Han snakker lige i telefon.”

Sekretæren stoppede mig foran Styrelsesdirektørens kontor.

”Det er ikke noget langt.” Hun sendte mig et beroligende blik. ”Han er ledig bagefter.”

Jeg stillede mig til at vente, mens jeg mentalt forberedte mig på den afgørende samtale. Dette her måtte ikke kikse!  

Mit blik gled ned til dokumentet i min hånd. Resultatet af mange måneders målrettet arbejde: Den nye projektstyringsmodel. Et knivskarpt værktøj, som skulle gøre op med styrelsens evindelige tendens til at kuldsejle sine projekter. Som én gang for alle skulle sætte en stopper for de idiotiske styregrupper, der blandede sig i ligegyldige detaljer, mens de udskød de afgørende beslutninger i det uendelige. Som skulle få skovlen under de forræderiske underdirektører, der lovede at afsætte 'dedikerede medarbejderressourcer' for så at indsætte deres mest underdrejede og uduelige medarbejdere som 'dødt kød' i projektgrupperne. Og som – ikke mindst – skulle få styr på alle kuldsejlede projekters moder: Projektejerne. Som kunne afspore selv det mest velplanlagte projekt ved konstant at smide 'geniale' idéer ind i processen.

Jeg nikkede tilfreds for mig selv. Sammen med to af styrelsens skarpeste projektledere havde jeg udarbejdet et sæt obligatoriske retningslinjer til fremtidige projekter: Definitioner af roller og ansvar. Krav til tildeling af ressourcer. Veldefinerede 'gates' før et projekt kunne skifte fase. Det eneste, der manglede, var Styrelsesdirektørens godkendelse.

Jeg skævede ind gennem glasdøren til direktørkontoret. Han havde fået forslaget med på weekend med en brandtale om, hvor vigtig projektmodellen var for realisering af styrelsens strategiske målsætninger. Det burde ikke kunne gå galt. 

På den anden side af glasdøren afsluttede direktøren sin samtale. Med et diskret nik gav sekretæren mig tilladelse til at gå indenfor. Så var det nu!

”Jeg har kigget på dit forslag.” Direktøren kiggede op, da jeg nåede over til skrivebordet. ”Det ser godt ud.”

YES!!!

”Men faktisk,” sagde direktøren og fandt sin kopi af forslaget på bordet, ”fik jeg en idé.”

Han pegede ned mod dokumentet.

”Du har jo lagt det op som en færdig model,” fortsatte direktøren. ”Men spørgsmålet er, om vi ikke skulle folde processen lidt ud?”

”Folde ud?” sagde jeg uroligt.

”Så vi ikke lægger os fast på en model nu. Men lader resten af organisationen tænke med og byde ind med deres idéer.”

Jeg mærkede jorden skride under mig.

”Jeg tillod mig at vende det i direktør­kredsen,” fortsatte direktøren. ”De har lovet at afsætte de nødvendige medarbejderressourcer.”

Direktøren smilede entusiastisk op til mig.

”Jeg tænkte, at vi kunne organisere det som et projekt?”