Jeg fandt den!”

Styrelsesdirektørens sekretær kom løbende ned mod mit bord med et chartek i hånden. ”Jeg troede, den var væk. Men den lå nederst i bunken.”

Hun trak en printet regning ud af chartekket og lagde den på bordet foran mig.

Jeg stirrede på bilaget, mens jeg forbandede mig selv. Tre måneder tidligere havde vi været på jyllandstur med ministeren og innovationspanelet. Den sidste dag – efter en uge med tørre sandwich i minibussen - havde jeg kastet forsigtigheden overbord og tilladt styrelsesdirektøren at give frokost på en golfklub uden for Horsens, hvor de havde en lille frokostrestaurant.

Det havde været fuldstændig skrabet – der havde dårligt nok været citrus i danskvanden – men det var fuldkommen ligegyldigt nu. For i sidste uge var det kommet frem, at en af ministeriets andre styrelser havde brændt halvanden million kroner af under en ”toplederworkshop” på et golf-resort på De Kanariske Øer. Historien var eksploderet i tabloid-aviserne, og nu var landets journalister gået planmæssigt aktindsigt-amok for at finde et bilag, som kunne udbygge ”golfskandalen” – eller endnu bedre – implicere ministeren.

Og hvis jeg ikke tog fejl, lå det bilag på mit bord lige nu.

”Jeg synes ikke, det ser så slemt ud,” mente sekretæren.

Hun pegede ned på restaurantregningen, hvor ”G’et” i ”Golfrestaurant” var tegnet som en gigantisk golfkølle. ”Beløbet er jo ikke særlig stort, når man tænker på, hvor mange I var.”

Jeg kiggede hovedrystende på hende. Forstod hun ingenting? Beløbet var ligegyldigt. Vi kunne have købt brintbomber for 20 milliarder til ministerens personlige brug, uden at en journalist ville løfte et øjenbryn. Men hvis han havde spillet golf med dem…

”Det handler vel bare om at forklare dem forplejningsreglerne.”

Sekretæren kiggede håbefuldt på mig. Som om hun faktisk troede, at en længere udredning af forplejningsreglerne ville ændre noget, når den stod i bunden af artiklen: ”Golfministeren giver den gas. Med direktørvennerne på luksus-restaurant.”

Jeg nærstuderede bilaget på bordet. Måske kunne vi undtage det fra aktindsigt med henvisning til ministerbetjeningsreglen? Ministeren havde fået skænket en danskvand. Det var vel også en slags ”betjening”. Men den ville de selvfølgelig aldrig æde ovre i jura.

”I virkeligheden havde det været bedre, hvis bilaget var væk,” sagde sekretæren stille.

Jeg kiggede interesseret op. ”Hvad ville der så være sket?”

Sekretæren så på mig med troskyldige øjne: ”Så ville jeg have lavet et håndskrevet bilag, hvor jeg bare skrev beløbet og formålet,” forklarede hun. ”Frokost med innovationspanelet. Sådan gør vi tit.”

Jeg kiggede et øjeblik fra bilaget over til skraldespanden for enden af mit skrivebord.

På den afstand ville selv jeg kunne lave et hole-in-one.