På fire måneder fik Anine Fisker fire lønforhøjelser på samlet set 12.000 kroner om måneden. Og i løbet af et år blev hun også tilbudt tre lederstillinger. Direktøren kaldte hende ”den bedste medarbejder, jeg nogensinde har haft.”

Det var den ene side af direktøren. Men mellem alle de rosende ord og økonomiske tilkendegivelser blev hun også nedgjort i mails og fik at vide, at hun skulle stramme op og skabe flere resultater – at hun var uduelig. Hun vidste aldrig, hvornår hans vrede ville bryde ud.

”Når jeg fik lønforhøjelse, blev jeg glad lige i situationen, men det betød egentlig ikke noget, for alt det andet fyldte for meget.”

Anine Fisker fik den mindre pæne side af direktøren at se de to gange, hun takkede nej tak til en lederstilling. Det gjorde hun til dels, fordi indholdet i stillingerne lå langt fra hendes kompetencer og interesser, som er HR og ledelse. Hun er cand.merc. og lagde ud med et job som HR-konsulent i virksomheden. Men mest af alt sagde hun nej til lederjobbene, fordi de tidligere chefer max havde holdt tre måneder, inden de havde sagt op eller var blevet fyret.

Hun havde oplevet, at flere kollegaer pludselig forsvandt fra den ene dag til den anden, hvorefter det viste sig, at de var blevet fyret pr. sms af direktøren. Og hun havde været vidne til, at en leder bevidst blev mobbet ud af jobbet. Som den eneste modtog lederen ikke direktørens nyhedsmail, og til samme leder sendte han en mail med cc til alle hendes kollegaer og medarbejdere, hvor han nedgjorde hende og gjorde grin med hende.

Ingen sagde noget, og mange dukkede bare hovedet, fortæller Anine Fisker.

”Jeg fik selv skabt en mærkelig tak­nemlighed over, at jeg havde mit job.”

Da Anine Fiskers egen chef skulle på barsel, blev hun tilbudt at vikariere for hende. Og denne tredje gang sagde hun ja – om end tøvende, fordi hun havde set og hørt om, hvor mange chefer der var blevet kørt i sænk. Kort tid efter kom direktøren pludselig farende gennem lokalet, hvor Anine sad med sine kollegaer:

”Anine – mit kontor NU!”

Hun skulle lige tage sig sammen og kæmpede for at holde hovedet højt, mens hun gik efter direktøren.

Men selvom det aldrig var rart, havde hun vænnet sig lidt til direktørens humørsvingninger. Så hun satte sig ikke bare ned og tog imod.

”Han var helt oppe i det røde felt. Men da han sagde: ’Du skal vide, at jeg er så rasende på dig, Anine,’ svarede jeg: ’Jeg er også rasende på dig.’”

Han blev paf og førte sine frustrationer over på HR-direktøren, der også var med til samtalen. Anine Fisker hørte aldrig, hvorfor direktøren egentlig var vred denne gang. Men hun var godt gal, fordi der efter flere måneder stadig ikke var ansat én i hendes tidligere stilling, som hun stadig skulle varetage samtidig med sit nye job. Hun havde ellers fundet den helt ideelle kandidat til jobbet, men direktøren afslog at ansætte hende, fordi han fandt ud af, at hun lige havde købt hus med sin kæreste ’og sikkert snart var gravid.’

Anine Fisker sov dårligere og dårligere om natten. Hun forsøgte at kigge efter et nyt job, men hun havde konstant hovedpine og ingen energi overhovedet. Hun døjede med tiltagende hjertebanken, og en dag på jobbet rystede hendes hænder, så hun ikke kunne holde på bestikket i kantinen. Hun gik hjem. Efter en uges sygemelding traf hun en beslutning om at sige op, selv om hendes far og kæreste frarådede det, fordi de mente, at hun skulle have et nyt job på hånden først – men hun havde fået nok.

Overskuddet vendte tilbage, og Anine Fisker fik hurtigt job igen. For kort tid siden startede hun i en stor konsulentvirksomhed som HR-projektleder.

Anine Fisker har ønsket at være anonym på grund af sin videre karriere, så hun optræder under et andet navn. Redaktionen er bekendt med hendes rigtige identitet.