Hvad laver de danske diplomater egentlig, og hvilke krav stiller det til deres kompetencer? Hvordan styres en global organisation med enheder verden over, og hvordan klarer dansk diplomati sig i forhold til sammenlignelige lande? Det er der gode og overbevisende svar på i professor Martin Marcussens nye bog om ’Diplomati fra bar bund’.

Titlen skyldes, at bogen har særligt fokus på, hvad der sker, når Danmark åbner nye
repræsentationer, som det i de seneste år er sket i Filippinerne, Columbia og i Nigeria. Studiet af ’greenfield diplomacy’ bidrager
ikke mindst til at forstå, hvordan etableringen af en ny ambassade med ét løfter dansk interessevaretagelse i værtslandet til et helt andet niveau.

Men bogens sande styrke ligger i den jordnære og realistiske skildring af hverdagen på de danske ambassader. Det er stort set ukendt land for offentligheden, og Marcussen har været vidt omkring: Fra de bonede gulve i Washington DC til ambassaden i Kabul med granatnedslag i baggrunden.

Han har studeret dansk interessevaretagelse både i stærkt institutionaliserede beslutningssystemer i EU og FN og i uigennemsigtige, uforudsigelige og nogle gange også usikre omgivelser i udviklingslande og vækstøkonomier. Marcussen har talt med både chefer og danske og lokalt ansatte medarbejdere samt andre landes diplomater, lokale erhvervsfolk og andre iagttagere af dansk diplomati.

Og lad det være sagt med det samme: Baseret på Marcussens fremstilling er der ikke meget Ferrero Rocher over hverdagens diplomati på de danske ambassader. Rugbrødsdiplomati er nok en mere rammende betegnelse. 

Høje krav til få ansatte

Danmark kæmper i mange sammenhænge i en højere vægtklasse, end vores størrelse berettiger til, selv om danske repræsentationer gennemgående er mindre og har færre udsendte end mange sammenlignelige landes. Til gengæld varetager ambassaderne hele spekteret af danske interesser, hvad enten det er politiske interesser, eksportfremme, borgerservice eller udviklingssamarbejde. Det er fremmende for effektiviteten og gennemslagskraften.

Bogen viser også, at ambassaderne som mange andre dele af den danske forvaltning er præget af krydspresset mellem offentlighedens forventninger og faldende ressourcer og samtidig er genstand for styring, løbende kontrol og evaluering. Der er resultatkontrakter, tidsregistrering, performancekrav, indtjeningskrav på eksportfremmeområdet og medarbejdertilfredshedsundersøgelser.

Og da hovedparten af de danske ambassader efterhånden kun har ganske få diplomater – på mange repræsentationer er der i dag kun en eller to udsendte – stiller det ifølge Marcussen særlige krav til diplomaten. Vedkommende skal være generalist i bredeste forstand og beherske det klassiske diplomati, det økonomiske diplomati, borgerserviceområdet og eventuelt også udviklingsdiplomatiet – og samtidig være en effektiv formidler, der, uanset platform eller publikum, skal kunne formidle og fremme danske synspunkter i den lokale kontekst. Vedkommende skal desuden være en god personaleleder der kan få et multinationalt team til at spille godt sammen og samtidig være praktisk og operativt anlagt.

Hvis den danske diplomatiske indsats i et land indledes med en ambassadeetablering, er der ifølge Marcussen i ekstrem grad behov for alle disse kompetencer. Han introducerer det rammende begreb ’entreprenør-­diplomaten’, som starter helt fra bar bund i en hotel-­lobby med en pc og så ellers går i gang med at skaffe lokaler, hyre personale osv. – typisk med ministerbesøg og erhvervsdelegation lige om hjørnet.

For en praktiker i udenrigstjenesten som denne ­anmelder er det naturligvis glædeligt, at ­Marcussen konkluderer, at den danske udenrigstjeneste både på ­individniveau og som institution er særdeles lydhør og responsiv. Men han påpeger også, at udenrigstjenesten er en presset organisation som følge af de faldende ­ressourcer, og han stiller spørgsmålet, om kapaciteten til at ­gennemføre strategiske analyser, tilpasse sig ændrede vilkår og udvise kreativitet fortsat vil være til stede i udenrigstjenesten.

Det er et yderst relevant spørgsmål. Danmark står aktuelt over for store udenrigspolitiske udfordringer, bl.a. som følge af politiske forandringer i en række nærtstående lande. Der er derfor mere end nogensinde før behov for strategisk tænkning, tilpasningsevne og ­kreativitet i udenrigstjenesten. Heldigvis virker den set indefra i dag bedre rustet på disse punkter, end jeg har ­oplevet ­gennem næsten 30 års tjeneste. Tænk fx på idéen om en digital ambassadør, der skal pleje forbindelse til multi­nationale teknologigiganter som Google, Apple og ­Microsoft.  

Jeg vil på det varmeste anbefale bogen til alle, der ønsker at gå bag om myterne og få et empirisk baseret indblik i, hvad der sker ude i diplomatiets frontlinje. Det gælder, hvad enten man er folkevalgt, journalist, forsker, studerende eller blot som almindelig samfundsborger er interesseret i, hvordan en helt særlig del af den danske offentlige forvaltning fungerer i praksis.