Da jeg blev student, gjorde jeg som alle andre. Jeg tog en veninde under armen og en rygsæk på nakken, og så rejste vi ud i verden. Vi købte flybilletten på et rejsebureau og tog af sted med pengekatten fuld af rejsechecks. Når vi ringede hjem, foregik det fra små båse i røgfyldte telefoncentraler med en masse larm i luften. I bedste fald fik vi hul igennem på en dårlig forbindelse. Breve fra venner og familie hentede vi på posthuse. Her stod vi nogle gange i timevis drevet af hjemvé og rodede rundt i en stor bunke breve og ledte efter vores navne på konvolutterne, som alle var sendt til samme Poste Restante-adresse.

Det var også dengang, man kunne sætte sig ind i en bil og finde vej uden at have Google Maps kørende. Og hvor man ringede til hinanden fra fastnettelefoner og aftalte, hvor og hvornår man skulle mødes og rent faktisk mødtes dér – uden i mellemtiden at lave det om en 10-20 gange. Det var dengang, man så nyheder i fjernsynet, blev kæreste med dem, man mødte til fester, og gik i byen med kontanter på lommen.

I dag har jeg fast en 20’er i min pung, men det eneste formål med den er at kunne indløse en lille trækvogn i den nærmeste planteskole. The rest is history.

Når man kigger sig tilbage over skuldrene, er der altså sket noget. Kald det bare digitalisering. Eller disruption. Eller noget helt tredje. Og det fortsætter. Med høj hastighed. Mon ikke nutidens børnehavebørn, når de bliver voksne, med skræk i stemmen vil spørge os, om vi virkelig selv sad bag rattet og kørte bilerne? Eller smile overbærende af, at vi i indtil flere år i træk arbejdede det samme sted.

Brancher er under opbrud, og mange mennesker arbejder i dag med ting og teknologier, som ikke fandtes for 10 år siden. Der arbejder fx ca. 34.000 personer i Danmark med at udvikle apps, og for nogle år siden hørte jeg Siemens’ CEO sige, at 90 procent af de ting, som Siemens om fem år skal leve af at sælge, ikke var opfundet endnu. Det er et svimlende udsagn, men også en påmindelse om, hvor hurtigt tingene udvikler sig.

Og det er ikke kun i industrien, der er fart på. I advokatbranchen har de fået en ny slags ’kollega’ med kunstig intelligens. Han hedder Ross og er et computerprogram. Ross kan arbejde 24/7 og kan på meget kort tid finde ud af, hvilke afgørelser der er truffet i sager, som ligner den, man selv lige sidder med. Det kunne tidligere tage dage eller måske uger.

Det traditionelle advokatarbejde står altså – i lighed med mange andre – over for store omvæltninger. Advokaterne bliver næppe overflødige, men de kommer nok til at skulle lave noget andet. Måske behøver de ikke alle sammen i fremtiden at have det store kørekort i lov, men vil i højere grad løse opgaver som computere og selvlærende algoritmer ikke kan. Fx konfliktløsning og mægling.

Find den rigtige perron

Kunstig intelligens, virtual reality og Internet of Things pibler på den måde ud af alle sprækker på arbejdsmarkedet og trækker ændringer med sig overalt, men begreberne kan være svære at få ordentligt styr på. Heldigvis har Astrid Haug skrevet en bog om det, og man kan passende begynde med at læse den.

Haug gør et godt forsøg på at afmystificere begreberne, og inden for en enkel ramme præsenterer hun dem og giver et perspektiv på udviklingen. Selv skriver hun, at det er en bog til de virksomhedsledere, der står og tripper og egentlig gerne vil med på toget til fremtiden, men ikke rigtigt ved, hvilken perron det afgår fra. Bogen forsøger at give et bud på, hvordan virksomhedsledere kan dirigere deres virksomheder i en levedygtig retning. Den bagvedliggende opfattelse er, at hvis ikke man gør noget, så dør man.

Ifølge Haug tilhører fremtiden dem, som ikke frygter den. Deraf også bogens titel ’Fremtiden tilhører de frygtløse’. Det er en god pointe. For hvis man ikke ser udviklingen som et gode, så er man nok heller ikke den, som er med til at skabe fremtiden. Og så er der en overhængende fare for, at man kommer for sent til toget fra før.

Haug slår til lyd for, at vi med digitaliseringen skal forstå verden på nye måder og indoptage nye logikker og nye måder at drive virksomheder på, og det er svært at være uenig i.

Med Haug som pilot flyver vi lidt lavt over nogle af tidens buzzwords som kunstig intelligens, virtual reality og Internet of Things, men 1.000-kroner-spørgsmålet om, hvad hulen vi skal stille op med det, og hvordan vi drager nytte af udviklingen, må vi hver især selv finde svaret på. Det er en lille, optimistisk introduktionsbog for praktikere, der giver stof til eftertanke over den udvikling, vi alle er en del af, og måske giver den også mod til at stige på toget.

Bogen har et glimrende format til strandtasken og anbefales til sommerhuset, poolen eller campingpladsen, hvor man jo skal finde på noget, da internetforbindelsen sådan nogle steder alligevel ofte er på det jævne.

 ​Om anmelderen

Birgitte Barkhold, cand.scient.pol. og kommunikationsansvarlig i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune. Tidligere Senior Advisor i Advice A/S og chefkonsulent i KL. Har i mere end 15 år arbejdet med at understøtte eller omsætte politik og strategier for at skabe værdi for organisationerne og bringe dem tættere på deres mål.