Lokalerne signalerer ikke ligefrem hektisk, amerikansk speederen-i-bund-karriere. Faktisk er der umådeligt stille her i de halvtomme, hvidmalede gange hos Institute of International Finance (IIF) i Washington D.C., hvor Ulrik Bie tager imod.   

”Jeg indrømmer gerne, at det var noget af en omvæltning at kom­me direkte fra det meget livlige handels­gulv hos Nykredit og rykke ind på et énmandskontor,” konstaterer han, mens vi sætter os ned.

Kontoret, som blev hans daglige arbejdsplads sidste forår, har han forsøgt at tilføre en smule dansk hygge. I hjørnet står et par orkideer, som han jævnligt tager med hjem til lidt kærlig pleje i sit lejede byhus, så de kan genblomstre – og på reolen sender en dannebrogsfarvet hoptimist hjemstavnsvibrationer ud i det sterile lokale.

”Jeg prøver da at give det lidt liv. Da jeg kom herover, sad jeg vitterligt helt alene med en masse tomme lokaler ved siden af. Så det første, jeg gjorde, var at flytte mit team herhen, så vi kunne arbejde sammen på en mere personlig måde. Jeg tror, de andre synes, vi larmer og snakker meget. Her er kulturen sådan, at folk ofte ringer eller e-mailer til en person, der sidder få meter væk, men det gør jeg ikke. Vi skal tale sammen – det løser flere problemer,” siger han.

Gensyn med Washington

Små og store kulturelle forskelle har fyldt en del, siden Ulrik Bie sagde op som cheføkonom i Nykredit og fløj over Atlanten til en ny karriere. I dag er han cheføkonom for global makroøkonomi med ansvar for USA, Eurolandene, UK og Japan, som han rådgiver IIF’s medlemmer om. Med jobbet i den amerikanske hovedstad fik han mulighed for at dyrke de globale spørgsmål, der altid har fået hans økonomhjerte til at banke ekstra passioneret. Samtidig fik han opfyldt et gammelt ønske om at rykke tilbage til byen, som han tidligere boede i under et arbejdsophold på den danske ambassade.

”Allerede dengang vidste jeg, at jeg skulle herover igen. Det var kun et spørgsmål om hvornår. Så da den her skræddersyede stilling dukkede op, var det bare at sige ja. Jeg havde et godt job, og timingen var ikke perfekt, men det er den aldrig. Livet har lært mig, at man skal slå til, når chancerne er der,” siger han.

Da Ulrik Bie sluttede hos Nykredit, var det med adrenalinen ruskende i kroppen. Efter en række afsindigt travle år med bl.a. den globale finanskrise og gældskrisen i Grækenland sendte han bogstaveligt talt sin sidste analyse af sted på vej ud af døren. Hos IIF har han kunnet skrue tempoet en smule ned, men samtidig befinder han sig på en faglig motorvejsfletning, hvor alle hans interesser kører side om side.

”Jeg er dybt og inderligt interesseret i samspillet mellem politik og økonomi. Jeg har altid haft blikket rettet ud mod verden, og allerede i studietiden nørdede jeg hellere med reformer i Polen end Danmark,” siger han.

Den amerikanske hovedstad er som ventet et slaraffenland udi politik og økonomi, men Bie har også bemærket, at den er et lukket meningskredsløb.  

”Meget handler om at bekræfte hinanden i, hvad der er rigtigt. Jeg har virkelig lært, hvor vigtigt det er at insistere på at stille de relevante spørgsmål og blive ved med at udfordre egen og andres tænkning. Ikke mindst efter Trump blev præsident,” pointerer han.  

Osteklokken eksploderede

Da Ulrik Bie tidligt på den amerikanske valgaften stod på en af Washingtons barer med en øl i hånden, var det med en tydelig fornemmelse af, at noget uventet ville ske. Han var skeptisk over for den ubetvingelige tro på, at Hillary Clinton ville vinde, og at alt lige om lidt ville være ’business as usual’. Han havde hørt sine kolleger fra USA’s landlige områder berette om massevis af mangeårige Demokrater, der pludselig stemte på Donald Trump, og ud på natten var overraskelsen en realitet. Glasset over den politiske osteklokke eksploderede.

