For nogle år siden holdt professor Nina Smith en tale for kollegaen Niels Kærgård, der fyldte 70:

”Du risikerer at få nogen over snuden, når du blander dig, men så længe nogle slag kommer fra venstre og nogle fra højre, vender næsen ligeud alligevel.”

Nina Smith kunne lige så godt have talt til sig selv. Få nulevende forskere har haft større indflydelse på dansk politik end hende, og få har været udsat for mere kritik. Det skete senest, da Nina Smith – professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og bestyrelsesformand i Foreningen Nykredit – tidligere på året argumenterede for, at det ikke længere giver økonomisk mening at lave udbudsreformer, der skal rykke mennesker fra offentlig forsørgelse til beskæftigelse.

”Er Nina Smith blevet politiker?” spurgte CEPOS, og finansminister Kristian Jensen fulgte trop: ”Det er en meget opgivende holdning, ja, den er nærmest slap.”

Senere bragte Børsen en leder, der med slet skjult skadefro noterede, at kritikken var velfortjent: ”Nina Smith er selv ude om al virakken.”

Det kan der vel være noget om – altså i den forstand, at Nina Smith udmærket ved, hvad der sker, når man blander sig i den politiske debat. Igennem årtier har hun taget imod retoriske tæsk og gentagne angreb på sin troværdighed som forsker. Alligevel bliver hun ved med at blande sig i debatten. Hvorfor?

Pligten til at udtale sig

Nina Smith skridter hurtigt mod den sluse, man skal igennem for at komme ind til Nykredits hovedkvarter i København. Hun fumler lidt rundt i den sorte håndtaske, hun har over armen, men kan ikke finde sit id-kort.

”Nogle gange kan man lige…” siger hun så og lægger hele tasken oven på scanneren. Den bipper hende ind.

”Ja, sådan,” griner hun.

Der er ikke så meget besvær med Nina Smith. Hun gør det, hun har lyst til, og hun siger det, hun mener. Så lad os bare gå direkte til sagen.

I starten af året blev du kritiseret for at være mere politiker end professor. Hvad tænker du om det?

”Altså…” begynder Nina Smith og himler kort med øjnene.

”Det var et politisk angreb, ikke en faglig kritik. Og derfor er jeg ligeglad. Jeg er blevet angrebet fra den ene fløj, og jeg er blevet angrebet fra den anden fløj. Sådan har det været i årevis. Og der er alderen bare en velsignelse, må jeg sige. Man bliver ligeglad.”

Det har ikke altid været sådan. Første gang Nina Smith røg ind i en mediestorm, var hun lektor og 33 år, og hun sov ikke i flere nætter. En interesseorganisation havde lavet en brochure, hvor de skrev, at kvinder faktisk tjente mere end mænd for samme arbejde. Nina Smith mente, at det ganske enkelt var ”et makværk af statistisk arbejde,” som ville have fået dumpekarakter på universitetet.

”Det kom jeg til at udtale til medierne, og det endte på forsiden. Og så kom de ustandselige telefonopringninger,” husker hun.

Vrede mænd ville have Nina Smith til at undskylde og trække kritikken tilbage omgående.

”Ellers ville jeg aldrig blive til noget, det skulle de nok sørge for… Jeg var skræmt. Men jeg satte mig ned og analyserede situationen: Hvad var det værste, der kunne ske? Det kunne godt være, jeg aldrig blev til mere, men så måtte jeg bare passe det arbejde, jeg nu engang havde. For jeg skulle i hvert fald ikke trække noget tilbage. Jeg var sikker på, at det var rigtigt.”

Kort efter blev Nina Smith medlem af Socialkommissionen og få år senere udnævnt til professor. Det lærte hende en vigtig lektie.

”De kunne jo ikke gøre mig noget. Det var tomme trusler. Og det har jeg fundet ud af siden: Gør man sit arbejde pænt og ordentligt, skal man bare stå fast, selv om man får skældud og bliver skudt på.”

Men hvorfor er det vigtigt for dig at deltage i den offentlige debat?

”Jeg opfatter mig selv som en person, der siden ’81 har siddet som offentligt betalt forsker, og så føler jeg mig forpligtet til at sige, hvad jeg ved, hvis der er nogen, der spørger.”

Det vil sige: Hvis nogen spørger om noget, der er fagligt relevant. Ved ethvert spørgsmål, der bare nærmer sig konkret partipolitik, læner Nina Smith sig fremad i stolen, rynker brynene og gør stemmen dyb.

