Halvanden hundrede medarbejdere rejste først med tog, så med busser til LO-højskolen – teambuilding fredag-lørdag. Ordet teambuilding blev ganske vist ikke nævnt for ikke at skræmme allergisk sarte i organisationen og udsætte arrangementet for visse kollegers garanterede forhånds-ugidelighed og halvspydige kommentarer; teambuilding lød måske heller ikke fint nok, hvis nogle skulle få uheldige associationer i retning af paintball og bowling.

Men teambuilding var det.

Hvad kaldes det ellers, når man straks efter indkvarteringen inddeles i grupper med tilknyttet professionel instruktør, som lærer deltagerne at spille på bongotromme, jonglere, cykle på ethjulede cykler og gå på line. Og når aftenen omdannes til cirkus med kulørt oplyst manege, klovner, artister og organisationens direktør som jovial cirkusdirektør?

Utroligt hvad ledelses- og udviklingskonsulenter er i stand til at overtale voksne mennesker til. Selv hårdnakkede skeptikere tonsede røde i ansigterne rundt i manegen og legede med. En anden gang et andet sted fik de hele holdet på nær én stakkels, rædselsslagen mand til at rappelle ned ad en silo. Havde vi forestillet os at hænge vandret tyve meter over asfalten, da vi vågnede den morgen? Det var vinter, og heldigvis skulle vi ikke i skoven og bygge bivuak og tømmerflåde. Gå barfodet hen over glødende kul.

Teambuilding eksisterer stadig i endnu flere og betænkelige afskygninger, men forekommer mig fuldt fortjent at have mistet sin status, også som udviklingsredskab. For længst gennemskuet og ikke kun af medarbejdere med sund fornuft. Nu er det noget, håndværksvirksomheder gør til julefrokoster eller i stedet for en tur på Bakken og vælger mellem kurser med jægersoldater, psykologer, kokke, sportsfolk, psykoterapeuter, ledelses- og udviklingskonsulenter af alle ubegribelige slags.

Men hvad lærte vi af det?

Jeg følte mig ikke det mindste bedre til at samarbejde efter turen i manegen eller med hovedet først ned ad siloen. Det var noget med at overskide nogle grænser. Jeg mener selvfølgelig overskride. Og high fives, hvor var det berusende at stå på jorden igen, men det holdt højst resten af dagen.

Det eneste, jeg reelt lærte, var navnene på dem fra andre afdelinger, men endnu vigtigere: At teambuilding i bund og grund er Bro bro brille for voksne, og medarbejderne ved det godt og spiller med på legen for ikke at fremstå som brokkehoveder og få dårlige karakterer. 

Ingen, så vidt jeg ved, tog skade af det. Herre Gud, så hvad er der egentlig at beklage sig over, når dagen munder ud i en festlig og vinøs middag med fest til langt ud på natten?

Jeg mener, det hele var jo for medlemmernes penge.