Da Aalborg Universitets nye Campus Copenhagen sidste år fik et påbud fra Arbejdstilsynet, fordi forskerne arbejdede 50-55 timer om ugen for at klare al under­visningen, vakte det trods alt opsigt.

Men elendige trivselsundersøgelser er der set masser af før på universi­te­terne.

”De påviser markante problemer med arbejdsrelateret stress, ensomhedsfølelse og psykiske belastninger på grund af det grænseløse arbejde og de mange tidsbegrænsede stillinger og andre strukturelle forhold, som hører til forskernes verden,” siger Karsten Boye Rasmussen, som er formand for Djøfs sektorudvalg for universiteter og forskning og lektor på Institut for Marketing og Management på SDU.

”Mange steder prøver lederne faktisk virkelig at følge op på disse undersøgelser. Men problemerne er ikke lette at løse.”

Det bekræfter en ny stressunder­søgelse fra Djøf. Den viser, at de forskningsansatte djøfere ligger dår­ligere end alle andre beskæftigede djøfere på en række parametre inden for psykisk arbejdsmiljø og stress.

Fx oplever 65 pct. af lektorerne sig som i høj eller nogen grad stressede i hverdagen. 24 pct. af alle forskerne beskriver deres arbejdsplads som i høj grad præget af stress, blandt øvrige djøfere er det 14 procent.

Et evigt udskillelsesløb

På Campus Copenhagen prøvede ledelsen at løse overbelastningen ved at sige, at forskerne skulle sænke kvaliteten, så de bedre kunne nå det hele.

”Det var jo ærlig snak. Men det er samtidig dét, vi ikke kan i vores branche, hvor de højeste tinder er målet. Det er svært at sige, nå ja, så gør jeg det bare halvgodt,” siger Karsten Boye Rasmussen.

Selve forskningens natur er at udvælge de bedste til det ypperste, og det er hele strukturen bygget op om fra den første ph.d.-ansøgning til den sidste forskningskrone.

Hvordan det påvirker mennesker, kan man læse om i kultursociologen Charlotte Blochs bog ’Passion og para­noia’ om universitetet. Det er en tragt, som ph.d.’erne strømmer ind i fra oven, og som så snævres ind i et langt udskillelsesløb. Konkurrencen stopper aldrig. Ledelsen er fjern, selvledelsen udbredt.

De anonyme interviews i bogen vidner om en verden fuld af følelser: Rus, glæde og engagement. Men også bedømmeres og bedømtes vrede, stolthed, skadefryd, frygt, tvivl, skuffelse, misundelse, bitterhed, brudte bånd, resignation og sorg.

Lektor på Center for Arbejdslivs-forskning på RUC, Henrik Lund, forsker ikke selv i universitet­ernes arbejdsmiljø, men han genkender de sociale skyggesider.

”Konkurrence mellem mennesker er aldrig befordrende for gode sociale relationer på en arbejdsplads. Vi for- sk­ere er ikke dårlige mennesker, det er vilkårene, der gør det, og kravene bliver ved med at stige. Nogle gange bliver presset for højt, og så behandler vi ikke hinanden ordentligt, og tonen kan blive hård.”

Som skabt til udbrænding

Martin Mølholm forsker i arbejdsmiljø på Aalborg Universitet og er råds­medlem i Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø, Velfærd & Offentlig Administration.

”Det lette svar er flere ressourcer. Men ser vi ud over det, er det klart, at akademia er en fejlfinderkultur. Fokus er altid på det, man kunne have gjort bedre, sjældent på det, man gjorde godt. Dér kunne man lære noget af andre arbejdspladsers samarbejdskultur.”

Men når det er sagt, så er og bliver problemet rammebetingelserne. Det er dem, der giver stressen, understreger han.

”De er nærmest designet til, at man kan brænde ud. Valideringen af vores publikationer tager ikke højde for, om der kræves 100 eller 1.000 timer til den artikel, du skriver. Det samme med den tid, du bruger på at opbygge en portefølje af forelæsninger.”

Det kombinerer man så med New Public Management og grønthøsterbesparelser, som om der kan klemmes mere ud af en medarbejder, som allerede er klemt tør, siger han.

Endelig er der alle de løse ansættelser:

”Stadig flere forskere sidder i tidsbegrænsede stillinger i mere end ti år, før de får chancen for at søge en fastansættelse. For rigtig mange giver den usikkerhed et større pres, end de kan holde til. Enten søger de væk, eller de bliver syge og går ned.”

Ingen kan nå det på 37 timer

Der er for få hænder til for mange opgaver, pointerer Karsten Boye Rasmussen.

”Politikernes krav har været, at flere unge skal have en universitetsuddannelse. Det har vi leveret på. Men der er noget galt, når vi er ansat på en 37-timers arbejdsuge uden ret til merarbejde, fordi vi har såkaldt ’ikke-kontrollerbar arbejdstid’ – og ingen kan holde de 37 timer.”

Og så er forskere for flinke til at sige ja.

”Hvis der mangler en til et kursus eller en specialevejledning – ’du er jo den, der ved mest om det her’ – så siger man ja. Fordi vi er for få, og vi er loyale.”

Det skal frem i lyset, fastslår han. Forskerne skal selv blive bedre til at sige det, og institutledelsen skal henstille til, at de gør det.

”Og når arbejdspresset er for stort, skal ledelserne blive bedre til at sige, at så er der noget, vi ikke har tid til. Og sige det opad.”

