Alle ved, at når landmænd brokker sig over andet end vejret, så er den gal….

Udflytningen af de statslige arbejdspladser er i fuld gang, efter at statsminister Lars Løkke for to år siden meddelte, at 4.000 arbejdspladser skulle rykkes til provinsen. I en glad pressemeddelelse hedder det:

”Status er, at 1.126 ud af de planlagte 3900 statslige job i dag er flyttet ud af hovedstaden. Både tidsplan og økonomien holder sig inden for planen.” Og det kan da sagtens være. Derfor kan det jo stadig godt være en dårlig beslutning. 

Mit yndlingsskrækeksempel er udflytningen af Center for Socialt udsattes fem medarbejdere. Deres kerne-område er udsatte borgere, bl.a. de hjemløse, og centeret er nu flyttet til Rønne, hovedstaden på Bornholm. En ø, som jeg elsker og besøger mange gange årligt – i Djøf-lingo: Også uden for Folkemødet! Men det er ikke i Rønne, at de hjemløse ... er – for man kan jo ikke skrive bor… Den udflytning er simpelthen hul i hovedet. Og fem job kan vel næppe siges at have ændret markant ved beskæftigelsesprocenten på solskinsøen?

Og bare lige for at slippe for vrede læsermails – det er ikke Rønne, der er problemet. Det er beslutningen. For som tiden går, myldrer problemerne frem som lus i en almindelig folkeskoleklasse. Sidst var det landmændene, der greb til… høtyvene… fordi udflytningen af Landbrugsstyrelsen gjorde, at de mister penge. Rigsrevisionen er nået frem til, at udflytningen ”medførte langsommere sagsbehandling, fejl i udbetalingen af landbrugsstøtte og en mangelfuld kontro-lindsats.” Det kunne jeg godt have fortalt dem.

For tallene viser, at blot 22 procent af de ansatte flytter med, når arbejdsplads-erne rykker ud. Med andre ord – fire af fem medarbejdere bliver hjemme. Og det kræver hverken et statsministerkontor eller en rigsrevisionsansættelse at forudse, at det nødvendigvis må koste på både erfaringen og arbejdsprocesserne.

Udflytningsplanen viser netop, at selvom djøfere som samlet flok bliver anset som veluddannede robotter, der, uanset hvor hæve-sænkebordet står, kan yde deres bedste, så er der også andre faktorer, der gør sig gældende. For i denne her store maskine, vi så kækt kalder livet, er arbejdspladsen – og dens placering – jo udvalgt, så den passer ind i resten af universet. Og det er i forvejen lidt af et puslespil at få jobs, skoler, bedsteforældre, fritidsinteresser og frivilligt arbejde til at gå op i en højere enhed. Det er vist kun lidt for kække ejendomsmæglere, der selv tror på mantraet: ’Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed.’

Derfor er det ikke ’bare lige’ at flytte familien til Sønderborg. Eller Viborg. Eller Hjørring. Selvom der er dejligt alle tre steder. Forestil jer lige et ramaskrig omkring middagsbordet, når den nyhed bliver serveret mellem pasta og kødsovs? Så jeg kan sørme godt forstå de mange, der takkede nej til at lege tilflyttere – dog med fastansættelse – i en anden landsdel. Vores arbejdsplads er nemlig langt mere end et spørgsmål om, på hvilken matrikel vi spiser vores frokost.

Jeg får i øvrigt også lidt ondt af den femtedel af personalet, der trods alt vælger at flytte med, og som skal stå for oplæringen af alle de nye. De burde få et gigantisk løntilskud bare for at holde humøret oppe. Man kan næsten høre trinnene på gangen og se de mange hoveder i døråbningen, der konstant afbryder: ”Undskyld, må jeg lige spørge om noget…”