Karakterskalaen kommer nu endelig igen til debat. Desværre tager debatten ikke bare form af at drøfte skalaen, men flere synes at mene, at karakterer i sig selv er et onde og helt bør afskaffes. Sådanne synspunkter er nemme at indtage, men er i DI’s øjne både usaglige og uansvarlige. Vi er nødt til at have et bedømmelsessystem, der i kvantitative termer tydeligt kommunikerer, hvor dygtig den studerende er.

For den studerende handler det om at få at vide, hvor man står rent fagligt. For universiteterne er det både en måde at vurdere kvaliteten af undervisningen på, men også muligheden for at udvælge de studerende, som har potentialet for at blive fremtidens forskere. Og for os som arbejdsgivere er karaktererne et redskab til at vælge den bedste kandidat i bunken af ansøgere.

Efter et grundigt kommissionsarbejde skiftede vi i 2007 13-skalaen ud med den nuværende 7-trinsskala. Hovedargumentet for at udskifte den gamle 13-skala var vanskelighederne ved at oversætte karaktererne, når studerende bevægede sig over landegrænser.

Løsningen var et nyt karaktersystem, som skulle lægge sig op ad den internationale karakterskala ECTS. Det andet væsentlige argument for at udskifte skalaen var, at den var begyndt at vise tegn på inflation.

Inflation i 12-taller

Der er indlysende forskelle mellem 13-skalaen og den nuværende 7-trinsskala. Men de færreste tænker måske over, at der er nogle helt grundlæggende forskelle. Mens 13-skalaen var absolut, er ECTS-skalaen relativ. Heldigvis undlod vi at tage det fulde spring og adoptere hele den tankegang fra ECTS-skalaen. Det blev kun til ambitionen om, at karaktererne over tid og på tværs af årgange skulle have nogenlunde den samme fordeling som ECTS-skalaen.

Som bekendt betyder det, at der skal være en nogenlunde normalfordeling mellem karaktererne, og blot 10 pct. af eleverne bør have henholdsvis top- og bundkaraktererne. Det blev aftalt med den nye karakterskala, at den skulle evalueres hvert femte år. I 2013 fik vi den første evaluering, som viste, at hvor eksaminator og censor til at starte med var lidt utrygge ved at anvende topkarakteren 12, var 15 pct. af de studerende i studieåret 2011/2012 blevet værdige til et 12-tal. Med andre ord var der allerede i 2012 gået inflation i 12-tallerne. Vores frygt er, at denne udvikling er fortsat.

Desværre findes der ikke en offentlig statistik for karakterer på universiteterne, så vi og andre har ikke selv mulighed for at følge med i udviklingen. I modsætning hertil har man i flere år på Undervisningsministeriets hjemmeside kunnet følge udviklingen i karaktergivning i folkeskolen og på de gymnasiale uddannelser på hvert enkelt fag. Men selv med forskeradgang til Danmarks Statistik er der ikke mulighed for at se, hvad der gives i karakterer til specialer på de videregående uddannelser.

Vi er derfor i stedet nødt til at vente på de femårige evalueringer eller blive oplyst i dagspressen, når de store dagblade afsætter tid til, at en medarbejder kan ringe til hver uddannelsesinstitution og spørge til karakterfordelingen.

Gavmilde censorer

I foråret 2016 opstod debat om karakterskalaen efter, at Berlingske netop havde foretaget sådan en rundringning. Resultatet var, at eksaminator og censor var blevet endnu mere gavmilde med 12-tallerne. I studieåret 2014/2015 modtog 16 pct. karakteren 12, mens ikke mindre end 34 pct. af specialerne modtog karakteren 12.

