I den offentlige debat er djøfisering blevet en samlebetegnelse for nærmest alt, hvad man ikke bryder sig om: Ledelse, økonomi, politiske beslutninger. Vi har spurgt syv meningsdannere, hvorfor djøferne er endt med at lægge navn til et skældsord.
De seks øvrige interview kan du finde links til i bunden af denne artikel.



”Djøferne og New Public Manage­ment overtog ikke magten ved et kup. Det store skifte fandt sted, fordi de varme hænder ikke kunne regere deres egne institutioner og lod udgifterne løbe ud af kontrol.”

Ordene er Rune Lykkebergs i en klumme, han skrev, mens han var kulturredaktør på Politiken. I klummen forsøger han at forklare, hvorfor vi er endt med et administrationsregime og en deraf følgende jargon om de onde djøfere, som tyranniserer de gode velfærdsarbejdere.

Djøfisering er det polemiske, sproglige udtryk for en magtforskydning i velfærdsstaten, fastslår han over for Djøfbladet.

For 30 år siden kostede forskerne på universiteterne rundt med administratorerne. Nu er det omvendt. For 30 år siden bestemte pædagogerne over børnehaven. Det gør de ikke mere.

”Det er en reel magtkamp, hvor nogle, som engang har bestemt over sig selv, ikke gør det længere, og hvor de, som nu bestemmer, ofte er djøfere. Men den magtkamp bliver i polemikken til en populisme: ’Vi – de varme hænder med hjertet på rette sted – vi er folket mod administratorerne.’ Et populismens klimaks var, da Anders Bondo Christensen (formand for Danmarks Lærerforening, red.) stod i Nørrebrohallen foran sine medlemmer og sagde: Det er os lærere, der skal bestemme over folkeskolen, ikke politikerne.”

Ifølge Rune Lykkeberg er djøfisering grundlæggende løsningen på et reelt problem, som ikke går væk, selvom man fjernede alle djøfere. Men det anerkender anti-djøf-populismen tilsyneladende ikke, og det har destruktive konsekvenser, siger han.

”Den skaber et fjendebillede, vi kan sende alt skidt efter. Der er en masse sprogspil. ’Dokumentationskrav’ er negativt, men vi kræver rettigheder og minimumsgarantier, og så skal ting jo dokumenteres. Ordet ’topstyring’ kan man skyde alt ned med, men i den offentlige sektor er topstyring ikke udemokratisk. Det er et udtryk for, at vi har valgt politikere til at bestemme over fællesskabet. Anti-djøf-populismen får den absurde konsekvens, at man nægter at forpligte sig på fællesskabets målsætninger.”

Men magtkampen afspejler også begge parters begrænsninger.

”Anti-djøf-populismen er samtidig en fuldt berettiget refleksion af en helt vild produktivitetskultur i det offentlige.”

Eller tag igen folkeskolereformen.

”Spillet om den burde lære administratorerne, at de ikke kan regere pr. diktat. Hvis de ikke kan overbevise lærerne om meningen med en reform, bliver den en fiasko. Og det er administratorernes ansvar, fordi de har trukket noget diktatorisk ned over dem, som skal realisere det for dem. Det er også djøf-magtens store nederlag,” siger Rune Lykkeberg.

Fra de fagprofessionelle og de politiske partier, som repræsenterer dem, savner Lykkeberg til gengæld en offensiv stemme om, hvordan vi så bedst administrerer velfærdsstaten.

”Det er let for mig at sige, for jeg skal ikke give svarene. Men det ville være pragtfuldt med den stemme. Velfærdsstaten handler om, at vi alle skal være herrer i eget hus. Derfor vil jeg sige til de fagprofessionelle: Kræv et halvt års djøf-pædagogikum i jeres uddannelser. I skal lære at lede jeres egne institutioner. Enten dét eller bliv overladt til, at djøferne bestemmer over jer.”


 

Pernille Vermund: ”Hvis vi nu levede i et anarki, så ville der jo nok være behov for flere djøfere. Men det gør vi ikke.”

Mehmet Arabaci: ”Djøfere og akademikere er meget humanistiske og tænker meget på nødhjælp og den slags. Men når der så fx kommer mange tosprogede i deres egne børns klasse, flytter de børnene på privatskole.”

Anne Marie Helger: ”De tænker kun i regler, afrapportering og dokumentering.”

Uffe Elbæk: ”Det er os politikere, der hele tiden siger, at der skal være dokumentation og kontrol og dermed også manglende tillid til medarbejderne.”

Özlem Cekic: ”Når medierne afkræver et svar, som højst må vare 10 sekunder og helst skal indeholde et krav om ny lovgivning, mangler politikerne mod til at sige: ’Nej, ikke flere regler.’”

Lene Tanggaard: ”Der er i sig selv ikke noget i vejen med at standardisere, måle og veje, men det går galt, hvis der bliver gjort vold på den faglighed, som andre faggrupper skal tage vare på.”