Der er stor rift om cand.merc.-aud.er som Reshma Aasiyah Umar Ahmad. Hun blev selv tilbudt job hos PwC allerede et år før, hun var kandidat. Og hun har planer om at gå hele vejen og blive statsautoriseret revisor – når der er kommet lidt luft igen oven på to gange barselsorlov.

Har du oplevet, at nogle af dine opgaver er overtaget af teknologien i de syv år, du har været i branchen?

”Der er i hvert fald kommet et skift i den måde, vi reviderer på. Før var der meget manuelt arbejde – nu er det meste automatiseret. Der er kommet andre krav til revisoren.”

Hvordan?

”Man skal være lidt mere teknisk – have kendskab til systemerne og til, hvordan man reviderer automatiserede posteringer – og kunne rådgive vores kunder om, hvordan man tjekker, om der foregår noget, der ikke skal foregå.”

Er det et ekstra pres eller en hjælp med den hastige teknologiudvikling?

”Både og. Hvis man ikke formår at følge med, er det selvfølgelig svært. Men min oplevelse er, at min arbejdsplads er god til at tilbyde kurser og gå-hjem-møder. Vi har også en hjemmeside, hvor vi vidensdeler.”

Du skal snart tilbage efter barselsorlov – tænker du ’uha, kan jeg mon følge med?’

”Ja lidt. Der er sket rigtig meget, mens jeg har været væk – bare vores revisionsværktøjer har ændret sig mange gange, siden jeg stoppede. Så jeg ved, at den står på kurser og faglig opdatering, når jeg kommer tilbage.

Er du bange for, at sådan én som dig bliver overflødig på grund af teknologien?

”Nej, det er jeg ikke. Hvis du kigger på historien, har der altid været brug for revisorer, og det, tror jeg, også der vil være i fremtiden. Men der vil nok være mindre fokus på papirnusseri og mere fokus på robotter og rådgivning om cybersikkerhed, IT-værktøjer og effektivisering.”