Torsdag aften, landsdækkende TV: ”Lad os starte med de piger, som er blevet født i ghettoerne de seneste 10-15 år, nu får du lov til at tale på vegne af dem,” siger Clement Kjærsgaard til Natasha Al-Hariri i DR programmet ’Debatten’.

”Jeg taler på vegne af mig selv,” svarer hun med en snert af irritation tilbage.  

Natasha Al-Hariri skal stå på mål for lidt af hvert. Hvorfor går nogen med tørklæde, hvad drømmer unge muslimske kvinder om, og hvad er danske muslimers holdning til Muhammed-tegningerne? Hun har ikke svarene, og hun kommer aldrig til at få dem. Hun er bare Natasha. Hun arbejder som selvstændig konsulent, er 28 år, uddannet jurist, mor, hustru og til tider omtalt som debattør, selvom hun hader det prædikat.

”Vi er alle sammen debattører, og vi har alle sammen adgang til en Facebook-profil, så hvad fanden betyder det udtryk egentlig?” siger hun til Djøfbladet, der møder hende i hendes nybyggede lejlighed i Valby, hvor hun bor sammen med sin mand, Niddal, og deres søn, Gabriel, der næsten lige har rundet de fire.

Selvom hun er uddannet jurist, er hun mest kendt for sine jævnlige optrædener i den offentlige debat. Hun stiller ofte op på TV og til debatarrangementer for at diskutere emner som integration, islam og ungdom, og det har hun gjort det meste af sit voksne liv.

Tidlige tilfældigheder

Natasha Al-Hariri kom til Danmark fra Libanon med sine forældre, da hun var fem måneder gammel. Familien blev placeret i Gentofte, men efterfølgende flyttede de til Hellerup, som endte med at blive stedet, hvor Natasha Al-Hariri skulle vokse op.

I 2007 blev hun spurgt, om hun ville deltage i dokumentaren ’Fire muslimske stemmer’. DR-dokumentaren skulle vise, at unge muslimske kvinder var almindelige kvinder med drømme og håb ligesom alle andre. Det var egentlig et tilfælde, men hendes studievejleders søster kendte instruktøren, og da blev Natasha Al-Hariri konfronteret med ikke længere blot at være eleven eller klassekammeraten. Hun var muslimen. Den umiddelbare reaktion fra den dengang 17-årige 3.g’er på Øregård Gymnasium, der med egne ord er opvokset i en beskyttet boble i Hellerup, var at sige nej.

”Jeg var ikke super optaget af, hvordan det stod til derude med alle andre muslimer. På den måde var jeg meget egocentrisk og ung, og jeg forholdt mig ikke rigtig til verden udenfor. Jeg endte med at sige ja efter en lang overvejelse, men jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til,” siger hun.

Hun oplevede lige pludselig at skulle repræsentere noget, hun ikke kunne repræsentere.

”Der er ikke nogen, der repræsenterer den muslimske minoritet i Danmark, og hvis der er nogen, der siger, at de gør det, så er det en illegitim rolle, de har, fordi muslimer i Danmark er så uhomogene, som noget overhovedet kan være. Derfor er jeg opmærksom på, at jeg kun taler på vegne af mig selv, fordi jeg ved, hvor frustrerende det er, når andre taler på vegne af mig,” siger hun.

Had og trusler

Siden dokumentaren blev vist, har Natasha Al-Hariri skullet affinde sig med de konsekvenser, der hører til at være en offentlig person. Det indebærer hadefulde kommentarer, at blive hængt ud på sociale medier og trusler mod hende og hendes familie, hvilket Djøfbladet også får at se senere i interviewet. Hun vil dog ikke lade det påvirke sin deltagelse i debatten.  

”Jeg har kæmpet for at få adgang til mikrofoner, debatter og politikere, så jeg føler, at jeg har et ansvar over for unge minoritetskvinder for at gøre brug af det. Men jeg har også et ansvar for at gøre yngre, kloge hoveder stærke nok til selv at gå ind og tale på deres egne vegne,” siger hun.

Da Natasha Al-Hariri var yngre, oplevede hun ikke, at der var nogen i den offentlige debat, hun kunne spejle sig i. Det fik hende til at gribe chancen for at træde ind på den offentlige scene. Hun er overbevist om, at det er vigtigt at give unge minoritetskvinder som hende selv en stemme i den offentlige debat. Også selvom hun ikke taler på deres vegne.

”Tilslutter nogen sig min holdning, er det super fedt. Men når jeg stiller op som dansk muslimsk kvinde og debatterer, så repræsenterer jeg i andres øjne en holdning eller en gruppe i samfundet, og det er et kæmpe fucking ansvar, som er sindssygt svært at bære,” siger hun.

Hvad hun rent faktisk gør, er dog sværere for hende at definere. Hun debatterer med udgangspunkt i sine egne erfaringer og sit arbejde med særligt minoriteter, men det vigtigste, hun vil opnå, er et mere rummeligt Danmark.

