Det forestående præsident­valg har en kolossal betydning i Frankrig, hvilket hænger nøje sammen med den franske revolution.

”Vi halshuggede vores konge, så vores præsident er kongen, og folket er Gud,” som politisk kommentator Christophe Barbier formulerer det.

Når franskmændene går til stemme­urnerne den 23. april og 7. maj, vælger de manden eller kvinden, der de næste fem år skal udtrykke folkets vilje, som er et grundlæggende princip for et af verdens mest magtfulde præ­sidentembeder.

”Det er vigtigt for de franske vælg­ere, om kandidaten kan inkarnere rollen, og derefter kommer indholdet af det politiske program,” forklarer Christophe Barbier.

Præsidenten er med tiden blevet mere magtfuld – en udvikling, der tog fart under Nicolas Sarkozy: På den ene side statsoverhoved og på den anden side i praksis også regerings­leder. Det gør det desto mere bemærkelsesværdigt, at præsidentvalget 2017 ser ud til at blive præget af opbrud.

”Front Nationals Marine Le Pen kommer til anden runde og kan måske vinde valget. Og for første gang ser vi en ung kandidat i spidskandidatfeltet, der stiller op uden partiapparat, nemlig Emmanuel Macron, 39 år, og hans nystartede bevægelse Fremad!,” forklarer Raphaëlle Bacqué, journalist og politisk kommentator på Le Monde.

Derudover peger hun på de særlige omstændigheder, som situationen omkring den tidligere favoritkandidat Fillon og skandalesagerne skaber. De traditionelle partier er dømt ude, og outsiderne vinder.

Centralt at nå anden runde

Det franske valgsystem består af to valgrunder. Man plejer at sige, at vælgerne i første runde tager et positivt valg og vælger deres favoritkandidat. I anden runde vælger de negativt og eliminerer den ene af de to, der er tilbage.

”Kampagnestrategiens omdrejningspunkt er derfor i første omgang at mobilisere egne vælgere,” forklarer Valentin Chaput, tidligere politisk rådgiver for socialistpartiet og i dag rådgiver i deltagerdemokrati.

Med meningsmålinger, der alle peger på, at Marine Le Pens modkandidat bliver vinderen, fokuserer de øvrige kandidaters strategier på at få dem videre til anden runde.

Når det gælder måden at føre kampagne på, byder 2017-valget imidlertid ikke på enestående nybrud, vurderer Valentin Chaput.

”Ved valget i 2007 var det internettets ankomst til kampagnerne, og socialisternes Ségolène Royal havde succes med politisk kommunikation om deltagerdemokrati. Ved valget i 2012 så man en tydelig inspiration fra Obama, der var meget aktiv på de sociale medier, og som i høj grad mobiliserede sine vælgere ved at bruge dør-til-dør-metoden. Det nye i 2017 er en mere segmenteret tilgang til vælgerne – Emmanuel Macron mestrer disciplinen særligt godt – hvor diskursen tilpasses alt efter vælgergruppe, region og aktivitet,” forklarer Chaput.      

Sociale medier og imagekontrol

Den franske præsidentvalgkampagne anno 2017 er også i høj grad præget af, at kandidaterne bruger de sociale medier. Et eksempel er Jean-Luc Mélenchon, der har stor succes med sin egen YouTube-kanal, forklarer Raphaëlle Bacqué.

Et andet eksempel på de sociale mediers stigende betydning ”er kandidaternes systematiske overvågning af dem, fx da Macron afviste at være homoseksuel, netop da rygtet toppede på nettet,” siger Christophe Barbier.

Samtidig er tendensen i forhold til tidligere præsidentvalg, at kandidaterne i højere grad prøver at kontrollere deres image.

”Fx filmer de selv systematisk alle politiske møder for derefter at viderebringe billederne til medierne – en måde at have kontrol over deres image på,” forklarer Bacqué.

De politiske stormøder er som altid vigtige for kandidaterne. Det er den største kampagnebudgetpost, og det handler om at få tv-tid. Stormøderne er dog af mindre omfang end tidligere, da alle er mere forsigtige med udgifterne efter Bygmalion-skandalen, hvor den offentlige anklagemyndighed anklager Sarkozy for illegal finansiering af 2012-kampagnen, uddyber Barbier.

Nyt i 2017-kampagnen er tv-debatter før første runde. Tidligere var der kun én debat, der konfronterede de to kandidater i den afgørende runde. Nu er der flere debatter inden første runde, og ikke alle af de 11 præsidentkandidater deltager. Samtidig betyder en ny reform af sendetidsreglerne i forbindelse med præsidentvalgkampen, at det først er senere i kampagneforløbet, at alle kandidater gratis skal have samme sendetid og seertal stillet til rådighed af de audiovisuelle medier.      

Uro i baglandet

På fransk kaldes kampagnelederen directeur de campagne, og vedkommende har både en strategisk og organiserende rolle. Kampagneholdene i 2017 er endnu mere professionaliserede end tidligere, hvor holdene i højere grad bestod af partimedlemmer. I dag bruger kandidaterne også fundraisere, marketingeksperter og virksomheder, som de hyrer til at sætte valgplakater op, forklarer Christophe Barbier.

”Et kendetegn ved 2017-kampagne­holdene er dog, at der i næsten alle de fem førende kandidaters lejre har været større eller mindre organisationsudfordringer,” fortæller Raphaëlle Bacqué.

