Som bekendt kan ingen spå om fremtiden, men nogle ting kalder alligevel på handling. Uddannelse er en sådan ting, da uddannelse er for fremtiden. Handling tager dog tid – fra de første tanker om nye tiltag på eksempelvis universitetsuddannelser til vi ser resultaterne af dem, går der typisk 6-8 år. Det er lang tid på et arbejdsmarked præget af stor foranderlighed og uforudsigelighed.

Det bliver derfor desto vigtigere, hvilke forandringer der sættes i værk, og aktuelt er der mange uddannelsespolitiske dagsordener åbne. Lige fra de helt overordnede om, hvilke uddannelsesniveauer fremtidens arbejdsstyrke har brug for, og muligheden for at fastholde og udvikle sine kompetencer i et langt arbejdsliv, til mere indholdsrettede spørgsmål om uddannelseskvalitet og behovet for at sikre en tæt forbindelse mellem uddannelse og arbejdsmarkedet samt dannelse til livet.
 
Det er paradoksalt, at sådanne helt nødvendige og presserende dagsordener melder sig i en tid, hvor vi som studerende mødes af et uddannelsessystem, der er præget af nogle store mangler.

Fra Djøfs undersøgelser ved vi, at en meget stor del af de studerende efterspørger et uddannelsesudbud med mere end eksempelvis 4-6 timers undervisning om ugen og savner løbende vejledning og dialog med underviseren.

Mange af mine medstuderende oplever et uddannelsessystem, der sætter fokus på eksamenskrav og deadlines frem for faglig fordybelse.

Aktuelt arbejder regeringen på at gøre op med den tætte kobling mellem uddannelsesbevillinger og beståede eksamener. Spørgsmålet er dog, hvad der kommer i stedet for. Samtidig taler uddannelsesminister Søren Pind for en genindførelse af filosofikum, og Disruptionrådet diskuterer, hvordan arbejdsmarkedets kompetencekrav bedst understøttes af uddannelsessystemet.

Som formand for ca. 23.000 samfundsvidenskabelige studerende vil jeg pege på én afgørende ting for, at alle ambitionerne kan indfries: Vejen frem er ikke uddannelsesbesparelser, hverken i økonomisk forstand eller i form af kortere uddannelsesveje generelt.

Selvom heller ikke jeg kan spå om fremtiden, tør jeg godt gisne om, at gode uddannelser på alle niveauer er en forudsætning for, at det danske samfund både kan imødekomme og ikke mindst forme fremtiden.

Det er derfor en helt forkert kurs, når nogle taler universitetsuddannelserne ned i et forsøg på at tale eksempelvis de erhvervsfaglige uddannelser op. For det er netop ikke et ’enten-eller’ – tværtimod er der brug for, at de forskellige medarbejdergrupper indgår i samarbejder og knytter an til hinandens styrker.

Jeg krydser derfor fingre for et fremtidigt uddannelsessystem, der sikrer kvalitet i alle uddannelser og på alle niveauer, og som samtidig understreger behovet for gensidig respekt for hinandens fagligheder.

Dette er en forudsætning for den fremtidige sammenhængskraft i Danmark.