Pelle Øby Andersen bruger i øjeblikket en del af sin tid i en Skoda. Sammen med en Michelin-kok kører han rundt for at finde spisesteder i Danmark, som har gastronomisk potentiale, men måske ikke ved det selv.

”Vi er en slags gastronomisk rejsehold, som finder steder, hvor der er noget godt at bygge på,” siger Pelle Øby Andersen og nævner et besøg på Fiskerimuseet i Esbjerg:

”På menuen var kyllingespyd og salat med mayonnaise – på trods af, at der stod to faglærte kokke i køkkenet. Sammen med dem lavede vi et nyt menukort, som var præget af sæson og lokale råvarer.”

Danmark på landkortet

Scient.pol.-uddannede Pelle Øby Andersen har en baggrund som embedsmand og havde i mange år arbejdet i Økonomi- og Erhvervsministeriet med at finde områder, som kunne markedsføre Danmark.

Bl.a. var han med til at tage de første skridt til det, der i dag er FOOD Organisation of Denmark. Her arbejder fødevareindustrien, restaurationsbranchen og staten sammen for at sætte Danmark på det gastronomiske verdenskort. Pelle Øby Andersen var med til det forberedende arbejde. Og da stillingen som direktør blev slået op, var den for attraktiv til, at han kunne lade være med at søge den.

”Mad har altid været min hobby. Jeg har skrevet kogebøger og lavet -selskaber. Jeg synes, at mad er vigtigt - det er et stort privilegium at kunne lave noget, andre bliver glade for. Man får sjældent stående applaus, når man skriver notater i et ministerium.”

Koteletskole

FOOD har tre hovedopgaver. At lave international PR, at udvikle fx festivaler og andre aktiviteter, og endelig fungerer FOOD som sekretariat, der yder støtte i forbindelse med fx kokkekonkurrencer eller madfestivaler som Copenhagen Cooking.

Til daglig består FOOD af et mindre sekretariat på 25-30 mennesker, men i festivalsæsonen kan der være tilknyttet over 1.000 frivillige.

”Mine vigtigste opgaver er at organisere harmonikaorganisationen, at holde sammen på partnerkredsen og tiltrække nye. Desuden er jeg chauffør i Skodaen, bærer tunge ting, når vi er på festival, og griller koteletter,” siger Pelle Øby Andersen og fortsætter:

”Jeg har en koteletskole sammen med Danish Crown. Vi vil genopdrage folk, så de forstår, at koteletten kan være et gedigent stykke kød. Lige så lækkert som en Côte de Boeuf!” • 

Skaldyr og studiejob:

Hvilket aftryk vil du gerne have, at FOOD sætter i verden?

”Mange flere mennesker skal lære kvaliteten af mad at kende. For 15 år siden var det utænkeligt at lave et gourmetostebord med danske oste. Det kan man godt i dag. Der er sket en madrevolution, og det er der penge i.”

Hvad kan gastronomi gøre for Danmark?

”Der er mange jobs i det. Når de bedste kokke arbejder sammen med dygtige producenter, kan der komme virkelig gode ting ud af det.”

Hvilke egenskaber er gode at have i din stilling?

”Man skal kunne være i mange forskellige typer rum. Fra møder i ministeriet og i store virksomheder til at stå og snakke med folk i et køkken. Jeg har en god ballast, fordi jeg det meste af min studietid arbejdede i restauranten Gammel Mønt.”

Hvad er din livret?

”Hummersuppe. Jeg elsker lugten af brændte skaldyrsskaller. Den, der opstår, når man brænder hummer af i cognac.”

Hvad skulle du lære, da du startede i FOOD?

”Jeg skulle lære spillereglerne i fødevare-Danmark at kende. Det er et kompliceret system – der handler om økonomi, produktion, organisering, forholdet mellem restauration og detailhandel.”