Et nyt studieår er begyndt, og hverdagen er så småt indtrådt på landets universiteter. Vi studerende har mange forventninger til det nye studieår – både til pensum, undervisere, medstuderende og ikke mindst til os selv.

Høje forventninger og ambitioner på egne vegne er ganske naturligt og ofte forudsætningen for et inspirerende arbejds- eller læringsmiljø. Men for at dette kan opfyldes, skal rammerne være de rette. Hvis de ikke er der, vil forventninger og ambitioner ikke længere bidrage positivt til miljøet, men i stedet spænde ben for det. Det er ikke blot en erfaring, man kan gøre sig på arbejdspladsen, men også noget, vi i høj grad ser på uddannelsesinstitutionerne, hvor præstationskultur har fået forrang for læringskultur.

Årsagen skal findes i reformerne og besparelserne på uddannelses-området, som presser universiteterne og studerende til at komme hurtigere igennem studierne uden ’svinkeærinder’ i form af frivilligt arbejde, udlandsophold, praktik eller studiejob, der ikke lige matcher de snævre rammer. Karaktererne er kommet i fokus, og læring har indtaget bagsædet – hvor det har selskab af refleksion og fordybelse.

Men præstationskultur, der ikke giver plads til at tænke eller gå lidt ud af boksen, har målbare konsekvenser. Det ses direkte af trivsels-undersøgelserne og kendes fra medstuderende, der oplever deres mistrivsel som et svaghedstegn, man ikke taler højt om. Djøfs undersøgelser viser også, at stress kan føre til fravalg af sociale og faglige arrangementer, og i yderste tilfælde ender med, at man føler sig ensom.

Mistrivsel er ikke noget, der forsvinder af sig selv, og i min optik er det bedste værn at engagere sig – også når deadlines og eksamener egentlig sagtens kan sluge al éns opmærksomhed. Et fagligt og socialt fællesskab kan nemlig både stimulere den gode faglige indsats og den individuelle trivsel.

Men på et mere overordnet plan er der heldigvis også tiltag, der trækker i den rigtige retning. På studierne sker det fx, når Københavns Universitet gør første år på nogle uddannelser karakterfrit. Det handler ikke om at gøre studiet lettere, men om at få fokus tilbage på det, universitetet handler om, nemlig at lære ved at afse tid til refleksion frem for umiddelbar præstation.

Det er en øvelse, der kan synes udfordrende for den enkelte, da det kan kræve mod og tålmodighed ikke at jagte den umiddelbare præstation eller succesoplevelse, men i stedet vende sig mod et refleksivt rum, hvor gevinsterne skal hentes på den lange bane. Men det kan være en god vej til en dybere indsigt i fagligheden og sin rolle som forvalter af den, og det kunne være, at tiden til refleksion frem for umiddelbar præstation også ville være givet godt ud på mange arbejdspladser.

I hvert fald kunne jeg godt ønske mig et opgør med præstationskulturen til fordel for et blik på trivsel og plads til refleksion.