”På mange måder er min kamp lidt fluffy. Jeg kæmper for et mere rummeligt Danmark, men det gør mine modstandere også. Jeg vil gøre Danmark mere rummeligt ved at fokusere på, hvordan unge minoriteter kan få et værdigt liv for dem selv og blive en del af det danske fællesskab,” siger hun.

Brændte ud på jura

Efter gymnasiet besluttede Natasha Al-Hariri at studere jura. Hun tænkte, at jurastudiet kunne give hende en viden om, hvordan landet hænger sammen. Hun var især optaget af udlændingeloven, hvilket hun stadig er i dag, fordi udlændingeloven ifølge hende er den mest uoverskuelige lov, der findes.

Natasha Al-Hariri gennemførte bacheloren på normeret tid, men brændte hurtigt ud, da hun gik i gang med kandidaten.

”Jeg var udmattet efter bacheloren, fordi jeg havde givet den vildt meget gas. Jeg lavede ikke andet end at studere og arbejde i tre år, og de første tre år på jura var virkelig hårde. Jeg droslede ned og tog kun et enkelt fag på første semester af kandidaten. Og så blev jeg gravid og skulle på barsel,” siger hun. 

Under studiet blev hun også engageret i frivilligt arbejde, og hun begyndte mere og mere at tage aktiv del i den offentlige debat. Især flygtningekrisen i 2015 optog meget af hendes tid på det tidspunkt.

”Jeg havde brug for at være der og hjælpe de mennesker, der kom ind. I mellemtiden blev alle mine studiekammerater færdige, men jeg tænkte også rigtig meget over, hvad jeg ville bagefter, og om jeg gerne ville ud og være fuldmægtig som alle de andre eller bruge juraen til noget andet,” siger hun.

Kigger hun tilbage på studietiden i dag, ville hun ikke have gjort noget anderledes. Hun afleverede sit speciale i udlændingeret og menneskerettigheder sidste år, og det var en kæmpe forløsning.

”Alle de beslutninger, jeg tog, der betød, at jeg er kommet bagud med studiet og blevet sat tilbage økonomisk, har givet mig et kæmpe nøk opad både fagligt og personligt. Jeg vil ikke være det foruden, men det har været svært at jonglere en karriere, et hårdt studie og en familie på samme tid,” siger hun.

Og oven i det endte hun som et af midtpunkterne i en mediestorm.

’Sharialov i forklædning’

Fra 2012 til 2013 var Natasha Al-Hariri forkvinde for Ny-Dansk Ungdomsråd, en organisation, der havde til formål at engagere unge med minoritetsbaggrund i deres lokalmiljø. I september 2012 planlagde rådet en konference om, hvordan man skulle bekæmpe radikalisering blandt unge, og i den forbindelse inviterede de en pakistansk professor til Danmark, der havde udstedt en fatwa, dvs. en islamisk lov, om, at terror i Islams navn var ulovligt.

Da konferencen nærmede sig, kom det frem, at den pakistanske professor havde været med til at vedtage blasfemilovgivningen i Pakistan, hvilket efterfølgende vakte stor kritik fra dansk side for at være sharialovgivning i forklædning.

”Det kom som et chok for rigtig mange inklusiv mig. Det var pisse fucking uheldigt og mest af alt virkelig dumt, at vi ikke havde sat os ind i, hvem professoren også var. Så det ender med at blive en kæmpestor ballade, hvor ministeren, som skulle deltage i konferencen, og andre trækker sig. De panikker simpelthen, på trods af at hans navn aldrig har været en hemmelighed,” siger Natasha Al-Hariri.

Året efter udløb Natasha Al-Hariris periode som forkvinde. Få måneder efter blev Ny-Dansk Ungdomsråd frataget sine satspuljemidler, hvilket tvang organisationen til at lukke.

”Vi havde ikke gjort vores benarbejde godt nok, og det havde ministeriet virkelig heller ikke. Jeg vil vove den påstand, at ministeriet har en del flere embedsmænd til at sætte sig ind i de her ting, og de kunne godt have givet en heads up den anden vej. Vi var vitterligt bare et ungdomsråd på frivillige kræfter,” siger hun.

Natasha Al-Hariri kigger i dag tilbage på situationen med anger, men også med stolthed over, hvad organisationen alligevel var med til at bidrage til.

”Jeg lærte rigtig meget om politik og om mit ansvar som leder, fordi det stadig er mig, som står på mål for, at vi inviterede ham derop, selvom det ikke var min beslutning. Som leder tager man lorten på godt og på ondt. Hvis jeg kunne gøre det om, havde jeg gjort det,” siger hun.

Ufrivillige titler

Efterhånden som Natasha Al-Hariri er blevet et kendt ansigt, er hun blevet omtalt som lidt af hvert. I DR-programmet ’Debatten’, bliver hun fx omtalt som debattør, noget, der ikke falder i god jord hos juristen, som hun helst vil omtales som.