”At valget af Trump var så stort et chok, viser med al tydelighed, at der er langt fra Washington ud til resten af USA. Den dagsorden, Trump stillede – lavere skatter, deregulering, ny infrastruktur – den ønskede mange amerikanere, og det overså medierne og analytikerne.”

Hvordan har de store politiske overraskelser – Brexit og Trump – påvirket dit arbejde?

”De har påvirket mit syn på økonomi som disciplin. Jeg er blevet meget forsigtig med at basere noget som helst på gennemsnitstal. Hvis der er noget, de senere år har vist os, er det, at et gennemsnit dækker over en stadig større afstand mellem øverst og nederst.  USA har jo haft en pæn gennemsnitlig formuevækst, men den omfatter kun en mindre gruppe af befolkningen. De lavestlønnede – som afgjorde valget – har de facto oplevet et fald i formue og indtægt. Det er bare ét eksempel på, at gennemsnittet ofte er ligegyldigt. Det er spændvidden i en økonomi og det, der foregår ude i kanterne, der er spændende.”

Hvor meget påvirker dine personlige holdninger dig, når du analyserer?

”Tro, håb og kærlighed hører ikke hjemme i økonomiske analyser. Sådan er det bare! Jeg har mange venner i Storbritannien, og alle ved, at jeg synes, at Brexit var tåbelig. Så jeg giver da mine holdninger til kende. Men mit vigtigste bidrag er at give vores medlemmer det bedste beslutningsgrundlag, og så nytter det ikke at være drevet af følelser. Der må man træde et skridt tilbage. Når jeg går til seminarer i tænketanke, har jeg oplevet, at folk bruger den første halve time på at diskutere, hvorvidt Donald Trump er sindssyg. Altså, den diskussion kan vi da godt bruge tiden på – men vi kan også vælge at se på, hvad der sker politisk, og forholde os professionelt til det.”

De seneste års politiske begiven­heder, som Ulrik Bie diploma­tisk kalder ’interessante’, har gjort ham mere sikker på, hvorfor man ikke skal være skråsikker. Verden er blevet langt mere kompliceret, også for økonomer, og den tid, hvor man kunne kigge på tallene, sætte to streger under resultatet og gå ud med en analyse, er forbi, mener han. Økonomiske modeller kommer som regel til kort i en verden, som er under massiv forandring.

”Min tilgang er blevet mere baseret på mavefornemmelse, selv om ordet måske lyder dumt i denne sammenhæng. Men jeg gør mig umage for at gennemskue, hvad tallene dækker over. Lige nu er ledigheden i USA fx ekstremt lav – men det fortæller ikke den fulde historie om de mange landområder, hvor de har det utroligt svært. Uden for de rige storbyer er den lavere middelklasse vokset sammen med bunden af sam­fundet, og der er gigantiske pro­ble­mer med misbrug. Mange steder mang­ler de arbejdskraft, der kan bestå en narkotest. Det er noget af det, en økonomisk model ikke kan forklare. Økonomi er mere socialvidenskab end naturvidenskab,” vurderer han.

Samler på penge

På væggen over Ulrik Bie hænger beviset på, at han altid har været glad for penge. Ikke bare de luftige af slagsen, hvis bevægelser han analyserer, men i fysisk og kunstnerisk forstand. Han samler på pengesedler, og i glasrammerne, som han selv har monteret på kontorvæggen, blander valuta fra Sierra Leone sig med Hong Kong-dollars og den gamle danske halvtredser med karpefisken.

”Jeg har mindst dobbelt så mange sedler derhjemme. Det var en interesse, der begyndte, da jeg som nyuddannet fik job i Nationalbanken,” fortæller han.

Netop Nationalbanken blev det solide fundament i en karriere, der siden har sikret 45-årige Bie lidt af et drømme-CV. Egentlig var dansk og historie hans yndlingsfag i gymnasiet, men hans dansklærer opfordrede ham til at læse økonomi, da hun forudså, at mulighederne som cand.polit. ville passe godt til den ambitiøse elev. Hun fik ret. Han fokuserede energien mod den globale økonomi og kravlede op ad karrierestigen i et rask tempo. I løbet af sine ni år hos Nykredit blev han en populær analytiker i medierne, og journalisterne ringer stadig ofte, når komplicerede problemstillinger skal forklares for fru Madsen.

