Steen Hjortholm havde ingen planer om en inter­national karriere, da han af en medstuderende lod sig overtale til at søge en traineestilling hos ØK i Malaysia. Men lige siden har han arbejdet i udlandet – primært for den amerikanske tobaksvirksomhed Philip Morris International. Senest som adm. direktør i Rumænien og nu som Vice President for HR i Moskva. Før det har han været omkring Schweiz, Ungarn, Sydafrika, Israel og Jordan. Hans danske hustru og tre børn følger med ham.

Har din karriere formet sig, som du havde forestillet dig?

”Nej, slet ikke. Jeg læste cand.merc.mat. med fokus på matematik og finansiering, men hoppede direkte ind i salg og marketing. Og nu sidder jeg som øverste personaleansvarlige for 4.200 ansatte i Rusland. Min internationale karriere gav hurtigt jobmuligheder på et højt niveau, hvor jeg nok skulle have været startet fra bunden i Danmark.”

Hvad er de særlige kendetegn ved arbejds­kulturen i Rusland?

”Kulturen er meget hierarkisk, men det er noget, jeg med min skandinaviske baggrund prøver at gøre op med. Uanset hvilket land jeg har arbejdet i, har jeg forsøgt at bryde med den power distance, der ligger mellem ledere og medarbejdere – men det kræver en lidt større indsats her.”

Hvordan ser dit netværk ud?

”Det er nok både en styrke og en svaghed – men fordi jeg arbejder i en koncern med 80.000 ansatte globalt og har været i så mange lande, er en stor del af mit netværk inden for virksomheden.”

Hvordan ser din økonomi ud i forhold til, hvis du var blevet i Danmark?

”Der er nok ingen tvivl om, at jeg opererer i en tungere lønklasse, end hvis jeg havde siddet i Danmark. Men det er ikke kun, fordi jeg arbejder i udlandet – det har også betydning, at jeg arbejder på højt niveau i en amerikansk virksomhed. Så når jeg bliver tilbudt et nyt job, er det ikke økonomien, der er afgørende, men mere jobindhold og udviklingsmuligheder.”

Overvejer du at vende tilbage til Danmark?

”Ikke umiddelbart. Jeg må erkende, at jeg nok er bange for at komme tilbage til Danmark. Selv om jeg har dansk pas og sommerhus i Danmark, så er mit netværk relativt lille. Og fra danske venner, der er vendt tilbage til Danmark, ved jeg, hvor svært det er for dem at få værdsat de kvalifikationer, de kommer hjem med – mange af dem har i det hele taget svært ved at finde et job, hvilket jo er lidt ironisk, i betragtning af at dansk erhvervsliv ofte udtaler sig om behovet for international erfaring.”