en proces, der skulle hjælpe mig med at afklare, hvilken retning jeg gerne vil gå i. Jeg læste en masse stillingsopslag, men jeg var i tvivl om, hvad der gemte sig bag. Så jeg ville gerne høre, hvad en eventmanager eller en arrangementskoordinator egentlig laver, fordi det var måske en stilling for mig.”

En ekstra gevinst

Der var positiv respons fra alle, og i løbet af en måned mødtes Rikke Cederkvist med alle fire. Men et af møderne – hos Dansk Arkitektur Center – tog en uventet drejning.

Hvad Rikke Cederkvist ikke vidste, var, at kvinden, hun havde bedt om et møde, havde sagt op en time tidligere. Hun havde taget sin chef med til mødet under påskud af, at han kunne give et mere overordnet billede af virksomheden.

Så uden Rikke Cederkvists viden var det en slags jobsamtale, hun var til. Da mødet var ved at være slut, fortalte de hende det, og chefen opfordrede hende til at søge jobbet. Det gjorde hun, og senere var hun til endnu en samtale, hvilket resulterede i, at hun fik tilbudt stillingen som møde- og selskabskoordinator.

”Jeg føler mig heldig. Jeg ville have siddet med en helt anden nervøsitet og måske snakket dem efter munden, hvis jeg vidste, det var en jobsamtale. Men jeg fik spurgt om ting og selv sagt ting, som jeg ellers ikke ville have gjort – fx at jeg klart ville være mest interesseret i den administrative del af sådan et job. Så han fik et meget mere ærligt billede af mig, end han ville have fået til en jobsamtale.”

Rikke Cederkvist fik også tilbudt en praktikplads hos en af de andre, hun holdt kaffemøde med. I det hele taget var alle samtalerne en positiv oplevelse, siger hun.

”Én sagde: ’Jeg tager hatten af for din måde at gribe det her an på.’ Min nuværende chef roste mig også. Og det var da et enormt selvtillidsboost. Det betyder også, at jeg i fremtiden sagtens kan finde på at gøre noget lignende igen.”