Lige derude i horisonten lurer sommerferien, og den kommer tættere og tættere på. Alligevel fortsætter bunken af opgaver med at tårne sig op på skrivebordet og i indbakken. Så hvordan når du det rigtige inden ferien? Og kan du bane vejen for, at det bliver (nogenlunde) let at komme tilbage til arbejdet?

De spørgsmål har djoefbladet.dk hentet hjælp til at besvare hos Line Ullmann, der underviser og rådgiver om effektive arbejdsvaner.

Først og fremmest advarer hun mod at sætte sig for at rydde skrivebordet:

”Det er grundlæggende en misforståelse, mange har, at de skal prøve at nå det hele og komme i bund. Det er en illusion – især hvis man har et videnjob, som djøferne har. Man bliver aldrig færdig. Du kommer aldrig til at sidde og tænke ’nu er der ikke mere at lave’.”

Ud af hovedet og ned på papir

Derfor handler det ifølge Line Ullmann dels om at prioritere, dels om at bryde sine forskellige projekter ned til konkrete opgaver.

”En uges tid før ferien starter, gør jeg selv det, at jeg gennemgår alt det, jeg har på skrivebordet og i indbakken. Jeg identificerer det, der både haster lige nu og er vigtigt lige nu, og lægger det i bunken med ting, der skal gøres inden ferien. For hvert enkelt af de projekter, der ikke er vigtige at nå inden ferien, kan du med fordel lave et lille tjek: Er der en del af opgaven, som ikke kan vente? Når du gør det, så sørg for at lave en detaljeret liste over, hvad opgaverne består af. På den måde kan du relativt hurtigt komme ind i dem igen. Det handler meget om at få tingene ud af hovedet og ned på papir,” siger hun.

Formulér konkrete delopgaver

Når man laver sine tjeklister over de projekter, man er i gang med, skal de udpege, præcis hvilke konkrete handlinger den enkelte opgave forudsætter. Det er ikke nok at skrive, at man skal ’undersøge’ eller ’overveje’ noget.

”Jo mere handlingsanvisende punkterne er, desto nemmere er det at komme tilbage til dem. Hvis du derimod pinder ud, at du skal ringe til nogle bestemte kunder, spørge en person om noget eller læse en del af lovgivningen, hjælper du dig selv, fordi du ved, hvor du skal begynde,” siger Line Ullmann.

Giv dig selv tid

I de sidste dage inden ferien er det ikke kun vigtigt at få løst presserende opgaver. Uanset hvor tiltrængt sommerferien end er, så er faktum, at der er nye arbejdsdage på den anden side af solferien og sommerhusturen. Her kan det være en fordel hurtigst muligt at reservere hele den første dag til sig selv.

”Verden står ikke stille, mens du er væk, og derfor har du behov for tid til at skabe et nyt overblik over dine opgaver: Er der sket noget i de projekter, du var i gang med for tre uger siden, og ændrer det på din projektplan? Så kan du lave samme prioriteringsøvelse som før ferien: Hvilke af de ting, der er kommet ind, er både vigtige og haster nu?”

Men selv om indbakken måske rummer nye opgaver, der skal løses med det samme, anbefaler Line Ullmann, at man også finder tid efter ferien til at zoome lidt ud og overveje sine mål.

”Når hverdagen for alvor begynder, kommer vi hurtigt tilbage til, at der hele tiden er mange bolde at gribe og masser af sager at behandle – men lige efter ferien har man faktisk friske øjne til at se på, hvad man gerne vil nå i de kommende måneder.”