Store egoer, der fører sig frem og altid mener at have ret, kan man møde alle steder og helt sikkert også i den videnskabelige verden.

Når det er sagt, så frydes jeg over den ydmyghed, som selv de største egoer blandt astrofysikere er nødt til at lægge for dagen. De lever med, at de kun ved noget om fem procent af det, der er derude. Resten er mørkt stof og sorte huller.

Af samme grund læser jeg indimellem populærvidenskabelige værker om fysik. Ikke at jeg forstår det hele, men jeg suger forfatternes åbenhed og nysgerrighed til mig. Deres mindset er velgørende anderledes end det, de fleste økonomer og managementguruer lægger for dagen.

Nationaløkonomer mener således at vide, at de kan forudse, hvilken effekt et politisk forslag vil have. Oven i købet med skræmmende nøjagtighed. På daglig basis bliver vi i medierne præsenteret for beskeder i stil med, at ’arbejdsudbuddet vil blive øget med 2.800 på tre år som følge af forslag X’.

Journalisterne æder det råt, og vi andre er blevet så vant til skråsikkerheden, at vi ikke engang undrer os over, hvordan økonomerne tør komme med så bombastiske påstande, når de ikke kunne forudsige finanskrisen, eurokrisen eller faldet i olieprisen.

Driftsøkonomer er ikke meget bedre. I mange virksomheder bliver budgetter ophøjet til sandheden om fremtiden, straks de er godkendt. Der bliver ligeledes udarbejdet businesscases for at vurdere, om projekter skal sættes i søen eller lægges i skuffen, og når man har forhandlet forudsætningerne på plads, er de med ét blevet til viden om, hvordan det vil gå.

Ydmygheden har trange kår i de miljøer. Når man har gennemført tilstrækkelig mange beregninger, glemmer man, at man i virkeligheden bare har gættet. Regnearket er en dragende illusion om fakta, sikkert fordi det er bogholdernes måde at holde styr på fortidens reelle resultater.

For mange år siden sad jeg i min egenskab af rådgiver en fredag til møde i et mobiltelefonsselskab. En nytiltrådt, yngre medarbejder dristede sig til at foreslå, at man skulle lancere et produkt, hvor brugerne kunne få 100.000 sms for 100 kr. om måneden. Det, mente han, ville have stor appel til børn og unge. Latteren bølgede uhæmmet igennem lokalet. Det havde man regnet på. Det kunne ikke betale sig.

Om mandagen lancerede en konkurrent et produkt, hvor man kunne sende et ubegrænset antal sms’er for 99 kr. om måneden. Latteren forstummede, da det viste sig, at det nye produkt dramatisk øgede andelen af børn og unge, som fik en mobil af mor og far. Spillereglerne var med et snuptag ændret.

Min kunde havde haft en blind vinkel i sine beregninger, der baserede sig på fortidens adfærd, og ingen af os var ydmyge nok til at lytte til en medarbejder, der havde bedre observationer af en ny kundegruppe. Lad mig derfor minde om, at der altid er mørkt stof og sorte huller i en prognose. Lad os dyrke ydmyghed og nysgerrighed.