Kimen til løngabet mellem mandlige og kvindelige djøfere bliver tilsyneladende allerede lagt i studietiden. Det når Djøf frem til i en ny analyse, hvor der modregnes for uddannelse, branche, højere arbejdstid, og hvor langt man er på studiet. Tilbage står en uforklarlig lønforskel på 2,6 procent.

Djøf finder det uforklarlige løngab i studiejobbet beskæmmende. Djøf-formand Lisa Herold Ferbing mener, det må handle om ubevidste mekanismer hos arbejdsgiverne, som takserer den kvindelige arbejdskraft lavere. Hun opfordrer til større løngennemsigtighed på de private arbejdspladser. Men de kvindelige studerende skal også selv være opmærksomme på, om de er ofre for skævvridning.

”De skal interessere sig for deres løn, drøfte den med deres kolleger og huske at have lønsamtaler med chefen undervejs. De kan også hente rådgivning i Djøf.”

Sæt nu, det var din egen datter

Line Vendelbo Kudsk, 21, stud.jur. på Aarhus Universitet, mener, der er to væsentlige problemstillinger i det.

”Den ene er, hvis arbejdsgiverne gør forskel. Vi lever i det 21. århundrede, hvor det for længst burde være fortid, at kønnet spiller en rolle. Derfor er det også skræmmende, hvis det virkelig stadig er tilfældet.”

Den anden er, hvis mændene er bedre til at forhandle lønstigninger hjem.

”Mit indtryk er, at man som studerende starter på samme lønsats. Udfordringen er derfor de efterfølgende lønforhandlinger, hvor enten mændene er bedre til at tage initiativ til at gå ind til chefen og bede om mere i løn, eller hvor cheferne giver mænd større lønforhøjelse end kvinder. Vi skal ikke have særbehandling som kvinder, men vi skal heller ikke diskrimineres.”    

I Berlingske Business opfordrer redaktør Mikael Hjorth i en klumme om Djøfs analyse det private erhvervslivs chefer til at stille sig selv denne test:

”Sæt nu, det var din egen datter.”


Fra ondt til værre

Lønforskel – studerende

Kvindelige medlemmer af Djøf Studerende ansat i den private sektor får 2,6 pct. mindre i løn end de mandlige. Beregnet ud fra timelønnen svarer det til 2.817 kr. mindre på årsbasis.

Kilde: Djøf Studerendes lønstatistik for december 2016.

Lønforskel – kandidater

Blandt kvindelige kandidater ansat i den private sektor uden ledelsesansvar ligger det uforklarlige løngab i 2016 på 6,6 pct. svarende til 3.300 kr. mindre om måneden.

Kilder: Djøfs ligelønsanalyse og Djøfs lønstatistik 2016.