"Akademikerne skaber vild vækst i små firmaer”. Sådan lød overskriften i Berlingske Business for et par uger siden. Årsagen var en ny analyse, som Akademikernes A-kasse og Djøf stod bag. Resultaterne taler deres eget sprog: En lille håndfuld ekstra jobs og økonomisk vækst følger med, når virksomhederne ansætter den første akademiker.
Det er vigtig viden i arbejdet for at få flere djøfere ud i den private sektor.

Men analysen understreger en nok så vigtig pointe: Det er i samspillet mellem de forskellige fagligheder, at den egentlige værdi og vækst skabes. For naturligvis skal danske virksomheder også have knalddygtige faglærte. Men den helt store gevinst kommer først, når de faglærte side om side med akademikerne udvikler produkterne, nytænker markedsføringen, øger eksporten og generelt styrker virksomheden.

Det er en ’både og’-virkelighed, hvor det jo ikke giver mening isoleret set at optimere selve produktionen eller overhovedet producere, hvis fx afsætningen af varerne halter. Vi er hinandens forudsætninger, og den erkendelse bør gennemsyre såvel de uddannelsespolitiske som de beskæftigelsespolitiske diskussioner her til land. For Danmark er ikke et overuddannet land. 
Som i overhovedet ikke.

Derimod har vi en helt konkret matchudfordring mellem en heldigvis veluddannet arbejdsstyrke og så en masse virksomheder. Hele 90.000 virksomheder har endnu til gode at ansætte den første akademiker og står derfor med et uforløst potentiale af jobvækst og øget omsætning. 

Det er guld, som ligger på gaden. Det guld må og skal vi samle op. Danmark har efter min mening ikke råd til andet i den skærpede globale konkurrence, hvor digitaliseringen og automatiseringen i de kommende årtier for alvor ændrer markedsvilkårene for danske virksomheder.

Derfor skal vi bruge de kommende år på at sikre, at danske virksomheder har de rette kompetencer om bord. Og i den forbindelse minde om, at vi – faglærte og akademikere – er hinandens nødvendige forudsætninger.