For iagttagere af den menneskelige natur er der intet mere sært og ejendommeligt end at betragte en falsk idé fange an. Et godt eksempel er idéen om, at djøferne er skyld i alle velfærdsstatens onder. At de har kuppet sig ind i de offentlige institutioner og taget magten fra velfærdsarbejderne. At de er skyld i tidstyranniet og det galopperende registreringsvanvid, der får selv de varmeste hænder til at isne og blive kolde.

Denne opfattelse udbredes bl.a. af FOA-formand Dennis Kristensen, der har betegnet djøferne som ”teknisk kompetente barbarer”, forfatter Steffen Jacobsen, der i Politiken har kaldt djøferne for sygehusvæsenets ”fedtrand” og tidligere ministersekretær Carsten Lunding, ifølge hvem djøfernes faglige etik kan sammenlignes med prostitution.

Fællesnævneren for djøf-kritikerne er, at de har et grundlæggende ønske om at gøre op med den stramme styring af den offentlige sektor. Det gælder eksempelvis fagforeningssamarbejdet Velfærdsalliancen, hvis erklærede mål er at udvikle lokale oprør mod nedskæringer og gøre op med den budgetlov, som pålægger kommunerne økonomiske sanktioner ved budgetoverskridelser. Tilsvarende ønsker mere etablerede interesseorganisationer, som fx Danske Regioner, et opgør med sundhedsvæsenets effektiviseringskrav på to procent.

Ønsket om mindre styring og flere penge til det offentlige virker uigennemtænkt. Overholder vi ikke vores effektiviseringsmål, vil regionerne få endnu sværere ved at håndtere presset fra den demografiske udvikling på landets sygehuse, og annullerer vi budgetlovens sanktionsmekanismer, vil kommunernes udgifter sandsynligvis igen løbe ud af kontrol. Fra 1992 til 2010 overskred kommunerne deres budgetter med 84 mia. kr. svarende til, hvad der årligt udbetales i løn til alle statens ansatte. Resultatet var dengang, at vi sendte regningen for vores velfærd videre til vores børn. Det var ikke rimeligt.

På samme måde vil højere skatter på fx arbejdsindkomst reducere beskæftigelsen og velstanden og give et relativt lille provenu. For Danmark har stort set nået grænsen for, hvor højt skatteprovenuet kan blive. Og hvorfor have et selvstændigt mål om at øge skatten i Danmark, når nu Danmark har OECD’s højeste skattetryk og OECD’s næsthøjeste offentlige forbrug?

Kritikerne mener det godt

Man må dog huske på, at djøf-kritikernes intention er god. De ønsker at udøve omsorg for børn, ældre og patienter samt de mange offentligt ansatte, der ganske givet lider under tungt bureaukrati og dårligt arbejdsmiljø, hvilket djøferne delvist har ansvaret for at have introduceret. Men hvad angår hovedparten af kritikken, formår djøf-kritikerne ikke at adressere den rette modtager. De glemmer, at det var politikerne, der i sin tid valgte at tildele økonomerne opgaven at rette op på det offentliges skrantende økonomi. Vel at mærke fordi velfærdsarbejderne ikke selv kunne holde styr på deres institutioner. Magtskiftet mellem djøferne og velfærdsarbejderne opstod ikke gennem et akademiker-kup, men fordi velfærdsarbejderne lod udgifterne løbe ud af kontrol, og politikerne måtte skride til handling. I den optik er djøferne velfærdsstatens helte, men et regulært ’tak for hjælpen’ fra velfærdsarbejderne har nok lange udsigter.

Nogle kritikere går dog langt over stregen i deres kritik af djøferne. Som påpeget af den tidligere adm. direktør i Djøf, Mogens Kring Rasmussen, så sker det, at djøferne sammenlignes med nazister. Oftest sker sådanne sammenligninger med implicit eller eksplicit reference til filosoffen Hannah Arendts beskrivelse af ’ondskabens banalitet’ i bureaukraten Adolf Eichmann. Ifølge Arendt var Eichmann et eksempel på et menneske, der var ”holdt op med at tænke selv” og ikke vurderede sit arbejde med regler og procedurer ud fra et etisk ideal. Han var et menneske, som ikke tog ansvar for den lidelse, som reglerne, han administrerede, affødte. For han parerede bare ordre.

Denne sammenligning er naturligvis fuldstændigt ude af proportioner i et demokrati som det danske. Og det er utilstedeligt at forsøge at undergrave djøfernes person og karakter gennem det, den tysk-amerikanske filosof Leo Strauss kaldte ’reductio ad Hitlerum’: Blot fordi man er uenig i substansen, dvs. den økonomiske prioritering i den offentlige sektor, bliver det aldrig i orden at lade sine frustrationer gå ud over manden.

Dog er det en strategi, mange tyer til, når de ønsker at legitimere deres egen politiske overbevisning.  De ønsker ikke at starte en demokratisk debat om essensen: Hvordan vi skaber en bedre offentlig sektor, hvor de ansatte trives, effektiviteten er i top, og bureaukratiet begrænses. I stedet ønsker de at ’skabe lokale oprør’ gennem den potente modstilling mellem os og dem. Mellem de elitære djøfere og folket.

Der bliver talt om djøferne, som var der en væsensforskel mellem den person, der handler etisk og vil ’det gode’, og den person, der benytter sig af paragraffer, tal og økonomi. Som fandtes der et etisk A- og B-hold. Hvor det etiske B-hold er alle dem, der tænker på jura, budgetter og måltal (djøferne), mens A-holdet er alle dem, der hæver sig over vinding og profit.

Forskellen kan genfindes i marxismen. Et af Karl Marx’ største kunstgreb var at forveksle økonomens mål (et godt samfund) og middel (måltal og budgetter). At hævde, at økonomerne kun er interesseret i statistik og profit, selvom vi alle – uanset politisk ståsted – ønsker det samme: At skabe det bedst mulige samfund for borgerne. Vi er blot uenige om vejen derhen.

Ikke djøfernes skyld

Den offentlige sektors størrelse, ressourcefordeling og registreringsvanvid er for hovedparten ikke djøfernes skyld. At påstå andet er grov manipulation og populisme. Bureaukratiet er en bivirkning af en stor offentlig sektor. Når markedsmekanismerne reelt sættes ud af kraft og erstattes af planøkonomi, som det er tilfældet på mange velfærdsområder, og hverken konkurser eller konkurrence er til stede til at presse leverandørerne til effektiv planlægning, så må en anden form for styring træde til. Der er behov for djøfere til at træffe de politiske beslutninger, som er nødvendige, når aktiviteten ikke, som i det private, kan styres af priser og profit.

Vi djøfere skal ikke finde os i angreb på vores karakter. Vi skal ikke acceptere at være brikker i et populistisk spil. Vi skal konfrontere djøf-bashingen med det, den er: Et kunstgreb, som har til mål at skabe plads til en anden politik med fokus på mindre styring og flere penge til det offentlige. Vi bør afvise denne stedfortræderkonflikt mellem ’djøferne og folket’ og i stedet insistere på at starte en konstruktiv debat om, hvordan vi skaber ’det gode samfund’. Et samfund med en velfungerende offentlig sektor for de midler, vi har afsat, hvor de ansatte trives, effektiviteten er i top, og bureaukratiet begrænses. En debat, hvor man lytter til hinanden. Naturligvis også til djøferne.

Har du en kommentar til Mia Amalie Holsteins debatindlæg om djøf-bashing? Så gå ind på @djoefbladet eller www.djoefbladet.dk og skriv dit bidrag til debatten.