Der findes heldigvis mange gode chefer. Men der findes også møgchefer. Og det er ikke så få, der ganske enkelt forlader deres job, fordi chefen gør livet for surt for dem. Men hvad kan du gøre, så du ikke havner i kløerne på sådan en chef igen?

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv, har haft mange samtaler med medlemmer, hvor tingene var gået i hårdknude med chefen, og hvis eneste udvej var at finde et nyt job – og dermed også en ny chef. Og han har nogle råd til, hvordan du spotter en god chef.

”Først og fremmest forudsætter det, at du ved, hvad en ’god chef’ er. Det er selvfølgelig individuelt, hvem vi svinger med, men helt overordnet er der nogle kendetegn hos dem, vi betegner som gode chefer.”

Du kan se Frederiks Iuels bud på, hvad en god chef kan og gør i boksen til højre.

Lyt på vandrørene – læs mellem linjerne

Men hvordan finder du så ud af, om en eventuel kommende chef lever op til ovenstående – eller det meste af det?

”Start i dit netværk. Kender du nogen, der kender nogen, som kender den chef, du har tænkt dig at søge et job hos? Rygter taler ofte sandt, når det gælder forfærdelige chefer. Studér vedkommendes LinkedIn-profil og andre sociale medier – du kan læse meget mellem linjerne. Her kan du fx se, om der er tale om en er­faren chef,” siger Frederik Iuel.

Det kan også være en god idé at ringe og tage en snak med din måske kommende chef – særligt hvis det står i jobopslaget, at det er ok, siger Frederik Iuel. Og så er det i det hele taget en god idé at læse jobopslaget nøje.

”Her kan du typisk aflure noget om ledelseskulturen i virksomheden og også hos nærmeste chef, for han eller hun har formentlig været med til at forfatte jobannoncen. Handler det om at levere kvantitativt hver dag, eller er der højt til loftet og fokus på udvikling?”

Kommer du til samtale, har Frederik Iuel også nogle bud på, hvordan du får tegnet et tydeligere billede af chefen.

”Jeg mener, at det fx er helt i orden at spørge chefen: ’Hvordan fastholder du arbejdsglæden i din afdeling?’ Du kan også spørge de øvrige repræsentanter rundt om bordet, hvordan de opfatter ledelsesstilen. Jeg ved godt, at de næppe vil svare sandt, hvis chefen er en møgchef, men du kan læse meget i deres kropssprog og deres måde at svare på. Sidder de og kigger ned i bordet, mens de kommer med et forkrampet og nervøst svar, taler det nok for sig selv,” siger Frederik Iuel.

Når alt det er sagt, understreger Frederik Iuel, at den helt perfekte chef ikke findes.

”Derfor må du gøre det klart for dig selv, hvilke egenskaber hos en chef du prioriterer højest, og så kommer du nok til at gøre køb på noget andet. Du ved jo heller ikke, hvor længe du har din chef – chefer skifter også job eller går på pension. Så hvis du får en ny chef, du ikke selv har valgt, har du også et ansvar for at ’opdrage’ ham eller hende. Det kan fx være, at du skal gå til den nye chef og sige: ’Jeg har brug for én, der kan sige nej for mig en gang imellem – det er jeg ikke selv god til.’ For der er jo heller ingen medarbejdere, der er perfekte.”