”Jeg vil ikke kommentere…” eller ”Nu skal jeg sige dig én ting…” begynder hun så. Ikke uvenligt, men bestemt. Og hun har sine gode grunde.

”Der er en hårfin balance mellem samfundsforskning og politik. Og derfor bestræber jeg mig særligt meget på ikke at politisere. Virkelig,” siger hun.

Arbejdet er glæde og pligt

Selv med ryggen til er Nina Smith let at genkende på sit bobbende hår: En tyk, lysegrå pageklipning, der har liv som en lavalampe og bølger op og ned, når hun drejer hovedet eller laver pludselige bevægelser.

Men som ethvert andet menneske er hun sværere entydigt at identificere som person. Nina Smith er på samme tid professor, bestyrelsesformand, gårdejer, mor, rødstrømpe, vild med velfærdsstaten, umulig at få til at afsløre sit politiske ståsted, skarp i spyttet og gavmild med smilene.

Skal man alligevel forsøge at indkapsle hende med et enkelt ord,
må det blive dette: Arbejdsmoral.

Nina Smith arbejder ganske enkelt utroligt meget: på hverdage, i weekender, i ferier. Som hun siger: ”Min fritid består tit af at arbejde.”

Sådan har det været siden barn­dommen. Nina Smith voksede op i et fattigt, indremissionsk hjem på Fyn, og da hun startede i 1. klasse, blev hun også sendt i markerne.

”Der er ikke den frugt eller grøntsag, jeg ikke har været ude at plukke. Vi var regulært fattige, så alle måtte bidrage med, hvad de kunne. Jeg var en utrolig dygtig plukker, og det er ikke nogen dårlig ballast i livet.”

Den indstilling har Nina Smith haft lige siden, også da hun selv blev forælder. Dengang børnene var små, og hele familien tog på camping sydpå, stod hun op kl. fire om morgenen for at forske, før de andre vågnede. Hun elskede det. Roen, stilheden, solopgangen.

”Noget af min bedste forskning er lavet i et telt,” ler hun, og det bliver i løbet af interviewet mere og mere tydeligt, at arbejde ikke bare er noget, der tager meget tid i Nina Smiths liv. Det er også en kilde til glæde. Og en moralsk forpligtelse.

Først udtrykker hun det som et simpelt faktum: ”Jeg har arbejdet hele mit liv.”

Senere bliver det til: ”Jeg er ikke ked af at arbejde.”

Lidt efter: ”Jeg er glad for at arbejde.”

Og så til sidst: ”Jeg er arg modstander af dem, der ikke vil arbejde. Arbejdet er en pligt, hvis man kan.”

Og hvad mener hun så med det sidste?

”Jeg mener jo ikke, at vi alle skal være i en østtysk arbejdslejr. Det handler om, at velfærdsstaten reelt er bygget efter princippet, at man skal yde efter evne og nyde efter behov. Det lyder enormt småborgerligt, det ved jeg godt, men det kommer faktisk fra Karl Marx,” siger hun.

Det handler om børnene

Nina Smith ved godt, at hun som pro­fe­s­sor er privilegeret. Jobbet er spændende, fleksibelt, godt betalt og ikke fysisk nedslidende. Nina Smith ved også godt, at hun ikke er nået dertil alene.

Hun klapper på stolen, hun sidder i, for at understrege sin pointe – Arne Jacobsens Ægget, der snildt koster 70.000 kr., og som Nykredit har 16-20 stykker af stående i lobbyen.

”Jeg var aldrig kommet til at sidde i de her stole, hvis jeg ikke havde været så heldig at være et af de første børn af velfærdsstaten.”

Det mener hun helt konkret. Hendes forældre var stærkt indremissionske og havde det grundsyn, at piger ikke skulle have en uddannelse.

”Ikke det bedste sted i livet at blive født,” siger Nina Smith, der ikke måtte bo hjemme, hvis hun ville på gymnasiet.

Det ville hun, og fra det tidspunkt var hun alene mod verden. Men så alligevel ikke.

”Jeg var den første årgang, der kunne få SU. Jeg fik 1.600 kroner det år, og jeg kan huske, at jeg var dybt taknemmelig. Det lyder næsten åndssvagt at sige i dag. Men jeg var virkelig dybt, dybt taknemmelig.”

Siden da er det gået skridt på skridt, og i dag er Nina Smith er helt andet sted i livet. Jeg spørger hende, om hun kan beskrive sit barndomshjem. Hvordan så det ud?

”Hvad siger du?” svarer hun og virrer lidt med hovedet.

”Det aner jeg ikke… Det kan jeg virkelig ikke huske.”

