En mandag aften i maj så Johanne Legarth Nordmann tv og blev overrasket. Hun er cand.polit., specialkonsulent og fællestillidsrepræsentant for SKATs mere end 1.100 djøfere og andre AC’ere, og på skærmen så hun S og DF meddele, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission om hendes arbejdsplads.

For syv måneder siden – efter interne undersøgelser, advokatundersøgelser, rigsrevisionsrapporter og direktørfyringer – indgik Folketinget et bredt forlig om en stor genopretningsplan. Politikerne blev enige om at skyde syv mia. kr. i en genopbygningsplan kaldet ’Et nyt skattevæsen’. Planen indebærer, at SKAT bliver delt op i syv styrelser med hver sine opgaver og hver sin ledelse.

Johanne Legarth Nordmann forstår godt, at det er nødvendigt at finde ud af, hvordan det har kunnet gå så galt i SKAT.

”Mine medlemmer har ikke noget imod at blive undersøgt. Vi ønsker mere end nogen, at tingene går rigtigt til, og fejl skal på bordet, så de kan blive rettet. Der skal være styr på, at vi løser vores kerneopgave enkelt, effektivt og korrekt,” siger hun.

”Men jeg synes, at timingen er meget uheldig. Og jeg synes, at formålet med at placere et personansvar er for meget ønsketænkning. Det ville da være dejligt, hvis vi kan finde dén eller de ansvarlige og så sætte en streg over det hele og sige til os selv: ’Så – nu sker det ikke igen.’ Men ærligt talt tror jeg, vi er nødt til at kigge på hele systemet og de dynamikker, der er på spil i vores store virksomhed, ’Staten’, med den til enhver tid siddende regering som øverste ledelse.”

Frygter handlingslammelse

Hvis man ville have en kommission, hvorfor gjorde man det så ikke til en del af det brede forlig, spørger hun.

”Nu står vi og skal til at lægge ­alle kræfterne i genopretningsplanen. En kommissionsundersøgelse vil rive ressourcer, beslutningskraft og fokus ud af det nye skattevæsen. Hvor og i hvor stort omfang finder vi først ud af senere, men det vil ske.”

Vil den påvirke jeres daglige arbejde som menige djøfere?

”Det har vi talt om. Det tror vi ikke. Men skrækscenariet er inerti i organisationen. Som medarbejdere har vi brug for, at der er ledelseskraft, så dét, vi byder ind med, får saft og kraft og ben at gå på. Det sker ikke, hvis vores ledere ikke tør handle og træffe beslutninger.”

Hun mener, at politikerne handler letsindigt.

”SKAT er et kæmpestort system, som er robust og kan rigtig meget, men historien viser jo, at man godt kan rive det ned. En langvarig kommission gavner ikke genopretningen nu og her – og det er nu og her, vi skal i gang.”

Men er det ikke legitimt, at politikerne vil have vendt hver en sten og placere et ansvar?

”Jeg savner ganske enkelt den ­saglige begrundelse for, hvilken forskel ­denne kommission kan gøre. Vil den gøre en forskel for skatteyderne? Det tror jeg ­ikke. Når rapporten engang kommer, vil det nye skattevæsen være et helt ­andet sted. Der vil være en helt ny organisation, og der vil sidde nye chefer på ­posterne. En kommission kan meget vel ende med at placere et ansvar hos nogen, som ikke er her mere, i en kontekst, som for længst er forældet. Og hvordan skal man lære af det? Der findes ingen sort-hvid verden at placere et ansvar i.”

Ministres ledelse bør undersøges

I stedet burde man lave en magtudredning, som skal se på hele det politiske system og dermed også på, hvordan politikere, når de bliver ministre, leder de store administrationsmaskiner, som de er øverste chefer for, siger hun.

”En minister kan meget nemt komme til at træffe nogle beslutninger, som har utilsigtede konsekvenser for administrationen, fordi de to kasketter – administrationschefen og politikeren – hænger så tæt sammen. Jeg kan sagtens se, at der er politisk musik i at effektivisere SKAT ved at øge digitaliseringen og skifte til en datadrevet indsatsstrategi, især når man kan regne sig frem til, at det sparer en masse årsværk. Men jeg synes, man må stå op for sin idé, når den så viser sig at være gået for vidt.”

Her retter du så pilen mod Kristian Jensen?

”Det, jeg retter pilen imod, er, når politikerne kun fortæller vælgerne om alt det gode, de kan få. Ikke om dét, de så ikke kan få, og at huset altså også skal vedligeholdes, selvom man hellere vil i Tivoli.”

En farlig leg

Johanne Legarth Nordmann sætter spørgsmålstegn ved, om politikerne tager deres egen kompetenceudvikling som øverste chefer for de kæmpestore administrationer alvorligt. Forstår de, at de står på to ben og har to kasketter på?

”Vi skal være effektive; ingen må sløse med pengene. Men forstår politikerne, at de er nødt til at gå lidt i studerekammeret for at forstå, hvilke skruer de pludselig har fået adgang til at skrue på, når de bliver sat i spidsen for en meget stor administrativ driftsmaskine, og hvad konsekvensen er, når de gør det? Jeg tænker på, om onboarding-programmet for nye politikere på Christiansborg mon er godt nok.”

Hvilke politikere retter du her kritikken imod?

”Sådan set mod dem alle. For jeg har ikke set den store forskel på de meldinger, som er kommet fra både den ene og anden skatteminister uanset farven, og vi har trods alt været gennem ni forskellige i det her forløb.”

Holger K. Nielsen sagde for nylig i et interview i Weekendavisen om sin tid som skatteminister, at man ”i regering hurtigt bliver opmærksom på fornuften i at ­skære ­noget administrativt fedt væk for at få råd til noget andet”. Har SKAT har ­været ekstra sårbart, fordi I – med et dårligt udtryk – er ’kolde hænder’?

”Jeg synes, hele den offentlige ­sektor er hårdt ramt. Det er, som om ­logikken har været, at dét at tro på, at der var ­besparelser at hente uden konsekvenser, var nok til, at man kunne sætte en ­spareøvelse i gang. Man troede, det ­kunne lade sig gøre – det er jeg med på. Men det er søreme en farlig leg. Det er en bold, der er utrolig dyr at samle op, hvis den falder på gulvet, og det vil mange sige, at den gjorde i SKATs tilfælde.”