”Det er irriterende at blive omtalt som debattør, fordi det betyder, at jeg skal mene noget om alt. Det gør jeg ikke,” siger hun.

Derfor påtaler hun det hver gang, hun bliver tildelt en titel, hun ikke kan stå inde for. I starten af sin offentlige karriere oplevede hun at blive kendt som ’pigen med tørklædet’, en beskrivelse, der har været svær for hende at slippe af med, og som hun den dag i dag stadig skal leve med.

”Jeg har gjort rigtig meget for ikke at blive kaldt tørklædepige i medierne eller i interviews, fordi det er så reducerende på alle måder. Andre bliver ikke omtalt som fx skægmanden eller kalotmanden, så hvorfor er det okay med et tørklæde? Jeg har virkelig gjort meget for ikke at være debattøren med tørklædet. Men det er skidesvært, for, lets be real, det er også det, folk ser mig som. Det er fint nok, bare man formår at lytte til, hvad det rent faktisk er, jeg siger,” understreger hun.

Gylle i indbakken

En af konsekvenserne ved at deltage i debatten er den enorme mængde gylle, som hun selv beskriver det, der dukker op i hendes indbakke. Folk ringer endda til hendes private nummer, hvilket Djøfbladet bliver vidne til, da Natasha Al-Hariri under interviewet modtager et opkald fra en anonym person, der ringer for blot at fortælle, at han ikke kan lide hende for derefter at lægge på.

”Det må man tage med. Idioten kunne i det mindste have ringet med hemmeligt nummer. Det er virkelig utroligt, at folk føler, at de har ret til det. Det er helt fint ikke at kunne lide mig, men hvorfor har man behov for at ringe og sige det?” siger hun umiddelbart efter opkaldet.

Hun har vænnet sig til at modtage den slags reaktioner, men det betyder ikke, at hun har accepteret det. Også selvom det er et vilkår, der omfatter hendes familie. I foråret modtog hun en dødstrussel, som Rigspolitiet for nylig måtte indstille efterforskningen af, da de ikke kunne finde frem til gerningsmanden. Men Natasha Al-Hariri vil ikke trække sig fra den offentlige scene af den grund.

”Hvis vi afstår fra debatten, så efterlader vi arenaen til ekstreme typer fra den ene eller den anden fløj, og det kan de ikke få lov til. Det er ikke vigtigt for mig, at man er enig med mig, for vi skal ikke alle mene det samme. Det er vigtigt for mig, at vi kan være forskellige og uenige og stadig tale med hinanden på en ordentlig måde,” siger hun.

Derfor insisterer Natasha Al-Hariri igen og igen på, at vi skal tale pænt til hinanden. Hun synes, at man bør gøre det tydeligere, når nogen går over stregen i den offentlige debat eller på sociale medier, og at man bør påtale det.

”Især på de sociale medier er det et problem. Når jeg går på gaden, bliver jeg ikke kaldt perkersvin eller møgso. Det gør jeg online, fordi det er så utrolig nemt at gøre, når man ikke skal forholde sig til, hvordan personen, der modtager det her, tager imod det. At sidde over for et rigtigt menneske og snakke gør noget ved relationen,” siger hun.

Ikke for altid

Natasha Al-Hariri er for nylig gået selvstændig og har startet sin egen konsulentvirksomhed. Her rådgiver hun både private og offentlige om minoritetsområdet med fokus på ungdommen. Hun havde ikke regnet med, at hendes karriere skulle se ud, som den gør i dag.

”Jeg tænkte nok, at jeg skulle have et helt almindeligt arbejde og leve et stille og roligt liv, hvor jeg stadigvæk gjorde en forskel for mennesker, men ikke hvor jeg var en offentlig person. Det viser meget godt, at det hele har været meget spontant. Jeg har ikke truffet en beslutning om, at jeg skulle være en meningsdanner. Det skete bare,” siger hun.

Men hun kommer heller ikke til at være en del af den offentlige debat resten af sit liv. De seneste måneder har hun skåret ned på sin tid i medierne og fokuseret mere på det arbejde, hvor hun kan komme ud og møde mennesker.

”Min opgave er ude i felten mere end den er på et advokatkontor eller i et ministerium. Jeg har aldrig kunnet se mig selv sidde på et kontor og nørde paragraffer. Jeg vil nørde mennesker. Min kamp for et værdigt liv for unge minoriteter kommer til at vare hele mit liv, men min drøm er at finde en måde at adskille privatliv og arbejdsliv på, selvom det virker helt utopisk, for som det er nu, arbejder jeg 24/7. Om det betyder, at jeg fuldstændig stopper med at være en offentlig person og udelukkende fokuserer på mit konsulentarbejde, ved jeg ikke, men jeg ved, at jeg ikke er færdig med den offentlige debat endnu.”