Det er en hastesag at få flere unge djøfere til at søge embedsmandsjobs i EU, lyder det fra regeringen. Sidste gang kom kun én dansker hele vejen gennem prøverne, og i alt har kun ni bestået i løbet af de sidste seks år. Udenrigsministeriet og Djøf tilbyder nu et træningsforløb forud for forårets stopprøve til den såkaldte concours, som er første del af adgangsprøven til en række jobkategorier i EU.

Det er elite-statskundskabsuddan­nelsen École Nationale d’Administra­tion (ENA), der står for selve forløbet, som er gratis. Der vil være fem ses­sioner frem til maj og to grupper – én i København med et internat i Bruxelles og én i Bruxelles for danskere bosat i Belgien – og der etableres studie­grupper.

Ruster dig bredt

Netværkskoordinator i Djøf, Lone Grevy, understreger:

”Det er ikke spildt, selvom man ikke består concoursen, eller man alligevel ikke vil søge job i EU, for det er skarp træning til andre ansættelsesprøver. Dét, du bliver mødt med på de tre trin, som EU-prøverne består af, kan du sagtens møde i et rekrutteringsforløb til et job i en international virksomhed.”

Det er et virkelig godt tilbud, som burde få ikke mindst studerende til at strømme til, siger professor Marlene Wind, leder af Center for Europæisk Politik på KU.

Men fra sin dagligdag med statskund­skabsstuderende ved hun, at det er op ad bakke.

”Når jeg advokerer for en EU-karriere – og det gør jeg virkelig – siger de til mig, at ’dét der har vi ikke tålmodighed til’. Og det er jo et af Danmarks dilem­maer. Vi har praktisk taget ingen ledighed blandt de dygtigste af vores djøf-studerende. De har job, før spe­cialet er afleveret, og i deres optik er EU-apparatet ikke nær så attraktivt, som det er for mange andre EU-landes dygtigste unge, heller ikke lønmæssigt. Og måske slet ikke for partneren, som også skal have et godt job.”

Så det er et komplekst problem, siger hun, og det er helt rigtigt tænkt med et træningsforløb for dem, der allerede bor i Bruxelles.

Brug for nytænkning

Selv om de fastansatte EU-embeds­mænd ikke repræsenterer deres hjemlande, giver de både hjemlandet og EU-systemet viden og netværk, ikke mindst når de sidder på lederposter.

Men mere end hver tredje af den fastansatte stab af danskere i Kommissionen er på vej på pension, og der kommer næsten ingen nye, unge danskere ind nedefra gennem concours-systemet.

”Vi har danskere, også på høje poster, og også yngre, i andre dele af EU, fx agenturerne. Men det er selvklart vigtigt, at vi også i Kommissionen fortsat har danskere på højt niveau, som over for det øvrige embedsværk kan formulere og forklare danske holdninger og bekymringer,” pointerer Marlene Wind.

Finansminister Kristian Jensen mødtes i sidste måned med EU's kommissær for budget- og personaleforhold for at bede om alternative rekrutterings- og prøveformer end concoursen for de lande, som risikerer at blive underrepræsenterede på embedssiden.

Det initiativ bakker Marlene Wind stærkt op om.

”Hvis vi kunne få nogle embedsmandsposter på fx fem-årige kontrakter, som danske kontorchefer og andre, der har vist deres værd, kunne søge direkte, ville det rykke noget.”

Tilmeld dig her: djoef.dk/concours, djoef.dk/stopproeve.

Tilmeldingsfristen er tirsdag, den 21. marts (begrænsede pladser).