I de kommende årtier vil seniorerne komme til at udgøre en markant større del af befolkningen, og ’det grå guld’ er længe blevet hyldet – på papiret og fra talerstole. Men det er ikke noget, de fleste seniorer selv mærker til i dag.

To ud af tre højtuddannede over 50 år er ’helt enige’ eller ’overvejende enige’ i, at arbejdsmarkedet reelt set ikke er parat til seniorerne. 41 procent oplever ikke, at arbejdspladsen gør en aktiv indsats for at holde på dem, og blandt offentligt ansatte er andelen helt oppe på 48 procent. Det viser en såkaldt tilbagetrækningsundersøgelse, som Epinion har gennemført for Djøf.

Så pisken – i form af en politisk vedtaget stigende pensionsalder – er i øjeblikket det mest synlige greb, der skal få os til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Men tvang er ikke det bedste greb, mener Henning Thomsen, Manager hos Rambøll Management Consulting, der selv arbejder videre, selv om han kunne have valgt pensionen (læs mere om ham på side 20). Fleksibilitet er nøgleordet, mener han. Og dér er han på linje med seniorerne fra Djøfs undersøgelse.

Her siger de højtuddannede på 55+, at det især er en gradvis nedtrapning af arbejdstiden og mere fleksibilitet, der skal til. Men en sådan aftale kræver de fleste steder, at seniormedarbejderen selv tager teten og banker på chefens dør.

Per H. Jensen er professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, hvor han forsker i fastholdelse af seniorer. Han har gennemført en spørge-skemaundersøgelse blandt virksomheder, hvor 70 procent af arbejdsgiverne tilkendegiver, at de aldrig gør noget for at fastholde seniorer. Men arbejdsgiverne kan til enhver tid få dem til at blive – det er helt uproblematisk, siger han.

”De skal først og fremmest tilbyde anerkendelse. Hvis en arbejdsgiver henvender sig til en senior, der nærmer sig pensionsalderen og siger: ’Jeg håber så sandelig ikke, at du har tænkt dig at gå på pension – det vil være en katastrofe for os. Vi kan slet ikke undvære dig og dine kompetencer, og vi kan slet ikke undvære den måde, du er mentor for de yngre medarbejdere på.’ Og hvis Jørgensen så alligevel siger nej til at blive, lægger arbejdsgiveren sig på knæ på gulvet og siger: ’Nu skal du høre, Jørgensen: Vi tilbyder dig et deltidsjob, der er helhedsorienteret og spændende, og du får fleksible arbejdstider.’ Det kan overtale enhver senior til at blive på arbejdsmarkedet – det er bare spørgsmålet, om man vil som arbejdsgiver.”

Ja, det er lige netop spørgsmålet. Ganske vist bliver der fra politisk hold talt om, hvor vigtigt det er, at vi bliver lidt længere – men noget tyder på, at arbejdsgiverne ikke er særlig interesserede i det.

Det er vel, fordi de ikke har behovet?

”Der kan du have en pointe. Vi har jo italesat det her med det ’grå guld’, jeg ved ikke hvor længe. Men antallet af sager, der bliver indberettet for Ligebehandlingsnævnet, stiger, fordi især staten skiller sig af med seniormedarbejdere – heraf mange djøfere,” siger Per H. Jensen.

Og så er der et eller andet galt, mener han.

”Det er jo politikerne, der opfordrer seniorerne til at blive længere, men hvad gør de selv? Staten som arbejdsgiver burde være et forbillede med en god seniorpolitik, der kan fastholde seniorerne.”

Opgør med ’enten-eller’

Djøf-formand Lisa Herold Ferbing peger også på det paradoksale i, at staten forholdsmæssigt afskediger flest seniorer, samtidig med at vi får at vide, at vi skal blive længere.