Hos François Fillon fra Les Républicains forlod den meget kompetente kampagneleder, Patrick Stefanini, og en stor del af det øvrige hold den synkende skude efter skandalerne om Fillons mulige svindel med offentlige midler og to voldsomt dyre habitter, han har modtaget som gave. De negative sager skaber fortsat problemer for Fillon, også helt lavpraktisk, da han mangler folk, der kan gå til hånde og stå for det store logistikarbejde med fx dør-til-dør-arbejde.

Emmanuel Macrons udfordring har været at rekruttere nok professionelle kampagnefolk og i øvrigt et manglende partiapparat, da han startede op med en helt ny organisation. Det er dog blevet bedre. Også den socialistiske kandidat Benoît Hamon er stærkt udfordret af, at han reelt ikke har opbakning fra sit eget socialistparti, der i den grad er splittet, vurderer Raphaëlle Bacqué.

”Front Nationals kampagneteam er det stærkeste. De har arbejdet på strategien de sidste fem-seks år, de er topprofessionelle og klar til at gå i krig,” fastslår Bacqué.

Fem centrale kampagneledere

David Rachline
Kampagneleder for Marine Le Pen. Front Nationals rising star er 29 år og har siden 2014 været borgmester i byen Fréjus og medlem af senatet, det franske parlaments andetkammer. Rachline meldte sig ind i ungdomspartiet i Var-regionen efter at være blevet tiltrukket af Jean-Marie Le Pens succes ved præsidentvalget 2002, hvor outsider-kandidaten overraskende kom til anden runde. Her fik han hurtigt en central rolle og kom tæt på moderpartiets ledelse. Han koordinerede Marine Le Pens digitale valgkampagne ved præsidentvalget 2012. Ligeledes havde han en central plads i Jean-Marie Le Pens præsidentvalgkampagne i 2007 som formand for ’De unge med Le Pen’. Han er gymnasialt uddannet med speciale i regnskab og har ikke taget en lang videregående uddannelse, hvilket ellers er kutyme i den franske politiske elite.

Jean-Marie Girier
Kampagneleder for Emmanuel Macron. Han er 32 år og er fortsat medlem af socialistpartiet, selvom han er gået aktivt ind i Fremad! fra starten af 2016. I slutningen af samme år tog han officielt styrepinden for Macrons præsidentvalgkampagne. Han er tidligere kabinetschef for Lyons socialistiske borgmester, Macron-støtten Gérard Collomb, og har, som den eneste i Macrons team, erfaring fra en præsidentvalgkampagne, nemlig François Hollandes i 2012. Kampagneholdet har en meget tilbagetrukket rolle. Girier er hverken på Twitter eller Facebook, og han optræder meget sjældent i medierne – Fremad! har end ikke et billede af ham, oplyser en PR-medarbejder, da Djøfbladet beder om et portrætfoto. Macrons kampagnehold er ungt, og mange kommer fra kandidatens tid som økonomiminister. Jean-Marie Girier er uddannet i statskundskab og kommunikation.

Vincent Chriqui
Kampagneleder for François Fillon. Den 43-årige borgmester i byen Bourgoin-Jallieu er relativ ukendt i den brede offentlighed. Han overtog stillingen i starten af marts 2017 efter Patrick Stefanini, som sagde op pga. Fillons skandalesager. Chriqui er fortsat formand for foreningen, der står for finansieringen af kampagnen, og besidder således to meget strategiske stillinger i Les Républicains-kandidatens team. Han var i mange år rådgiver for François Fillon i hans forskellige ministerkabinetter. Senest i Fillons premierministerperiode, indtil han i 2010 blev udnævnt til generaldirektør for det strategiske analysecenter, en ekspertinstitution under premierministeren. Han er uddannet fra de franske eliteskoler École Nationale d’Administration (ENA) og École Polytechnique. 

Manuel Bombard
Kampagneleder for Jean-Luc Mélenchon. Han er 30 år og arbejder til daglig i en start-up-virksomhed i luftfartsindustrien i Toulouse. Hans politiske løbebane startede i 2005, hvor han var aktivist i forbindelse med nej-kampagnen til EU’s forfatningstraktat. Han meldte sig ind i partiet Front de Gauche, som Mélenchon var medstifter af, efter at han brød med socialistpartiet. Han har også været involveret lokalpolitisk i Toulouse, var eventkoordinator ved præsidentvalget 2012 og kampagneleder for Mélenchons kampagne til Europaparlamentsvalget i 2014, som han vandt. Bombard er ingeniøruddannet i Grenoble og er inspireret af Bernie Sanders’ metoder. Han er et matematikgeni, hvilket netop har haft betydning for Mélenchons valg af ham.      

Mathieu Hanotin
Er den ene af de to kampagneledere for Benoît Hamon. Den anden hedder Jean-Marc Germain. Mathieu Hanotin er 38 år og socialistisk medlem af Nationalforsamlingen, det franske parlaments førstekammer. Han er valgt i den fattige Paris-forstad Seine-Saint-Denis, hvor han også bor. Han startede sit politiske engagement som helt ung i anti-racismebevægelsen og sportsforeninger og var også aktiv i en studenterfagforening, inden han meldte sig ind i socialistpartiet. Han har bl.a. tidligere arbejdet på Paris’ rådhus, hvor han beskæftigede sig med idrætspolitik. Han har læst jura og historie i Strasbourg og Paris. Han er valgt af Hamon for sine strategiske talenter, og det er første gang, han har så vigtig en rolle på den nationalpolitiske scene.