Buzzwords og managementdiller er som anti age-cremer – kostbare og virkningsløse. Og der er hele tiden behov for noget nyt for at holde håbet i live.

Forløbet er altid det samme. En virksomhed opnår verdensomspændende succes. Successen tillægges en bestemt fremgangsmåde, som får et navn. Nogen skriver en bog om det. Alverdens konsulenter tager det nye begreb til sig og begynder at sælge processer, der kan hjælpe andre virksomheder med at opnå det samme. Når det private erhvervsliv er ved at fatte, at det ikke hjælper, kaster den offentlige sektor sig over begrebet, og konsulenterne får endnu en  mulighed for at tjene penge. Når indtægtsstrømmen til sidst aftager, dukker der et nyt buzzword op, og det hele begynder forfra.

For tiden hærges vi af disruption-dillen, men vi kan med stor sikkerhed forudse, at buzz’en er ved at klinge af, al den stund at selve statsministeren har sat sig i spidsen for et nationalt disruptionråd. Så kan det ikke blive mere offentligt. Hvordan et råd skal være i stand til at disrupte en hel nation, foreligger der ikke noget om. Og hvad disruption overhovedet betyder, er der i debatten stor tvivl om, bortset fra at de fleste er med på, at Uber har ’forstyrret’ taxabranchen i hele verden ved at se stort på gældende love og regler.

Nu er det sådan, at radikale og virkelig nyskabende forandringer altid kommer fra et menneske med en vision, en god ide og en ubegribelig ildhu. Hvis altså vedkommende i tilgift kan skaffe sig adgang til mange penge. Forandringerne kommer ikke fra konsulenter, og de kommer slet ikke ved, at man sidder i et mødelokale og skal finde på noget.

Det er også sådan, at forskellige dele af verden hele tiden bliver disruptet, og er blevet det siden tidernes morgen, ellers var vi aldrig kommet ud af stenalderen. Lige nu går det bare rigtig stærkt, særligt i USA. Af en eller anden grund har de en kultur, som virker befordrende for at tænke det skæve, det skøre eller direkte vanvittige.

Det er derfor paradoksalt, at regeringen med den ene hånd vil fremme disruption, og med den anden hånd er nærmest besat af at strømline tingene og fjerne alle åndehuller i uddannelsessystemet og forskerverdenen. Man jagter resultater, effektivitet og nytteværdi i et lineært pølsefabriks-system, hvor man skal skynde sig fra A til B, selv om alle ved, at gode ideer kommer af at stoppe op og kigge til siden.

Man må undre sig over, at erhvervslivet og dets organisationer jubler over den lineære tankegang, for aldrig har der været så meget behov for, at nogen går rundt i små cirkler og eksperimenterer med tingene, uden at der skal komme noget bestemt ud af det. Men det kommer de helt sikkert ikke til at tale om i det nye råd, alene tanken er jo grænseoverskridende i vore dage.

Derfor må vi andre sætte vores lid til, at der findes tilstrækkeligt mange rebelske unge, som nægter at lade sig ensrette. Rigide systemer har det heldigvis med at skabe oprør, så måske er der håb.