”Jeg har altid ment, at en økonoms fornemmeste opgave er at formulere komplicerede problemstillinger for ikke-økonomer,” understreger han.

Men når han i dag bruger sine velpudsede globale briller til at studere sit hjemland fra USA, er det ofte med en vis undren. 

”Jeg tænker ofte, at det politiske toneleje i Danmark er for højt i forhold til, hvad debatten egentlig kan bære. Man skændes om nogle meget små ting. Grundlæggende er det danske samfund en utroligt veldrevet forretning, som kører derudad. Der er forskelle fra regering til regering, men generelt har danske politikere været dygtige til at træffe svære beslutninger i tide, så Danmark er godt rustet økonomisk i dag,” siger han.   

Efter flere ophold i udlandet er han ekstremt bevidst om de goder, som de fleste danskere tager som en selvfølge. På det amerikanske arbejdsmarked er dagpenge, opsigelsesperioder og efteruddannelse et fatamorgana, som kollegerne knapt tror på findes. 

”Når jeg fortæller om den danske efteruddannelsesordning, er der ingen, der tror på det. Herovre er det markedskræfterne, der styrer alt. Ingen virksomheder vil investere i uddannelse, for hvis du opgraderer en medarbejder, hæver du vedkommendes markedsværdi, og så flytter personen typisk hurtigt videre til et nyt job, og arbejdsgiverens investering er spildt. Der har vi i Danmark nogle ganske ansvarlige organisationer og virksomheder, der investerer i medarbejderne. Selv om der er meget, der trænger til en justering, tror jeg grundlæggende på den danske dynamik. Vejen frem i en global verden er uddannelse, uddannelse, uddannelse!”

Tryghed betyder ikke noget

Jobskiftet betød også et farvel til danske ansættelsesvilkår. Ulrik Bies kontrakt i Washington er typisk ameri­kansk, hvilket betyder, at han kan afskediges fra dag til dag.

”Det var selvfølgelig en faktor, jeg havde med i overvejelserne. Men tryghed betyder ikke så meget for mig, måske også fordi jeg ikke har en partner eller familie at tage hensyn til. Jeg har altid haft den opfattelse, at man må gøre sit arbejde, så godt man kan – og så må man tage konsekvensen, hvis det ikke er nok, eller noget udefrakommende gør, at man ikke passer ind længere.”

Hvad har det betydet for din karriere, at tryghed ikke er vigtigt for dig?

”Den film, der gjorde størst indtryk på mig som ung, var ’The Firm’ med Tom Cruise i hovedrollen. Her får hovedpersonen et fedt job og installerer sig i en stor villa med en masse faste udgifter – og så opdager han, at han arbejder for mafiaen, men kan ikke løbe sin vej. Mit værste mareridt er at være fastlåst. Jeg vil gerne have friheden til at kunne gå, hvis jeg føler, det er nødvendigt. Og friheden til frit at give min mening til kende uden at skulle frygte, at det kan få konsekvenser i form af en fyring. Det er vigtigere end tryghed,” siger han.

Vi rejser os og kigger på Ulrik Bies samling af souvenirs på kontorreolen. Den dannebrogsfarvede hoptimist vibrerer i fjederen ved siden af en malteser-kanon i miniatureformat og et flag. En svag duft af hjemve spreder sig på kontoret.

Ved du, hvornår du vil hjem til Danmark igen?

”Nej, men på et tidspunkt skal jeg retur. Jeg er glad for USA, og jeg kommer aldrig til at fortryde min tid her. Men jeg savner da at være på en dansk arbejdsplads, og jeg savner selvfølgelig også venner og familie. Så når tiden er moden, og det rigtige byder sig … er det ikke sådan, man siger?,” smiler han og sætter Dannebrogs-hoptimisten tilbage på hylden.

Den bliver stående lidt endnu.