Nej, det er noget andet, Nina Smith husker i dag. Noget langt større.

”Det er velfærds­staten, der har givet mig muligheden for at få det liv, jeg har. Det er jeg mig meget bevidst om.”

Den rationelle rødstrømpe

Det er blevet et mål for Nina Smith at sikre velfærdsstaten, og så er det for hende som forsker sagen uvedkommende, om det er røde eller blå politikere, der står i spidsen for den.

”Velfærdsstatens vigtigste opgave er at hjælpe alle børn med at få nogenlunde lige muligheder fra starten af. Og dér nytter det ikke noget at tale om personligt ansvar. Du kan ikke sige til et barn på fem år, at det selv har et ansvar for sit liv. Børn kan ikke gøre for, hvem de har fået som forældre.”

Lige muligheder er et gennemgående element i Nina Smiths arbejdsliv. Hun var ikke bare den første kvindelige professor i nationaløkonomi, men også – ud over sekretærerne – den første fastansatte kvinde på Aarhus Universitet.

”Det har været sindssygt hårdt. Jeg må bare sige, at jeg har prøvet at tabe rigtig mange gange i ansøgninger, hvor jeg siden hen har set det gå til mænd, der ikke var lige så kompetente,” siger Nina Smith.

Ligeledes har hun fået utallige vrede breve fra hjemmegående husmødre, der mente, at hendes børn da måtte leve et ’lousy liv’, fordi hun arbejdede så meget.

”De ligger der­hjemme i en stor bunke,” griner Nina Smith.

Men blandt venner er Nina Smith kendt som en rødstrømpe. Et fint ord, synes hun.

”For mig er det enormt ærgerligt – brandærgerligt! – at vi ikke får pigerne noget mere frem, både i den offentlige og private sektor. Det mener jeg også ud fra et ligestillingsmæssigt synspunkt. Men jeg mener det først og fremmest som økonom. Alt andet er spild af talent.”

I en samtale med Nina Smith opdager man hurtigt, at hun konse­kvent underbygger sine udsagn med rationelle argumenter.

”Mit DNA er saglige argumenter. Det nytter ikke noget, at jeg sætter mig ned og bruger følelserne. Hverken som forsker eller som bestyrelsesformand,” forklarer hun.

Netop som bestyrelsesformand for Foreningen Nykredit er hendes evner til at argumentere kommet på sin hidtil største prøve. Beslutningen om at børsnotere Nykredit samt højere gebyrer på lån har resulteret i vedvarende og højlydte protester fra kritikere, der ser bestyrelsen som udemokratisk. Og hvordan er det at være bestyrelsesformand i sådan en situation?

”Jeg vil forbandet gerne lykkes med at bringe Nykredit ud på den anden side af det her stormvejr. Og jeg synes, det er sjovt at slås for, fordi det er en andelsforening med historie og værdier, som er værd at bevare,” siger Nina Smith.

Men det er også en hård kamp, som udfordrer hendes tro på den saglige debat.

”Hvis fakta bliver bestemt af, hvem der har flest likes på Facebook, er jeg bange for, om demokratiet kan overleve. Og det gælder i øvrigt også i Nykredit, hvor man nogle gange slås mod alternative fakta,” siger Nina Smith.

Som professor har hun ofte revset politikerne. Men efter at have stået i spidsen for Foreningen Nykredit forstår hun dem bedre.

”Jeg har på det seneste fået forståelse for, hvor svært det er for moderate politikere. Jeg kan se nu,” siger Nina Smith og hæver stemmen en anelse, ”hvor forbandet vanskeligt det er at være saglig og ikke lade sig trække ud af ekstremerne.”


Om Finansministeriets regnemodeller

”Der bliver sagt meget sludder i kritikken af modellerne. Jeg har stor, stor respekt for det modelapparat, Finansministeriet har bygget op. Sådan noget som DREAM og ADAM er helt fantastisk og bygger på dybt professionelt arbejde.

Og nej, det er ikke den endegyldige sandhed. Men det er nu bare den bedste viden, vi har lige nu. Det er i min optik bedre end at slikke på fingeren og stikke den op i vinden og sige: ’Hvad sker der mon nu?’”

Om offentlig ledelse

”Det var dybt frustrerende for mig at være prorektor på Aarhus Universitet. Det er svært at være leder i det offentlige, fordi dit ledelsesrum er enormt begrænset. Mange af de private ledere, der kritiserer den offentlige sektor, aner ikke, hvor privilegerede de er. De er ikke underlagt tusindvis af reguleringer.”