Det er selvfølgelig fantastisk, hvis de studerende i Danmark er blevet dygtigere og klogere. Logikken modsiger bare, at det skulle være tilfældet. Tidligere var universiteterne forbeholdt de fagligt dygtigste unge, men siden er andelen af en ungdomsårgang, der er startet på et universitet, steget voldsomt. DI fremlagde i starten af november en analyse om tilgangen til universiteterne, hvoraf fremgår, at 43 pct. af de 18-årige i 2017 på et eller andet tidspunkt vil være startet på en universitetsuddannelse. I 1980 var det en ud af otte 18-årige, som vi mente, var dygtige nok til universitet.

Det leder til den anden problemstilling, nemlig at flere undervisere ikke mener, at de studerende er dygtige nok, når de starter, og flere studerende mener, de ikke får tilstrækkelig undervisning. Ingen af disse forhold afspejler sig imidlertid i karaktererne på kandidatbeviset.

Man må derfor konstatere, at der efterhånden er tydelige indikationer på, at 7-trinsskalaen også har en udfordring med inflation i karaktererne. Dét er på flere måder et problem.

Karakterer er en vigtig indikator på, om man som arbejdsgiver sidder med en dimittend, der er fagligt meget dygtig eller har hutlet sig igennem uddannelsen. Men hvis karakterbeviset består af næsten udelukkende 12-taller for alle ansøgerne, så mister det i sagens natur sin værdi som redskab til at skille de dygtige fra de mindre dygtige ansøgere. 

Barren skal hæves

Også i et bredere perspektiv giver karakterinflationen problemer. Det skal jo gerne være sådan, at de studerende fortløbende igennem deres uddannelse fokuserer på at dygtiggøre sig. Derfor er nuancerne i karaktersystemet vigtige. Det er netop derfor, vi ikke kun arbejder med bestået/ikke-bestået. De studerende skal tage karakteren som udgangspunkt for en information om, hvor der er mangler, som man bør fordybe sig yderligere i.

Karakterinflationen gør også, at de dygtigste studerende ikke har noget incitament for at yde den ekstra indsats. For at man kan identificere de dygtigste studerende, er det nødvendigt at hæve barren for, hvad man forventer af de studerende. Hvis flere end 10 pct. af de studerende får et 12-tal, kan det jo også være en indikation på, at det faglige niveau kan hæves yderligere. Selv de dygtigste studerende skal have udfordringer, som kræver, at de strækker sig og i nogle tilfælde også fejler.

12-skalaen blev konstrueret sådan, at de studerende, når de går ind i eksamenslokalet, i udgangspunktet har fået 12 for den fremragende præstation. For hver fejl eller mangel i den studerendes præstation trækkes der så lidt fra, indtil tiden er gået. Tilbage står den karakter, som den studerende opnår ved eksamenen. Men hvad så med de studerende, som kommer ind i eksamenslokalet og imponerer og overrasker både censor og eksaminator?

I 13-talssystemet havde eksaminator og censor mulighed for at give karakteren 13 for den ekstraordinære og selvstændige præstation. En sådan karakter har både rektor Hanne Leth-Andersen, RUC, og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind også udtrykt et savn af. Og det savner man også som arbejdsgiver.

Hvorfor er forventningen i udgangspunktet ikke i stedet, at den studerende, der kommer ind i eksamenslokalet, er en middelstuderende. Hvis den studerende så klarer sig bedre end middel, hæves karakteren, og er tilfældet det modsatte, falder karakteren?

Nu er der sat gang i en evaluering af karakterskalaens brug i hele uddannelsessystemet. Det er rigtig godt. Men hvis vi som arbejdsgivere skal have tillid til karaktersystemet, og man i uddannelsessektoren skal bruge karaktererne til det redskab i udvikling af uddannelserne, som et velfungerende karaktersystem bør være, så kræver det, at vi bliver bedre til at følge udviklingen.

Derfor er DI’s største ønske, at vi holder fast i de kvaliteter, som systemet har, og som gør det velfungerende i en international uddannelsesverden, men også bliver bedre til at overvåge, at inflationen ikke underminerer grundlaget. Derfor bør universiteterne årligt indberette karakterer, så man løbende kan følge udviklingen og hurtigere gribe ind, når systemet er på afveje.