Institutleder: Kerneydelsen er presset

”Universitetet som arbejdsplads er tæt forbundet med akademisk stolthed,” siger professor, dr.jur. Tine Sommer, institutleder på Juridisk Institut på Aarhus Universitet.

”Det er afgørende, at vi leverer et produkt af høj faglig standard. Vores kerneydelse er forskning og forskningsbaseret undervisning, og det kræver tid til fordybelse og er båret af nysgerrighed og kreativitet.”

Men kerneydelsen er presset på nutidens universitet, fastslår hun.

”Det er blevet meget sværere at finde plads til grundforskning og kreativitet, og det smitter af på det psykiske arbejdsmiljø. Når tiden konstant presses af administrative krav og fremdrift, kan det påvirke drivkraften bag forskeres virke.”

Stress må ikke være et tabu

”Stress er et relativt stort problem i vores verden, og det er noget, vi tager alvorligt,” siger dekanen på Aarhus BSS på Aarhus Universitet, professor i offentlig forvaltning, Thomas Pallesen.

I den seneste APV, arbejdspladsvurdering på AU gik man efter at indkredse de mest stressede ved bl.a. at spørge til ’stærk stress’. Det oplevede 15-20 pct. af forskerne. En ret høj procent, konstaterer Thomas Pallesen.

Man identificerede også, at den mest udsatte gruppe var adjunkter og postdocer, som lå lidt højere på stress end andre.

”Som adjunkt har man for alvor besluttet sig for universitetet, og så skal man kvalificere sig til en fast stilling, som der er kamp og konkurrence om. Det er en stor indbygget stressfaktor, og den forstærkes af, at normen blandt forskere tit er, at de vil vise, at de kan klare det hele.”

Når man så bliver fastansat som lektor, stiger arbejdspresset yderligere med bl.a. større undervisningsbyrde. Også det kan aflæses i APV’en på AU.

Hvor 91 pct. af ph.d.’erne og 80 pct. af adjunkter og postdocerne på trods af stressen ofte eller altid føler sig godt tilpas på deres arbejdsplads, ryger procenten ned på 73 hos lektorerne, mens den stiger igen til 82 hos professorerne.

Fakultetet har nu lavet en handlingsplan målrettet de mest udsatte grupper.

Den indebærer bl.a., at institutledere og vejledere eksplicit skal tale med adjunkter og postdocer om deres situation.

”Vi skal være bedre til at forklare de unge forskere, hvad kravene og deres muligheder er. Det fjerner ikke stressen, men vi kan forsøge at aftabuisere den og få talt om den.”

Også de fastansatte skal man få talt med om det, fx til MUS-samtalen.

”Institutlederne kan få hul på det ved at henvise til APV’en. Men de ansatte skal også opfordres til selv at komme frem med deres problemer med stress – og ikke kun til MUS. De må ikke tænke, at ’det venter jeg med at sige til næste år’. Jo mere og hurtigere vi kan få stress frem i det åbne, des bedre.”  


Det her gør forskerjobbet stressende

Caroline Adolphsen, 33, cand.jur., lektor på Juridisk Institut, Aarhus Universitet.

”At du er medarbejder, men på lange stræk selv er ansvarlig for at definere dine arbejdsopgaver. Der er rigtig mange prioriteringer i en forskerkarriere, du selv er nødt til at foretage.

Det andet er, at vores fleksibilitet og frihed er meget under pres i disse år. Det har jeg mærket, siden jeg selv blev ansat i 2009. Fakultetsadministrationen stiller nogle krav til planlægning, som gør vores arbejdsliv mere besværligt. Fx når vi får to uger til at melde ind, hvornår vi kan undervise, og der så går to måneder, før vi får besked om, hvornår den undervisning reelt skal afholdes.

Det er ikke noget, min institutleder kan gøre noget ved, selvom hun gerne ville. Det er ikke der, problemet ligger. Hun tænker rent faktisk over, hvordan vi får et godt psykisk arbejdsmiljø.”  

Rasmus Willig, sociolog, lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC.

”Det er ikke underligt, at så høj en andel af forskere er stresset. Arbejdsbetingelserne på danske universiteter er de seneste år – med massive besparelser og reformer – blevet dårligere. Det er bekymrende, at andelen er så høj, men det kommer desværre ikke bag på mig.

Jeg tror, meget af stressen skyldes forkerte politiske beslutninger. Fremdriftsreformen og den løbende dimensionering af fagene er jo ikke ligefrem fremmende for det psykiske arbejdsmiljø. Hertil kommer målstyringen af universiteter og de ansatte. Igen, ikke ligefrem befordrende for det psykiske arbejdsmiljø.”  

Rikke Skovgaard Nielsen, 34, cand.scient.soc., forsker på Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

”Som forsker på et tidligere sektorforskningsinstitut, som i dag er en del af universitetet, bruger man meget tid på at søge midler til nye projekter. Typisk skriver man på flere ansøgninger samtidig, fordi man aldrig ved, hvad der lykkes. Måske får man kun landet et lille projekt, og så skal man i gang med nye ansøgninger. Eller man lander alt, hvad man søgte, og så bliver arbejdsbyrden pludselig for stor.

Det er også et skisma, at dét, vi får hentet penge hjem til, ikke altid passer med det, som vi forskningsfagligt burde prioritere. Man kan ende med at sælge hele sin arbejdstid til undervisning og projekter, som giver finansiering, men ikke merit. Og hvor finder man så tiden til at skrive de forskningsmeriterende artikler, man bør skrive: I weekender og ferier.”