”De private virksomheder gør mere for at holde på seniorerne – det er i hvert fald vores medlemmers opfattelse. Og der er også mange, som gerne vil blive længere, men de synes ikke, at vilkårene er attraktive. Det er sjældent, at de er økonomisk tvunget til at blive ved med at arbejde, men de vil rigtig gerne. Men de vil også gerne nyde noget andet i deres liv – typisk fordi de har arbejdet rigtig meget. En del vil fx gerne gå ned i tid, og jeg har talt med flere, der siger, at de gerne vil trække sig som ledere. Men der er sjældent andre muligheder end enten-eller. Det skal der laves om på, for det er ikke et spørgsmål, om vi skal have et seniorarbejdsmarked – det skal vi.”

Det er der ingen tvivl om, lyder det også fra Claus Kjeldsen, adm. direktør i Instituttet for Fremtidsforskning og formand for pensionsselskabet PFA’s tænketank ’Den nye 3. alder’.

”I 2040 bliver vi en halv million flere danskere over 65 år og 50.000 færre mellem 20 og 65. Og vi har allerede et uudnyttet potentiale, som vi ikke får aktiveret,” siger Claus Kjeldsen.

Han understreger dog, at ansvaret for et langt arbejdsliv liv ikke kun ligger hos politikerne og arbejdsgiverne.

”En del af opgøret ligger hos individet. For nogle jobfunktioner er ikke egnet til 50-års-jubilæer. Du er jo heller ikke fodboldspiller hele livet. Vi kommer til at snakke livscyklus i vores arbejdsliv, hvor vi har flere karrierer. Og uddannelsessystemet kommer også til at ændre sig, så du som 50-årig kan tage et hurtigt modul på universitetet.”

I det hele taget bliver vi nødt til at tage et opgør med de gamle arbejdsmarkedsmodeller, siger han.

”Den model, vi har, er tilpasset industrisamfundet. Dengang hed det: Du tager en uddannelse, fra du bliver 18. Du bliver smed, journalist eller jurist – og så har du nærmest retskrav på, at du arbejder, til du har 45-års jubilæum, og så pensionerer vi dig. Hvis du er nedslidt inden, får du en knæpude, eller også går du på førtidspension.”

Arbejdsgivere på knæ?

Lisa Herold Ferbing er åben for, at der måske skal ændres på gamle aftaler og modeller, hvis fastholdelsen af seniorerne skal blive en succes.

”Vi kan se, at vi har rigtig mange medlemmer, som gerne vil have muligheden for at blive på fleksible vilkår. Vi har også krav med på seniorområdet til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018. De handler bl.a. om retten til fleksible vilkår og om, at man som senior også får udviklet sine kompetencer.”

Hvor lang tid tror du, der går, før arbejdsgiverne ligger på knæ og siger: ’Vil du ikke godt blive – hvad kan jeg gøre for at holde på dig?’

”Jeg tror ikke, der går så lang tid, før de vil blive drevet af nød. Og så er det de virksomheder – offentlige og private – der agerer nu, som bliver vindere og holder på de bedste kompetencer,” siger Lisa Herold Ferbing.

Ifølge professor Per H. Jensen er der grund til at kigge mod Tyskland, hvor arbejdsgiverne er meget bevidste om at holde på ’det grå guld’.

”Der er sket en dramatisk udvikling af ældrearbejdsmarkedet de seneste 15 år, dels pga. demografien, men også pga. den økonomiske vækst. Så seniorpolitikkerne er eksploderet, fordi de mangler arbejdskraft.”

Vil vi komme til at se det samme i Danmark?

”Vi ser nogle tendenser, der peger i den retning, men vi har ikke noget data på det endnu. Men hvis du kigger på perioden 2000-2015, er der stadig flere seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet i alderen 55-64 år, så der er noget i gang.”


Om undersøgelsen:

Djøfs tilbagetrækningsundersøgelse bygger på svar fra 1.500 erhvervsaktive seniorer (50+), heraf 508 med en lang videregående uddannelse.

Djøfernes pensionsalder:

  • 2011: 66,2 år
  • 2017: 66,4 år

Kilde: JØP