Den største misforståelse er, at du ikke må smile på dit professionelle profilfoto, siger Lykke Fehmerling.

”Men det skal være et ærligt og ligefremt smil – ikke et anspændt ’nu-kontrollerer-jeg-mit-smil-foto’.”

Lykke Fehmerling har testet profilbilleder hos en lang række kursusdeltagere, og dét, som får både ledere og medarbejdere til at vælge den profil, de helst vil arbejde sammen med, er, når han eller hun på fotoet fremstår som imødekommende, kompetent, venlig, nærværende og ligetil.

Dit profilfoto skal selvfølgelig være foto-teknisk i orden med neutral baggrund, og det skal være taget til anledningen. Og så skal du ikke se væsentlig anderledes ud, end du vil gøre, når du træder ind ad døren til en jobsamtale.

”Hvis du har rødt krøllet hår på dit profilbillede, går det ikke at møde op med lyst, glat hår,” siger Lykke Fehmerling.

Det skal ikke være for meget eller for lidt, understreger hun.

”Altså ingen dybe udskæringer og polkaprikker og heller ingen slips, der er strammet helt op i halsen – ofte vil det faktisk fungere bedst uden slips.”

Det er en hårfin balance at ramme den rigtige ’tone’, når du skal vælge det rigtige profilbillede.

Foto: Hanne Levy Jellesen

Fraværende

Her er der i den grad mangel på nærvær og imødekommenhed. Hun ser ud som om, hun er mest optaget af sig selv.

Foto: Hanne Levy Jellesen

 

Flirtende

Det handler ikke om at være smuk eller inviterende, så drop fotos der signaler datingprofil. Du bliver nødt til at parkere din forfængelighed og i stedet fokusere på, om du ser ’likeable’ ud.

  Foto: Hanne Levy Jellesen

Arrogant

Her er tale om det misforståede profilfoto, som rigtig mange har. Du vil gerne se seriøs og ’business-agtig’ ud, men du kommer til at udstråle arrogance og distance, hvilket det sort/hvide foto forstærker.

 Foto: Hanne Levy Jellesen

 Sympatisk

Her er nærvær, naturlighed, øjenkontakt og et imødekommende smil. Her har vi kollegaen, vi gerne vil arbejde sammen med. Vi føler os hverken truet eller udfordret, og vi har lyst til at spise frokost med vedkommende i kantinen.

 

Kilde: Lykke Fehmerling, LinkedIn-ekspert og chefkonsulent i Djøf. Foto: Hanne Levy Jellesen.