Jeg er født i 1986 og tilhører derfor også den generation, der går under navnet ’millennials’.

I min årgang tilbragte mange af os de glade pre-finanskrise år i gymnasiet, hvor verden så ud til at skulle indrettes efter Richard Floridas ’kreative klasse’-teori. Men så ramte den globale finanskrise i 2007/2008, omtrent samtidig med at en del af os var startet på vores videregående uddannelser. Fra at vi alene skulle levere serviceydelser og cortados til hinanden, var det nu en reel bekymring, om der var et job til os, når vi blev færdige.

Jeg kan mærke, at finanskrisen har præget mig. Jeg vægter jobsikkerhed og stabilitet og – uden at lyde hellig – lægger jeg stor vægt på at være et aktiv for min arbejdsplads. Jeg sidder bestemt ikke med følelsen af, at der altid vil være en plads til mig, hvis jeg ikke gør mig fortjent til den. Her efter finanskrisen kommer nu ’Artificial Intelligence’ og vil have mit arbejde.

Jeg har derfor svært ved at forstå den forholdsvis ensidige fremstilling af Millennials som fremtidens medarbejdere, bragt i Djøfbladet nr. 19/2017. Efter at have læst artiklen sidder jeg tilbage med en forståelse af, at vores primære fokus er vores egen selvrealisering og personlige udvikling.

Det overrasker mig ikke som sådan, at min generation har stort fokus på os selv. Engang var fortællingen om Narcissus en historie, der skulle tjene til skræk og advarsel for den forfængelige og selvoptagede. Dette har vi nu forladt til fordel for massiv selvpromovering, hvilket åbenbart ikke kun kommer til udtryk privat på diverse SoMe-medier, men også i vores professionelle liv.

Artiklen fik mig til at overveje, hvor selvoptagede vi kan tillade os at være i vores professionelle liv. Særlig når mange millennials stadig er på et karrierestadie, hvor vi endnu ikke har bevist vores værd, bortset fra måske en række 12-taller fra universitetet, der kan bruges som foreløbige distanceblændere. Jeg vil mene, at det ville klæde os at overveje vores værdi for vores arbejdsplads, før vi kommer med krav til vores personlige udvikling og selvrealisering.

Jeg mener desuden, at vi skal begrænse forventningerne til vores chefs ansvar for vores selvrealisering. Dermed ikke sagt, at hvis du er på et stadie, hvor du kan betragtes som et aktiv, og du åbent og klart har kommunikeret dine ønsker til din chef, og der ikke sker noget – så er det videre fra den arbejdsplads til et sted, hvor dine ambitioner kan udleves. En god chef kan betyde meget for din karriere, men det bør overvejes, hvor meget ansvar der kan lægges på dem for den enkeltes personlige udvikling.    

Essayet nævner en anden bekymrende tendens: At millennials lægger så meget identitet i arbejde. For at citere artiklen: ”Vores job er ikke kun en karriere; det er vores liv.” Der er selvfølgelig meget energi at hente fra så passionerede medarbejdere, men også en stor risiko for at brænde ud og blive skuffet, når vores selvbillede ikke kan stå mål med virkeligheden på arbejdspladsen.

Jeg får fx lidt ondt i maven, når jeg hører kollegaer sige, at det at være advokat er en ’livsstil’. Jeg vil nærmere mene, at det er et job, som kan opretholde en livsstil. Hvis man endelig skal kvalificere arbejde sådan, så er alle jobs jo en ’livsstil’, også fx at være skolelærer eller lastbilchauffør. Valg af ordet ’livsstil’ lyder som en ansvarsfralæggelse i forhold til dit arbejdes tilpasning ind i dit, forhåbentlige, øvrige liv.

Sat på spidsen føler jeg – efter at have læst dette essay – medlidenhed med nutidens chefer. Der tegnes et billede af, at de skal lede en flok selvoptagede børnevoksne, hvis personlige udvikling de forventes at tage et ansvar for, samtidig med at de skal klappe dem på ryggen og give konstruktive pisk uden at kunne forvente nogen form for loyalitet tilbage.

Venlig hilsen

Caroline Boysen advokat og deltager i Djøfs program for kvindelige ledelsestalenter. 

Link til Essay: Sådan vil fremtidens medarbejdere ledes