Hvad laver du i dit nye job?

”Jeg leder flere projekter, der bl.a. handler om, at elever i Københavns Kommune modtager supplerende seksualundervisning, at lærere og andet fagpersonale opkvalificeres, at der skabes et fagligt og professionelt skolemiljø i forhold til seksualundervisning, og at den tænkes mere bredt. Og så arbejder jeg også med evalueringsdesign.”

Hvorfor er det nødvendigt med supplerende seksualundervisning for børn?

”Undersøgelser har vist, at ikke alle børn får tilstrækkelig seksualundervisning, bl.a. fordi det afhænger af den enkelte lærers kompetencer. Seksualundervisning er ikke en obligatorisk del af læreruddannelsen.”

Hvad er det bedste ved at arbejde i Sex og Samfund?

”Der er plads til, at man kan få nogle idéer og få lov til at sætte dem i gang og prøve dem af. Det er en organisation, der er fyldt med super dedikerede mennesker. Alle, der arbejder med seksuel sundhed, uanset om det er i kommuner, på skoler eller som enkeltpersoner, brænder for at fremme børn og unges seksuelle sundhed og trivsel.”

Er det tabu at tale om sex på arbejdet, når man arbejder på Sex og Samfund?

”Nej, det er det ikke. Nogle har nok en forestilling om, at det er det eneste, man snakker om i frokostpausen hos os. Men vi taler altså også om andre ting.”